
Foto: Astrid Dalum
HVAD: Lokale på ’Æ Karklud’ i Hvide Sande
FOTOGRAF: Astrid Dalum, freelance
FRAVALGT AF: Forlaget Salvador
”Det her forår har jeg været på bodega næsten hver lørdag. Sammen med en journalist arbejder jeg på bogen ’Kongerigets Stamsteder’, som er 2’eren til bogen ’Stamsteder’ om københavnske værtshuse.
Vi står for bogens afdeling om værtshuse i Midt- og Vestjylland, og billedet her er skudt på Æ Karklud i Hvide Sande. Det er redaktøren, der har udvalgt værtshusene, men tilfældigvis er ’Kluden’ – som det bare hedder i folkemunde – også mit eget stamværtshus. Jeg bor i Hvide Sande og har tit selv siddet lige netop dér i en ordentlig brandert. Nu har jeg små børn og kan ikke holde til at feste for meget, og derfor mærker jeg en form for barnlig længsel efter noget, der engang var, når jeg ser billedet. Det er nok også derfor, jeg elsker det. Æ Karklud er virkelig et skønt og ægte værtshus, hvor der både kommer ældre fiskere og lokale unge fredag og lørdag. Det er netop mødet mellem de unge og det gamle interiør med alle navnebrædderne fra fiskekuttere på væggene, jeg særligt godt kan lide ved billedet.
Det blev fravalgt til fordel for et portræt af en lokal kloakmester, der trækker op i trøjen og viser en stor tatovering med en bulldozer. Jeg havde selv foretrukket billedet, hvor man kan se interiøret, fordi det er så fint og særligt for egnen. Men det er også vigtigt at give redaktøren frihed til at lave en bog, der hænger sammen visuelt.”
Har du selv et fravalgt billede, der står dit hjerte særligt nært og gemmer på en god historie, så send det til keb@journalisten.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.