Jeg troede aldrig jeg skulle sige det her, men af og til savner jeg faktisk at tale med en spindoktor.

Jeg kan nogle gange gribe mig selv i at misunde mine danske kolleger fornøjelsen af at kunne ringe til en god sleben en af slagsen. En, der ved, at der skal handling til, uanset om historien er kritisk eller til virksomhedens/politikerens fordel.

Et eksempel fra livet uden spindoktorer:

Her i det høje nord skal vi have valg til landstinget den 15. november, og valgkampen er i fuld sving. I den anledning laver vi en runde med partilederne, der hver bliver interviewet indgående, kritisk, men på deres egne præmisser i deres eget hjem. Det kommer vi på et opslag i avisen – ét per formand.

Jeg ringede til det absolut mindste partis leder for at aftale interviewet. Goddag, kunne du tænke dig at snakke ud om din politik i Grønlands største og mest læste avis? Først efter en skideballe over mine manglende grønlandsk-kundskaber, nogen tøven og et genopkald, fordi hans telefon gik ud, lovede partiformanden at undersøge sin kalender for eventuelle huller, hvor han kan passe mig ind. Han har i skrivende stund, en uge senere, ikke ringet tilbage.

Et andet eksempel:

Netop på grund af manglen på spindoktorer i grønlandsk politik ringer vi altid direkte til landsstyremedlemmer (ministre) og lignende på mobilen. Ofte er det dagsaktuelle sager, det drejer om, hvor spørgsmålene kan blive nærgående. Ikke desto mindre overrasker det mig gang på gang, når landets toppolitikere bliver vrede, skælder ud, og faktisk ganske ofte simpelthen lægger på midt i et sagligt, men kritisk spørgsmål, hvorefter de slukker telefonen. Mon en spindoktor ville anbefale den adfærd? Jeg tvivler.

Men jeg savner også informationsmedarbejderne, de kære skabninger. Ikke sjældent, når jeg ringer til en kommune eller en virksomhed for at lave en lille sød ukontroversiel historie, der sikkert endda ville være såkaldt 'god presse', bliver jeg mødt af pressefrygten. Hvad skal du bruge det til? Er det her til citat? Hvorfor skal det i avisen? Kan du sende mig spørgsmålene skriftligt?

Mange gode historier strander, når ingen ved, hvem journalisten skal tale med, ingen vil tage ansvaret for at finde ud af det, ingen gider finde tallene, og ingen har lyst til at stille op. For hvem har tid til at søge aktindsigt for at høre lidt om det seneste turisttiltag eller til at få af- eller bekræftet en lille hyggelig lommehypotese?

Det er ikke, fordi jeg er specielt doven eller trænger til at blive styret af informationshajer og spindoktorer. Da jeg begyndte som journalist heroppe og opdagede, hvor frit slag jeg havde med kilder uden medieerfaring og interviewtræning, gned jeg mig ligefrem i hænderne. Men efterhånden er jeg blevet træt af amatørerne, træt af at skulle skrive, at de folkevalgte lagde på midt i interviewet, og træt af at dræbe historier, der burde ligge til højrebenet.

Det ville være forfærdeligt, hvis den grønlandske nyhedsstrøm blev lige så styret af professionelle som den danske. Men en lille smule forståelse for pressens arbejde og en gennemtænkt mediestrategi, så politikerne kunne undgå at fremstå alt for barnlige og selvmodsigende, kunne nu være helt rart.

Andreas Lindqvist rejste til Grønland i oktober sidste år for at arbejde på Radioavisen og er siden skiftet til AG, Grønlandsposten, Grønlands største avis.