
Mia Kovacevic opholder sig typisk et sted i tre måneder, hvorpå hun rejser videre. "Tre måneder er det perfekte setup. Du kan være produktiv, og du føler stadig, at du bor der,” siger hun. Her ses hun hos coworking-stedet Dojo Bali i kystbyen Canggu på Bali, Indonesien. Foto: Thomas Møller Larsen
“Jeg involverer mig kun i projekter for virksomheder, der er ligeglade med, hvor jeg er. Jeg siger nej til opgaver, der binder mig til et bestemt sted. Dét er kriterium nummer ét – de andre ting kan vi forhandle om,” siger 26-årige Mia Kovacevic.
Hun arbejder med content marketing og kommer fra Montenegro. For to år siden blev hun så sulten efter frihed og rejser, at hun sprang ud som ’location independent worker’, som hun kalder det – også kaldet digital nomade.
Journalisten møder hende i kystbyen Canggu på Bali i Indonesien, hvor hun for tiden tilbringer de fleste af sine arbejdsuger hos coworking-stedet Dojo Bali.
LÆS OGSÅ: Bali, Thailand, Vietnam: Sarah arbejder, hvor det passer hende
LÆS OGSÅ: Er det her dit næste kontor?
LÆS OGSÅ: Efter tre måneder med kontoret i rygsækken – her er, hvad jeg lærte
13 lande på ét år
I sit første år som digital nomade arbejdede Mia Kovacevic fra 13 forskellige lande.
“Jeg flyttede til Grækenland, så til Thailand og derefter til Bali. Fra Bali flyttede jeg til Serbien, og fra Serbien flyttede jeg til Portugal. Og i mellemtiden rejste jeg rundt,” fortæller hun.
Hun havde typisk base i én by ad gangen, hvorfra hun tog på forlængede weekendture.
”Da jeg boede i Thailand, tog jeg til Malaysia, Vietnam og Singapore. Og mens jeg boede i Grækenland, tog jeg til Cypern,” siger hun.
I dag bliver hun for det meste det samme sted i tre måneder, hvorefter hun rejser videre til et andet land.
”Tre måneder er det perfekte setup. Du kan være produktiv, og du føler stadig, at du bor der,” forklarer hun.
Det startede med en Facebook-reklame
Egentlig har Mia Kovacevic studeret jura, men da hun valgte at blive digital nomade, måtte hun finde et andet erhverv, der gav hende mulighed for at rejse med sit arbejde. Derfor kastede hun sig over content marketing.
Det startede med en Facebook-reklame for en virksomhed, der ledte efter lokationsuafhængige medarbejdere, som var gode til engelsk, havde et bestemt mindset og viljen til at lære noget nyt, forklarer Mia Kovacevic.
”Jeg kunne sætte flueben ud for det hele. Dét var mig! Jeg havde et Skype-interview med dem, og så var jeg inde,” husker hun.
Dem arbejder hun dog ikke for længere. Da jeg møder hende på Bali, arbejder hun blandt andet med content marketing for en fitness coach og som content marketing-manager for den amerikanske virksomhed Judo Launch, der hjælper forhandlere med at booste deres salg på Amazon.com.
Hun arbejder mere end fuldtid, fortæller hun.
Kunderne har selv været nomader
Alle de arbejdsgivere og kunder, Mia Kovacevic har haft, siden hun sprang ud som nomade, har to ting til fælles: De opholder sig i nogle helt andre lande, end dem hun selv arbejder i. Og de har alle selv været digitale nomader på et eller andet tidspunkt.
”Det betyder, at de ikke har problemer med at hyre folk, der er lokationsuafhængige. De har set, at man kan køre en forretning på den her måde, at ens arbejde kan være produktivt, og at man ikke mister kontrollen, bare fordi der ikke sidder nogen ved skrivebordet ved siden af,” siger Mia Kovacevic.
Mens hun har været på farten, har hun aldrig haft problemer med at finde job.
”Man får hurtigt et netværk, når man rejser rundt på den her måde, møder opstarts-virksomheder og tager til events, konferencer og arbejder i coworking spaces,” siger hun.
Fascineret af de andre nomader
Mia Kovacevic holder først og fremmest fast i nomadelivet, fordi hun er fascineret af de andre digitale nomader, hun møder undervejs.
”Det er fedt nok, at jeg har besteget en vulkan, svømmet med delfiner, og at aber har hoppet rundt på mig. Men det bedste ved rejseoplevelsen er de folk, man møder på sin vej. De har forandret mit liv – de har forandret mit mindset. Jeg har altid syntes, at jeg var åbensindet. Men det her er et helt nyt niveau,” siger hun.
Og hun har ikke haft svært ved at møde andre digitale nomader. Nogle af dem støder hun ind i hos coworking-stederne. Andre møder hun på nettet.
”Det er meget nemmere at møde folk her, end det er derhjemme. Alle hungrer efter at være en del af sociale grupper,” erfarer hun.
Hun har også lettere ved at møde folk med de samme værdier som hende selv, end hun har det i Montenegro.
“Du sidder ved et bord med 10 mennesker, og du indser, at de er fra 10 forskellige lande, 10 forskellige familier, med 10 forskellige baggrunde, men at I har et fælles mindset og de samme værdier,” forklarer hun.
Apple forstår hende ikke
En gang imellem oplever Mia Kovacevic dog, at verden omkring hende ikke er bygget til digitale nomader.
”Når jeg for eksempel ringer til Apples kundeservice, ved de ikke, hvad de skal stille op med mig. Min telefon er registreret i Grækenland. Min Mac er købt i Singapore. Og jeg skifter telefonnummer hver anden måned, fordi jeg skal bruge det lokale internet. Jeg tror ikke, samfundet er klar til sådan nogen som os,” siger hun.
Og så har personalet i lufthavnene det med at blive mistænksomme, når de ser, hvor meget hun rejser, fortæller hun. Men indtil videre er ulemperne så små, at hun ikke har planer om at slå sig ned nogen steder.
“Hver eneste dag er jeg taknemmelig for, hvad jeg laver. Det er en kliché, men det giver mig mulighed for at leve det liv, jeg gerne vil leve,” forklarer hun.
Helt lokationsuafhængig er hun dog ikke. Hun har adresse i Montenegro, hvor hun ejer en lejlighed med sin bror. Hun betaler også sin skat i Montenegro.
To råd til andre nomader
Mia Kovacevics vigtigste råd til andre, der vil springe ud som digitale nomader, er at forberede sig grundigt.
”Hvor mor-agtigt det end måtte lyde, så gik jeg ind i det her uden nogen forberedelser. Jeg havde ingen at spørge og ingen backup-plan. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have forberedt mig en smule bedre. Du kan lære meget af andres fejl,” siger hun.
For eksempel er det vigtigt at have en sundhedsforsikring og en opsparing, mener hun.
”Måske har du venner der, hvor du er. Måske har du ikke. Sørg for, at du har penge tilovers til ulykker, for tro mig: De kommer til at ske,” advarer hun.
Hun fortæller om en veninde, der kom til skade, da hun klappede nogle elefanter i Thailand. Hun fik et åbent sår, som der gik infektion i, og hun måtte opereres i Bangkok. Selv har Mia Kovacevic dog kun haft enkelte dårlige oplevelser – for eksempel en visdomstand, der pludselig gav problemer.
“Jeg kan tælle antallet af ubehagelige situationer på én hånd. Men de gode oplevelser kan jeg ikke stoppe med at tale om,” siger hun.
Hun råder også andre til at tage den lidt med ro, når de rejser.
”Det er energikrævende at rejse, at opleve og at finde ud af logistikken – også selv om man er fri til at gøre, som man vil. Jeg foreslår, at man starter med at være et sted i tre uger ad gangen,” siger hun.
5