Kontorhunden Happy tager imod hos Lisbeth Scharling. Hunden får et røget griseøre af sin ejer.

»Jeg kommer ud at gå tre gange om dagen. Det er bedre end medicin,« siger Lisbeth Scharling.

Det er syv år siden, hun gik ned med stress. Hun arbejdede på Jyllands-Posten i Viby. Hun havde været der i 13 år.

[[nid:33035]]

En sparerunde blev i 2004 sat i gang på grund af fusionen mellem JP og Politikens hus. På det tidspunkt sad hun i IT-afdelingen som underviser, udlånt fra redaktionen.

Det lå længe i luften, at hun ville ryge under sparerunden – men hun reddede sig.

»Jeg var ubetinget glad, da jeg modtog beskeden om, at jeg ikke blev fyret. Men det betød desværre også, at jeg selv ignorerede, hvor stresset jeg havde været, og hvor voldsomt det havde påvirket mig. Jeg tog derfor slet ikke fat på, at jeg faktisk var sygt stresset,« siger hun.

Hun led også under skiftende arbejdstider, skiftende chefer, skiftende krav og opslidende nyhedsvagter på op til 15 timer samt mange weekendvagter.

»Mit sociale liv forsvandt på grund af de mange sene vagter. Arbejdet nedbrød mig støt, men langsomt. Når jeg kom hjem, var jeg udmattet, men jeg havde tiltagende problemer med at sove. Jeg opfangede ikke selv, hvor belastet jeg var,« siger hun.

På flade dæk

Samtidig blev hendes mor uhelbredeligt syg og døde.

»Jeg levede i halvandet år med kampuniform på, og jeg var så træt, så træt. Jeg kørte rundt på flade dæk, og der skulle ikke meget til for at presse den sidste rest luft ud,« siger hun.

Hun bevilgedes orlov fra arbejdet under moderens sygdom – men blev i sidste øjeblik bedt om at udskyde den. Fridage blev afløst af opslidende tilkaldevagter. Vagtskemaer blev ændret uden at informere de ansatte.

I tiden op til sygemeldingen var der ingen på arbejdspladsen, der opdagede, at Lisbeth Scharling var ved at bukke under med stress.

»Man så kun, at jeg fungerede dårligt på mit arbejde. Jeg kunne ikke fokusere på mine opgaver.«

Hun var ikke alene om at være presset.

»Der var flere, der bukkede under på arbejdet. Men stress var ikke noget, der blev talt om på JP på det tidspunkt.«

Lisbeth Scharling opsøgte sin læge. Diagnosen lød på en stressrelateret depression. Hun gik til psykolog.

»De timer hjalp mig. Men jeg hørte ikke noget fra kolleger og ledelse i det halve år, jeg var sygemeldt.«

Tilbage og fyret

Lisbeth Scharlings læge mente, at hun skulle starte på halv tid efter sygemeldingen. Så det gjorde hun. Og senere kom hun på fuld tid.

I 2008 blev der så meldt en ny fyringsrunde ud. Nu røg Lisbeth Scharling.

Efter fyringen holdt hun fri et halvt år.

»Jeg tænkte over, hvad jeg ville med mit arbejdsliv. Flere af mine fyrede kolleger gik med det samme ud og blev selvstændige. Men jeg havde brug for pausen. Jeg vidste også, at jeg var færdig med at være klassisk journalist på en redaktion,« siger hun.

Travlt som selvstændig

Webkommunikation blev hendes nye metier. Hun startede fra nul i 2009, men fik hurtigt opbygget en kundeskare i firmaet Webwoman Kommunikation og et ry som ekspert i CMS-systemet WordPress.

»Jeg har også travlt nu, men jeg er god til at mærke efter. Jeg tror ikke, jeg kan klare et fast job mere, og jeg har heller ikke lyst. Fire år med stress har skadet mig. Jeg kan ikke have så mange bolde i luften som tidligere. Det er først nu, fem år efter, at jeg er ved at komme mig over daglige træthedsanfald,« siger hun.

I dag er det Happy, der bestemmer dagsrytmen. Hunden sørger for, at Lisbeth Scharling får flere pauser i arbejdsdagene. Morgenen begynder med en gåtur med hunden. Det gentager sig om eftermiddagen og før sengetid.

»Jeg er ikke vred eller bitter på min gamle arbejdsplads. Men jeg er uforstående over for, at en stor arbejdsplads med så mange dyre medarbejdere var så dårlig til at forebygge stress og ikke var bedre til at tackle dem, der blev stressede,« fortæller Lisbeth Scharling på vej ned ad trappen. Ud på dagens sidste tur.

Jyllands-Posten i dag

Direktør på Jyllands-Posten Kirsten Bach-Holck vil ikke kommentere Lisbeth Scharlings sag, men direktøren vil gerne fortælle om, hvordan situationen er i dag på Jyllands-Posten.

»Vi har ikke en nedskrevet stresspolitik, men hvis der er en ansat, der er i krise, så skal vi reagere. Det psykiske arbejdsmiljø er en del af vores fokusområde. Vi ved, at en ansat i krise måske ikke henvender sig til sin nærmeste leder, så derfor opfordrer vi også til, at man som kolleger har øje på hinanden,« siger Kirsten Bach-Holck, der oplyser, at der ikke er mange stressramte på arbejdspladsen.

Får man brug for hjælp som ansat, så er Falck Healthcare en del af pakken.

»Når vi spotter, at en ansat har et problem, så fører det typisk til en samtale med den nærmeste leder. Det er også den nærmeste leder, der står for at aftale vilkårene for en tilbagevending med den ansatte,« siger Kirsten Bach-Holck.