search

Jeg skulle have været billetsælger

Vi er inde i mediebyen på Roskilde-festivalen. Det er her enhver med tilknytning til selv den mindste lokalsprøjte hænger ud sammen med folk fra musikbranchen.

Vi er inde i mediebyen på Roskilde-festivalen. Det er her enhver med tilknytning til selv den mindste lokalsprøjte hænger ud sammen med folk fra musikbranchen.

Mens der ude på festivalpladsen er mudder så dybt, at det næsten løber over kanten på mine gummistøvler, er der lagt plader ud på jorden, så man kan gå næsten mudderfrit rundt herinde i det aflukkede område, som kræver særlige armbånd for at komme ind til.

Det føles allerede tørt og godt at være med i det indviede selskab. Det er her vi ikke kigger os måbende over skulderen og går i stå, blot fordi Søren Rasted fra det opløste Aqua er ved at blive interviewet af TV 2. Eller det vil sige, jeg gør selvfølgelig.

Allerede ved check in søndag morgen klokken lidt i otte erfarede jeg, at det langt fra kun er de landsdækkende medier og lokalmedierne i Roskilde, der har udsendte medarbejdere på festivalen.

Jeg møder både en fyr fra en norsk lokal TV-station og en pige fra et svensk studenterblad i Uppsala, der lige som jeg har tænkt kreativt for at blive akkrediteret til Nordens største rockfest.

Mens vi venter på at få vores eftertragtede armbånd, er hegnet på dette tidspunkt for længst blevet væltet ind til festivalpladsen, og jeg hører en fotograf bittert bemærke, at det er lidt uheldigt, at han først kan komme ind senere end gæsterne. Han skulle nemlig have fotograferet, da pladsen blev stormet. Mediearmbåndet er altså ikke nødvendigvis det ypperste, man kan opnå, fornemmer jeg søndag morgen.

Jeg bliver bekræftet i min mistanke, da jeg torsdag eftermiddag – på en af årets vådeste dage – står i mediebyen, hvor jeg får øje på en gammel ven, som straks spørger om jeg ikke skal med over og drikke en kop varm kaffe i en blød sofa og så endda i tørvejr. Selvfølgelig skal jeg det.

Til min store skuffelse bliver vi afvist i døren til medarbejdercafén. "Stop, du har ikke adgang her," brøler en mand med så mange ringe i ansigtet, at jeg ikke begynder at diskutere med ham.

Min ven, der sidder i check in og bytter billetter til armbånd for gæsterne, er solidarisk og går med over i et koldt telt, hvor journalister også kan komme ind. Her fortæller han om, hvordan der ellers er også er både Playstation og bordfodbold inde i den café, som mit armbånd åbenbart ikke giver adgang til.

Udelukkende ansatte direkte under festivalen har adgang til medarbejdercafeen. Fair nok. Det manglede da også bare, hvis alle medarbejderne, der gør festen mulig ikke skulle have særlige privilegier.

Det lader derudover til, at de 4.500 journalister og branchefolk, der er akkrediteret til festivalen har gode forhold herinde. Fri adgang til varme bade, kortere køer til toiletterne, printere, og ikke mindst computerrummet med internetadgang fungerer upåklageligt. Det må trods alt være det vigtigste.

Men hvis der ikke bliver produceret fra festivalen, er det slut med at få gratis adgang og adgang til den eksklusive medieby. Festivalen tjekker nemlig op på, hvem der bare har nasset sig til en gratis fest, og hvem der også bruger lidt tid på at arbejde, fortæller talsmand for Roskilde Festival Esben Danielsen, der ringer kun en halv time, efter jeg har henvendt mig i Medieservicekontoret.

Esben Danielsen forklarer, at de fra festivalen side forsøger at sikre sig mod gratister ved dels at kræve, at det er en redaktør, der søger om akkreditering og dels ved at bede folk om at fremsende deres produktioner.

"Det, vi fokuserer på, er, at det er seriøse folk, der skal arbejde og ikke bare nogen, der vil gratis til fest," siger han.

Jeg bliver så nødt til at sende ham dette blog-indlæg, hvis jeg skal gøre mig håb om at komme med igen næste år.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen