Af Uffe C. Forsberg, journalist på kulturredaktionen, Jyllands-Posten.
»Det er en skidegod historie – og sørg nu lige for at komme helt tæt på hende, ikke.«
Sådan nogenlunde har det sikkert lydt i mangen et redaktionssekretariat i det seneste års tid, når sangerinden Maria Montell har været inden for rækkevidde.
For sæt nu …
Sæt nu at hele Danmarks Frederik var i nærheden.
Så er det jo pr. definition det, vi i branchen har for vane at kalde godt stof.
Men jeg nægter at tro det.
Det er ikke, hvad folket vil have.
Det er, hvad folket får.
Hvad det gode stof i grunden er, det diskuteres eller defineres kun sjældent.
Det er jo noget, selv en journalistaspirant bare ved.
Den holdning trives i hvert fald i den ende af pressen, der lever af de kendtes gerninger her på Jorden i almindelighed og i vores eget lille kongerige i særdeleshed.
Her er det royale stof godt stof.
Basta!
Og så er man fløjtende ligeglad med den journalistiske standard.
Sanddrueligheden.
Og værdigheden.
En af stor-favoritterne til Prisen Angående Periodens Mest Underlødige Sællert (lad os kalde den PAPMUSEN), må være ugebladet Kig Ind, der i uge 33 bød læserne indenfor med et nydeligt billede af Maria Montell iført haremskostume og bart maveskind:
De prangende pløkker proklamerer i gult på sort bund:
HAREMS-FEST PÅ SLOTTET.
Da gult som bekendt er falskhedens farve – og i øvrigt alment godtaget som advarselsfarve – burde man måske allerede have vidst bedre foran bladhylden, men det er ikke så let at være sådan lidt småfilosofisk i en kiosk, hvor bladkøberne fylkes for at sikre sig det gode stof.
Havde man så bare haft læsebrillerne på, så kunne man faktisk allerede på forsiden have afsløret Kig Inds løgn:
I en lille undseelig linje i bunden af bladets forside afsløres det, at billedet er taget af en, der hedder Billedmanipulation.
Sanglærkens kønne hoved er med andre ord klistret på en sagesløs krop.
Man haster ind på bladets syvende farvestrålende side, og mødes atter af hovedet på den fremmede krop.
At bladet kalder sig Billed-ugebladet Kig Ind, udløser selvsagt en ubændig lyst til at bringe billeder, og så voldsom er tørsten, at det manipulerede forsidebillede gentages. Derudover illustreres ‘reportagen' med et arkivbillede af Hounddog All Stars, der underholdt prinsens gæster, et vinterbillede af en kamel fra Egtved, der åbenbart var med til festen, og endnu et arkivbillede af kronprinsen iført en alt andet end harems-agtig smoking.
Så meget for den billed-reportage.
Men teksten da. De 32 linjer må man da kunne stille forventninger til, idet de ifølge byline er forfattet af intet mindre end fire(!) reportere.
8 skarpe linjer pr. mand.
Samme kvikke reportere – eller er det en redaktionssekretær (m/k nr. 5)? – begår i øvrigt også denne dybt geniale billedtekst (den kursiverede tekst) ved siden af manipulerede Maria Montell:
Maria (man er nok på fornavn …) var værtinde ved den arabiske fest og absolut nattens dronning. (Orv, hvor kvikt! Nattens d-r-o-n-n-i-n-g. Thi-hi …)
Hvordan et ugeblad som Kig Ind slipper af sted med at tage fusen på bladets læsere, er en gåde, men jeg nægter at tro på, at det er den slags plattenslager-journalistik – den slags bondefangeri – læserne vil have.
Det er ganske enkelt uanstændigt.
En skamplet på vores stand.
Og det er de kulørte ugeblade – i deres hidsige og skrupelløse jagt på det, man antager, folket vil have – ikke ene om. Selv landsdækkende æterbårne medier er ved at snuble over hinanden i deres iver for at udsende soap-operas, tåbelige quizzer, udsendelser, hvori andres ulykke udstilles, følelsesporno og underlødige amerikanske glimmer-serier, hvis manuskripter burde være at finde ved siden af »Mit Livs Novelle«. Ofte helt nede på et niveau, hvor end ikke en lokalradio med 19 lyttere vovede at bevæge sig ned.
Hvorfor fyldes sendefladen med det underlødige bras?
»Det er det, seerne vil have!«, ivrer tilrettelæggere og ansvarlige, mens de smækker de seneste ratings på bordet.
Nogle kalder det for journalistik.
Jeg kalder det for leflen for absolut laveste fællesnævner.
Det er på høje tid, at vi som branche tager os alvorligt sammen og gør alvor af de pæne løfter om den højnelse af såvel moral som kvalitet, der bliver hevet frem ved særlige lejligheder.
Som for eksempel for et års tid siden, da blandt mange andre Se og Hørs chefredaktør, Niels Smidt-Jensen (næsten) med en klump i halsen bedyrede, at nu var det for altid slut med at bringe fotografier leveret af disse væmmelige paparazzier, der længe blev gjort ansvarlige for prinsesse Dianas død i Paris.
En hel verden fordømte fotograferne, så det gjorde Se og Hør – naturligvis helt uden at skele til, at det dengang var det mest politisk korrekte – også.
Så længe det varede.
For den slags billeder, det er jo, hvad folket vil have.
Jeg nægter at tro det.
Det er ikke, hvad folket vil have.
Det er, hvad folket kan få.
Folk er ikke de idioter, som et blad som Kig Ind går rundt og bilder sig ind.
Hvis de er, så har de kulørte medier været kraftigt medvirkende. Kig Ind og andre kulørte blade er med til at føje nogle alen til en kollektiv fordummelses-proces, der stykke for stykke fjerner fokus fra tilværelsens egentlige værdier. De er med til at gøre løgn, manipulation og letkøbte ligegyldigheder til en stadig stigende ingrediens i hverdagen.
Denne sørgelige skøjten rundt på ligegyldighedens overdrev – hvad både DR, TV 2 og især TV3 i en stigende del af sendefladen også ynder – er med til at sænke moralen og har som en beklagelig bieffekt, at det solide journalistiske håndværk samt fagets troværdighed sættes over styr.
Vi må tage os sammen, venner!
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Du har så evig ret Uffe. Jeg synes det er skræmmende, at befolkningen ikke stiller spørgsmålstegn ved flere ting i medier, madvare, reklamer, verdens elendighed og livet.
Det virker som om de fleste har skyklapper på, og kun gør hvad de er vant til men samtidig brokker de sig men de lindre ingenting. Man gør hvad man plejer.
Det er rystende at man falder for alle de løgne og manipulation der foregår.
Det er super godt, det du skriver og jeg vil ønske at rigtig mange læser det og reflekterer lidt over deres robotlignende adfærd.