”Jeg tror ikke, jeg ville have oplevet så voldsomme reaktioner, hvis jeg havde meldt mig ind i Radikale Venstre. Men mange journalister afskyr DF.”

I 2015 traf Erik Høgh-Sørensen en beslutning, der vakte opsigt i hans journalistnetværk. Han meldte sig som kandidat for Dansk Folkeparti.

”Når jeg talte med tidligere kolleger, så havde de sådan en ”hvordan kunne du dog gøre det, Erik?”-reaktion, som både rummer en væmmelse og en fascination ved mit valg,” siger han.

Som journalist på Ritzau blev Erik Høgh-Sørensen i starten af karrieren kendt som manden, der afdækkede historien om nazisten Søren Kam.

”Nu gik jeg over til et parti, som for mange er ved at begå de samme fejl, som nazisterne gjorde. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men den hørte jeg tit,” siger Erik Høgh-Sørensen i dag.

”Jeg repræsenterer den ene procent”

Vi sidder i udestuen i hans hus på Paradisvej i Tolne, i et naturskønt område knap en times kørsel nord for Aalborg.

Journalisten besøger ham til en snak om ”identitet”. Om at være en del af et fællesskab i mange år for pludselig at stå uden for fællesskabet på grund af sine politiske holdninger.

Erik Høgh-Sørensen serverer friske jordbær, spandauere og stærk kaffe. Han kalder det ”journalistkaffe”, han taler naturligt og indforstået om københavnermediernes seneste jobskifter og fyringsrunder. Han er velorienteret om de debatter, der raser i mediebranchen for tiden.

Han er på mange måder et klassisk DJ-medlem. Uddannet journalist, har arbejdet i København og Bruxelles, skiftede efter 17 år i mediebranchen til et job i kommunikation. Alt sammen velkendt og almindeligt i branchen.

Men partimedlemskabet af Dansk Folkeparti gør ham anderledes.

En nordisk undersøgelse fra 2012 viste, at 30 procent af de danske journalister på det tidspunkt ville stemme på De Radikale. Fire af fem ville stemme på centrum-venstre. Kun 1 procent ville stemme på Dansk Folkeparti.

”Jeg repræsenterer den ene procent, og det kan jeg godt mærke,” siger Erik Høgh-Sørensen og tager en tår af kaffekoppen med Kurt Westergaards Muhammed-tegning på.

”Hvis folk vil slå hånden af mig, så gør de det”

Han vidste godt, at mange ville vende ham ryggen eller lade kontakten løbe ud i sandet.

”Hvis folk vil slå hånden af mig, så gør de det. Jeg er da ligeglad,” siger Erik Høgh-Sørensen og slår ud med armene.

Men:

”Min kone er træt af, at det skal gå ud over hende. Hun oplever også, at folk ikke inviterer hende til ting mere, tilsyneladende fordi de ikke gider at se på mig. Det er uretfærdigt. Hun er jo ikke DF'er.”

En undersøgelse, Journalisten har lavet blandt 1.487 DJ-medlemmer, viser, at de i vidt omfang omgås andre medlemmer af forbundet. 25 procent svarer, at de ”har mange DJ-medlemmer” blandt venner og bekendte. 50 procent har ”nogen” DJ-medlemmer som venner og bekendte.

Hvis Erik Høgh-Sørensen skulle svare på, hvor mange venner han har med DJ-baggrund, ville svaret være: ”Færre end før”.

Tidligere kolleger har kritiseret hans tilslutning til Dansk Folkeparti åbent på sociale medier, andre har skrevet det i private beskeder. Nogle har sagt det ansigt til ansigt. Og så er der dem, som bare ikke inviterer ham til fester og begivenheder mere, eller dem, der løb ud i sandet. Erik Høgh-Sørensen nævner de gamle EU-kolleger fra de fem år i Bruxelles.

”Vi var sammen i tide og utide, vi holdt fester og julefrokoster sammen. I dag ser jeg dem slet ikke mere.” 

Hvorfor har du så ikke selv taget kontakt?

”Det kan være svært fra min side at holde forbindelsen, for politikere bør være påpasselige med at være nære venner med nyhedsjournalister. Men i betragtning af, hvor meget vi havde med hinanden at gøre dengang, så er det da underligt, at vi slet ikke ser hinanden.”

Mediebranchens identitetsproblem

Ifølge Erik Høgh-Sørensen har den mediebranche, han nu har forladt, et alvorligt identitetsproblem: Vi er for ens. Der er ikke plads til de anderledestænkende.

”De fleste i mediebranchen er jo enige om emner som EU og flygtninge, men jeg mener noget andet end dem,” siger han.

Erik Høgh-Sørensen er 53 år. Han voksede op på landet, på en gård på Djursland, uddannede sig til journalist i USA og blev en del af mediemiljøet i København og Bruxelles. Her følte han sig hjemme i mange år.

I dag ser han på branchen udefra. Og han synes, at han mistede jordforbindelsen, da han var inde i medieboblen.

”Jeg har jo også levet i den boble. Meget af det, som medierne skriver – meget af det, jeg selv har skrevet på Ritzau – det rager danskerne en høstblomst,” siger han.

Det gælder for eksempel konflikten mellem israelere og palæstinensere, der får alt for meget opmærksomhed i forhold til de nære spørgsmål, som optager folk, mener han.

”Her i området er det meget vigtigere, hvor den næste akuthelikopter skal stå,” siger han.

Han mener, den usagte enighed blandt journalister er ude af takt med store dele af befolkningen. Han nævner som eksempel flygtninge- og migrantkrisen.

Hvordan kan man se, at mange i mediebranchen er enige om et emne som flygtningekrisen?

”Jeg kan jo starte med, at du siger ”flygtningekrisen”. Jeg synes, man bør kalde det ”migrantkrisen”. Mange af dem, der kommer her, er jo ikke flygtninge. De er rejst igennem 8-10 lande, hvor de ikke var i fare. Så er det lykkeriddere. Men mange journalister kalder det ”flygtningekrisen”, som du lige gjorde. Det er en del af problemet.”

EU-journalisternes boble i Bruxelles er værre end københavnerboblen

Han mener også, man kan se journalisternes private holdninger i dækningen af andre emner. Ordet ”populisme” bruges ifølge Erik Høgh-Sørensen for at udstille især højrefløjspolitikere og EU-skeptikere som ”nogle grimme karle”.

Det er et problem, fordi Erik Høgh-Sørensen sværger til den tilstræbt objektive journalistik, han lærte i USA og oplevede på Ritzau.

Som tidligere EU-korrespondent i Bruxelles retter Erik Høgh-Sørensen først og fremmest sin kritik mod mediernes dækning af EU. EU-journalisternes boble i Bruxelles er værre end københavnerboblen, mener han.

”I Folketinget har du 180 journalister rendende. Det er klart, når der er så mange, at nogen vil være Rasmus Modsat. I Bruxelles har du måske 10, og så er der mindre sandsynlighed for en Rasmus Modsat-vinkel,” mener han.

Hvordan kan man se, at journalisternes holdninger smitter af på dækningen?

”Jo, bare forleden hørte jeg et indslag i radioen om bankunionen. Her brugte man en repræsentant for Finans Danmark som ekspert – altså bankernes og realkreditinstitutionernes egen organisation. Og indslaget tegnede et positivt billede af bankunionen,” siger han.

Han siger, at indslaget i stedet kunne have haft overskriften ”griske grækere har fingrene i danskernes lommer”.

”For dybest set betyder bankunionen jo, at danske borgere skal dække græsk overforbrug.”

Men er det tilstræbt objektiv journalistik at tale om ”griske grækere”?

”Nej, det er måske i overkanten. Men det er egentlig rigtigt nok,” siger Erik Høgh-Sørensen. 

Han henviser til, at det er kommet frem, at grækerne ”fuskede sig ind i euroen”. 

”De har aldrig overholdt de økonomiske krav for at være med. Men de kom ind og udnyttede alle goderne, og nu skal andre lande så redde dem ud af deres eget overforbrug.”

Skiftet til kommunikation

I 2009 gennemførte Ritzau en sparerunde, hvor Erik Høgh-Sørensen søgte en frivillig fratrædelse og fik den. Det ramte ham hårdere, end han havde troet.

”Mine allernærmeste bemærkede, at jeg ikke helt var mig selv. Pludselig mistede jeg min identitet som journalist og min identitet som Ritzau-mand. Jeg kunne sidde og følge nyhederne derhjemme, uden at jeg var med til at lave dem. Det var hårdt.”

Kort efter fik han et kommunikationsjob i Mærsk.

”De fleste kolleger var i chok,” husker han.

De kunne slet ikke se en inkarneret journalist som Erik Høgh-Sørensen i en kommunikationsstilling.

Han kalder skiftet fra journalistik til kommunikation for et grundlæggende identitetsskifte.

”At gå ind i politik krævede store overvejelser, men mit største identitetsbrud skete, da jeg gik fra at være tilstræbt objektiv journalist til kommunikatør. Jeg havde troet, at jeg skulle være nyhedsjournalist altid,” siger Erik Høgh-Sørensen.

Hans opgave var primært at forhindre dårlig omtale. Arbejdsredskaberne var i høj grad de samme, han havde brugt som journalist: Research og kritiske spørgsmål.

”Ofte skulle jeg sikre, at vi havde alle fakta på en sag, før medierne opdagede den. Men den store forskel er, at nogle af historierne blev i skuffen. Typisk vil jeg sige, at når én historie kom i medierne, var der to historier, som aldrig kom frem. Det er svært at vænne sig til som journalist.”

Erik Høgh-Sørensen sammenligner journalistik med et lægeløfte. Man sværger til den tilstræbte objektivitet. Det kan man ikke som kommunikatør. Men han understreger, at han af netop den grund ikke ville kommunikere for hvem som helst. Hos Mærsk oplevede han en etisk og ordentlig virksomhed.

”Jeg ville aldrig acceptere, hvis man bare ville lægge låg på en grim sag uden at rydde op,” understreger han.

Han arbejdede i Mærsk i syv år, de sidste fem år som kommunikationschef i Mærsk Container Industry. Imens begyndte Erik Høgh-Sørensen at lege med tanken om at gå ind i politik.

Skiftet til politik

I 2014 udgav han den EU-kritiske bog ’Mod vinden – Danmarks plads i Europa’, som ikke var partipolitisk. Men året efter besluttede han at stille op for et parti. Det skulle være et EU-skeptisk parti, og Erik Høgh-Sørensen valgte Dansk Folkeparti, som også havde et islamkritisk fokus – ligesom han selv havde.

I 2017 blev han valgt til Regionsrådet i Nordjylland, og han agter at stille op til Folketinget ved næste valg.

Det er blevet eftermiddag i Tolne nord for Aalborg, og Erik Høgh-Sørensen starter den blå Volvo. Vi skal til Aalborg, hvor Erik Høgh-Sørensen skal spise frokost med sin tidligere kollega fra Ritzau Philip Sampson.

De mødes over en sandwich og en burger på en aalborgsk café, som er opkaldt efter en af branchens grand old ladies: Café Ulla Terkelsen, London.

Philip Sampson var i mange år kollega på Ritzaus udlandsredaktion, og han er en af de tidligere journalistkolleger, der har bevaret kontakten til Erik Høgh-Sørensen, selv om de politisk står to vidt forskellige steder.

”At nogle kolleger har vendt Erik ryggen og ikke snakker med ham mere, det kan jeg ikke forstå,” siger Philip Sampson.

Men samtidig har han svært ved at få det til at stemme, at Erik Høgh-Sørensen har valgt netop Dansk Folkeparti.

”Jeg har svært ved at forstå, at Erik, hvis far var medlem af den modstandsbevægelse, der bekæmpede nazister og hetzen mod jøder, er blevet medlem af et parti, der fører hetz mod muslimer,” siger Philip Sampson.

Han er dog langt hen ad vejen enig i Erik Høgh-Sørensens kritik af mediebranchens indspisthed.

”Erik har jo ret i, at mediebranchen har et problem med, at vi ligner hinanden for meget. Man kommer ikke ud af de der lukkede bobler,” mener Philip Sampson.

Han er især politisk uenig med Erik Høgh-Sørensen, når snakken falder på flygtninge. Sampson kalder sig ”nærmest en flygtningeven” og har viet en stor del af sin karriere til at afdække racistiske og nynazistiske miljøer.

”Jeg kunne sagtens sætte mig sammen med en masse andre, der mener det samme som mig, så kunne vi klappe i hænderne og være enige om alting. Men det får jeg ingenting ud af,” forklarer Philip Sampson og siger direkte henvendt til Erik Høgh-Sørensen:

”Jeg skal lytte til folk som dig, der har en anden holdning end mig.”

”Statsstøtten er en sovepude for journalisterne. De skal på afvænning”

Ifølge Erik Høgh-Sørensen er problemet, at journalister har det for godt i deres trygge, vellønnede boble.

”Journalister er generelt mere velstillede end gennemsnittet, og de bor i rigere kommuner. Det kan man godt mærke i en fattig kommune som Hjørring, som ikke får den nationale dækning, den fortjener,” forklarer han. 

Han tror, en del af løsningen er, at journalister ikke skal have så gode vilkår, som de har i dag.

”Det er fremragende, at DF har tilkæmpet sig en 20 procents besparelse på DR, men jeg synes også, man skal se på at udfase momsfritagelsen for de trykte medier. Statsstøtten har skabt urealistiske vilkår i mediebranchen. Det må vi se på, når vi er færdige med DR,” siger han.

Hvordan vil det gavne samfundet, at journalister får dårligere løn?

”Så kan de ikke bo i velhaverkommunerne. De skal ud blandt almindelige mennesker. Statsstøtten er en sovepude for journalisterne. De skal på afvænning, og så skal produktet nok blive bedre og mere relevant for borgerne.”