search

»Jeg skulle engang lave et radioindslag om en solo-balletdanser, og det fik jeg absolut intet ud af«

Medierne skal »satse hele butikken på færre og derfor bedre produkter,« mener Cavling-vinder Jeppe Gaardboe. Her fortæller den tidligere satiriker om at gå undercover, om branchens største udfordring, og hvorfor han forlod journalistikken for teknoantroprologi

Til Citat – I serien Til Citat møder Journalisten en kollega og stiller tre spørgsmål: Hvorfor blev du x? Hvad er den største udfordring, branchen står over for? Og hvad er løsningen?

Hvorfor blev du journalist?
Jeg er vokset op i et lille landsbrugs- og fiskersamfund, hvor alle mine klassekammerater skulle arve fars gård eller fars fiskekutter. Uden at vide hvorfor vidste jeg, at jeg skulle noget andet. Jeg er vokset op i et samfund, hvor jeg blev iagttager ved siden af normen. Jeg var i praktik på Fjerritslev Avis i 9. klasse, så det var ret tidligt, jeg vidste, at jeg skulle være journalist.

Hvorfor stoppede du i 2008 for at studere teknoantropologi?
Det var af forskellige årsager. Blandt andet frustration over et casedogme, hvor altings begyndelse er, at der er nogen, det er synd for. Det frasorterer en masse gode og vigtige historier. ’I Skattely’ kan være med til at vise, at man kan opnå noget med journalistik, som er båret af et tema.

Har tv-mediet ændret sig, siden du startede i 1990?
Det synes jeg, journalistikken som helhed har. Medier i brugerkrise gør, at journalistikken lever lidt under samme angstregime som et menneske, der hver dag frygter, at kæresten skrider. Et billede: Da jeg var nyuddannet, kiggede vi ud i verden og sagde: »Med min faglige indsigt – hvad bør jeg fortælle?« I dag starter man – billedligt talt – med at spørge publikum: »Åh, sig hvad jeg skal gøre.« Jeg tror, faglig selvsikkerhed giver mere næringsrig journalistik.

Havde I en frygt for, at ikke ret mange ville se jeres program, når I fravalgte cases og en studievært?
Vi arbejder i en privilegeret zone, hvor der ikke er nogen, der har tæsket os for, at der skulle være så og så mange tv-seere. Det er et tydeligt aftryk af public service, at succesen måles i, om vi har gjort det på sådan en måde, at vi har ramt en vigtig nerve i samfundet. Jeg tror ikke, at vores program, der er uden en vært og uden ofre, kunne være kommet på en anden kanal.

Du gik undercover i ’I Skattely’. Hvad er din holdning til skjult kamera?
Jeg synes grundlæggende, at det har været udsat for en negativ hetz. Specielt skrivende journalister hader jo nærmest skjult kamera. Jeg vil gerne slå til lyd for, at skjult kamera selvfølgelig kun skal bruges, når væsentligheden er meget høj, og dokumentation ikke kan skaffes på anden måde – men når man så gør det, så er skjulte optagelser det tætteste, vi kommer på virkeligheden. Det er jo præcis derfor, det gør så ondt.

Kunne du lide det at gå undercover?
Nej. Det har aldrig været et mål i sig selv. Jeg synes ikke, det var behageligt, men det er ikke afgørende, om jeg synes, det er behageligt. Det er afgørende, om jeg synes, at det er nødvendigt.

Hvad er du dårlig til?
Jeg er nok underinteresseret i formidlingen som journalist. Jeg elsker at vende stenene, men har lidt sværere ved at vise, hvad der er under stenene. Jeg er heller ikke god til det store, flotte interview, hvor jeg får folk til at åbne op. Jeg skulle engang lave et radioindslag om en solo-balletdanser, og det fik jeg absolut intet ud af.

Du har tidligere lavet satire. Du har prøvet at bygge et hus på Christiania for så at blive smidt ud, inden det kom i gang, og du har lavet en nazihilsen midt i en dansk landskamp for at sætte fokus på, at Danmark spillede venskabskampe mod Tyskland under besættelsen. Har du tænkt dig at gå tilbage til satire?
Før jeg blev kontaktet til projektet ’I Skattely’, blev jeg kontaktet af nogle folk, der ville have mig med i noget, de betragtede som et satireprogram. Det ville jeg gerne tale videre med dem om, men hvis det var comedy og ikke satire, ville jeg ikke være med, fortalte jeg dem. De vendte ikke tilbage. En satiriker laver noget, ikke for at underholde, men for – med humoren som hjælp – at sætte et kritisk lys. Satire er kun sjovt, hvis det går tæt på virkeligheden – ellers er det bare ufarlig comedy. Og derfor er satire beslægtet med journalistik. Lige nu er det nogle andre, der skal lave det og ikke mig.

Hvad er branchens største udfordring?
Det er, at så mange unge mennesker ikke gider se væsentligt indhold. Jeg er forbavset over, hvor lidt unge mennesker læser aviser og ser seriøst fjernsyn. Det er for mig den største udfordring, for der går ikke lang tid, før den generation af unge er den dominerende og mest indflydelsesrige generation i samfundet. Det er en udfordring. Og så er det en udfordring, at medierne ikke har været i stand til at forklare forbrugerne, hvad journalistik reelt koster. Det er jo i grunden en absurd forretningsmodel, at når BT afslører Brixtofte, eller JP fortæller Morten Storm-historien, så er en stor del af den reelle pris for varen betalt af Danske Spil, El-Giganten og Telia.

Hvad er løsningen?
En mulig løsning er at få folk og de unge til at indse, hvad journalistik er værd. Det er jo lidt sjovt, at man kan få folk til at betale 40 kroner for en kop kaffe, men dårligt nok 99 kroner for en måneds netabonnement på en avis.

Hvordan får man folk til at indse det?
Ved at satse hele butikken på færre og derfor bedre produkter. Man kan ikke spare sig til succes. Jeg tror ikke, læserne og seerne i længden jubler over artikler, der går fire af på en journalistdag, tv-programmer med to-mands redaktioner eller Skype-interviews. Der er mere begejstring i at feste igennem end at pimpe rødvin hver dag. Begejstring vil man gerne abonnere på.

[[nid:30354]]
Kommentarer
1
Martin Flink
24.01.14 10:07
Enig med Jeppe Gaardboe med
Enig med Jeppe Gaardboe med undtagelse af én ting: Som avisjournalist hader jeg ikke skjult kamera. Men min seer-oplevelse er, at det bliver brugt som et pop-element - i hvert fald med en tilstræbt pop-effekt - for at gøre dramaet lidt mere tydeligt og historien lidt mere spændende for bønderne ude i stuerne. Lidt som når en tv-journalist bliver nødt til at rejse om på den anden side af kloden for så at stå foran en låst dør og konkludere "Ja, så vil korrupt svindler nr. 4 altså heller ikke tale med os". Det er påtaget, og det virker på mig mere som show og form. Og jeg er klar over, at tv i sig selv stiller nogle krav om at have skidt'et på bånd, hvor man som skrivende kan skrive sig uden om.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen