search

»Jeg savner kun sikkerheden og den fede løncheck«

53-årige Bente Nørkjær Knap er uddannet journalist og har en lang chef­karriere bag sig i DR. Men hun droppede et velbetalt job som udviklingschef i Ritzau og sprang ud som selvstændig med egen tøjbutik og webshop med kollektionen KNAP design

»På min 49 års fødselsdag gik jeg ind på direktør Lars Vesterløkkes kontor og sagde mit gode job op som salgs- og udviklingschef på Ritzau. Jeg var nået til et sted i min karriere, hvor det næste naturlige mål ville være at blive direktør for et medie. I stedet valgte jeg at blive direktør for mig selv.

 

 

I dag er motorvejen mod København byttet ud med yogaundervisning tre morgener om ugen. Jeg har friheden til at gøre noget godt for mig selv fremfor at sidde i kø og snakke i telefon. I dag kan jeg slet ikke forestille mig et andet liv end det, jeg har i dag. Jeg savner kun sikkerheden og den fede løncheck fra mit gamle arbejdsliv. 

Det begyndte som en hobby. De første 40 kjoler solgte jeg til kvinder i mit netværk på DR. Det var et stort spring for mig at blive selvstændig. Jeg var meget bekymret for, om vi havde råd til at blive boende i vores store byhus i Farum, hvor jeg har min butik og showroom i den gamle garage. Men i dag er det en kæmpe tilfredsstillelse for mig, at jeg kan forsørge hele min familie med min egen virksomhed.

 

Bente Nørkjær fotograferet til en artikel i Journalisten i 1998, da hun var redaktions­sekretær på Radio 2 Nyhederne.
Foto: Lars Wamberg

 

Der var nogle ting, der gjorde, at jeg stoppede op og begyndte at tænke over, hvilket liv jeg gerne ville have. Min far døde, og min mand fik en livstruende leversygdom og blev førtidspensionist. Den store åbenbaring for mig var at få to adoptivbørn. Det var to små brødre fra Etiopien, som netop havde mistet deres mor og far. Hvilket liv kunne jeg så give dem? En mor, der ræser frem og tilbage og har totalt knald i hjernen og kun tænker på, hvordan hun skal redde Ritzau? Når mine børn kommer hjem fra skole i dag, så er jeg her faktisk for dem.

Som ung kunne jeg lige så godt være blevet designer som journalist. Jeg tog design­kurser på højskoler og har endda gået på Skals Håndarbejdsseminarium. Men jeg turde ikke springe ud i en usikker fremtid som tøjdesigner. Det var svært at leve af på det tidspunkt. Men da jeg kom ind på Journalisthøjskolen, så jeg mig ikke tilbage.

 

Foto: Ditte Lysgaard Holm

 

Som ung journalist på DR kørte jeg rundt i hele landet med min båndoptager i min lille Citroën 2CV og mødte mennesker og lavede historier. Det var så fedt. Jeg blev allerede chef for P3’s Go'Danmark-redaktion i Aarhus, kort efter at jeg var fyldt 30. Siden blev jeg chef for hele P3, og de sidste seks år i DR var jeg udviklingschef, inden jeg i 2009 fulgte med Lars Vesterløkke over på Ritzau. 

Jeg har haft det sindssygt sjovt med alle de chefjobs. Jeg har også lært utroligt meget af alle de tæsk, jeg har fået. Mine chefjobs handlede altid om at skabe meget store forandringer, så jeg kom i utroligt hård clinch med de mennesker, som skulle flytte sig. Derfor nåede jeg til et punkt, hvor det gav mig mere glæde at være i min tøjbutik end at lave den ene store forandringsproces efter den anden i DR eller på Ritzau, hvor medarbejderne ikke klappede i hænderne, når jeg gik ind ad døren.

Hele min karriere har handlet om at komme tættere på brugerne. Og det skal jeg love for, at jeg er kommet nu. Alt, hvad jeg laver i dag, handler om, at kvinder skal føle sig godt tilpas i deres egen krop, uanset om de er størrelse 50 eller 36. Uanset hvor store problemer en kvinde har med at presse sin mave ned i et par bukser, så skal jeg nok finde et par, som passer hende bedre end dem, hun kom i. Jeg laver mange personlige stylinger, og det er en glædesspiral, hvor jeg får en enormt positiv feedback. 

På Ritzau indførte jeg fredagsefterkritik med nogle folk udefra blandt Ritzaus kunder. Men journalisterne hadede det, og de haglede kundens efterkritik ned. Det var så pinligt. Der var sgu ikke nogen, der skulle komme og fortælle dem, hvordan man skulle skære en historie. Det er meget sigende for journalister. Kunden har aldrig ret. Sådan er det altså sjældent i andre fag. I dag ved jeg dog, at de er blevet langt mere kundeorienterede på Ritzau.« 

 

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen