De er overfladiske, i lommen på annoncørerne og helt blottet for journalistisk stolthed.
Der er blevet sagt og især tænkt mange mindre pæne ord om sådan nogle som mig: Journalisten på den lokale, annoncefinansierede avis og jeg skal da heller ikke udelukke, at der findes eksemplarer af den luderorienterede race rundt omkring på de danske distriktsblade.
Men vi er heldigvis også mange, der forsøger at komme disse fordomme til livs. Blandt andet ved at grave vedkommende og opsigtsvækkende historier frem, som ellers ikke ville have set dagens lys. Historier, som er gode nok til senere at blive taget af andre medier. Men desværre er den annoncefinansierede avis åbenbart ikke fin nok til at blive nævnt som kilde.
Det gælder for eksempel det tilfælde, som jeg vil fortælle om her. For desværre er min beretning om en kræftsyg 30-årig kvinde, der fik tilkendt en millionerstatning, også et eksempel på, at det ikke altid er den annoncefinansierede lokalavis, der løber med æren for historien, når den senere dukker op i landsmedierne.
Den ære havde jeg ellers gerne undt min arbejdsplads og mine kolleger på landets lokalaviser. For vi kan godt lave god journalistik. Der er bare ikke så mange af jer på dagbladene, radioerne og tv-stationerne, som har fået øjnene op for den kvalitet, der kan ligge i lokaljournalistikken.

Det begyndte ret pinligt. Jeg modtog kort før en helligdag i maj et referat fra et sygehusudvalgsmøde i amtet. Det blev læst meget hurtigt igennem. Et punkt faldt jeg dog over. Jeg læste højt for min kollega på redaktionen: En patient har fået tilkendt næsten en million kroner i erstatning, i en sag om oversete celleforandringer, efter en rutinemæssig screening. Jo, beløbet var stort, konstaterede vi begge, men dagen druknede i andre gøremål før deadline.
Efter weekenden tog jeg referatet frem igen, og jeg besluttede mig for, lige for en sikkerhedsskyld, at ringe til formanden for udvalget. Hun kendte godt sagen og var mere end sædvanlig tændt i sine svar på mine spørgsmål. Så måtte jeg naturligvis forske mere i den sag.
Det viste sig at være en højst usædvanlig erstatningssag. Den første nogensinde herhjemme, hvor en kvinde har fået tilkendt så høj en erstatningssum, fordi sundhedsmyndighederne ved en rutinemæssig screening for livmoderhalskræft havde overset celleforandringer.
Redaktøren dømte historien med det samme til onsdagens forsidebasker. Jeg arbejdede intenst på at få de sidste informationer hjem før deadline tirsdag eftermiddag. Det lykkedes. Historien var hjemme til onsdagens avis. Den var lokal. Og den var god.

Nu har vi også et lokalt dagblad i Roskilde. Et dagblad med udgivelse om eftermiddagen. De er altid velkomne til at lade sig inspirere af vores arbejde på lokalavisen, ligesom vi indimellem henter ideer hos dem.
Denne onsdag blev min forsidehistorie læst med stor interesse af kollegaerne på det lokale dagblad. Den blev faktisk læst så godt at samme historie, men dog med andre kilder i artiklen, blev trykt på deres forside samme onsdag eftermiddag, som min lokalavis udkom om morgenen. Samme lokale dagblad har efterfølgende erkendt, at de fandt stor inspiration i min artikel om den store erstatningssag.
Selv siger både journalist og redaktør på dagbladet, at de havde »overset sagen« på sygehusudvalgets dagsorden, men at de blev gjort opmærksom på historien, da de læste Lokalavisen Roskilde Avis onsdag morgen – godt tre timer inden deres egen deadline til eftermiddagsavisen.
Alligevel fandt de ikke anledning til at nævne kilden.
Jeg kan ikke have noget imod, at mine kolleger på det lokale dagblad lader sig inspirere af mine historier. Jeg valgte at tage det som et kompliment.
Men jeg har noget imod, at blandt andet dagbladet Politiken, Københavns Radio, TV 2/Lorry, TV3 og TvDanmark dagen efter har refereret historien med det lokale dagblad som kilde – og ikke lokalavisen. Sagen om millionerstatningen fik også sendetid på DR’s nyheder klokken 18.30. Løb det lokale dagblad med æren for det gode stykke journalistiske arbejde, som jeg selv havde præsteret? Ja, det mener jeg faktisk.

Hvorfor er det så svært at citere andre medier i sit eget? Jeg tror, det er svært for journalisten at erkende, at nogen andre har været først med en god historie. Måske føles det for nogen som et personligt nederlag at måtte citere andre for det, man selv burde have haft færten af.
På den anden side er det vel fair nok, at den journalist/det medie, der har fået ideen og lavet benarbejdet, får anerkendelsen for det? Det, synes jeg, er mest rimeligt. Også selvom historien er udsprunget fra en annoncefinansieret lokalavis.
Jeg havde naturligvis gerne set, at det var min avis, der var blevet nævnt i de landsdækkende og lokale dagblade, radioen og tv. Jeg er nemlig stolt af min arbejdsplads. At den er en virksomhed, hvor hovedparten af indtægterne indhentes via annoncer, udelukker jo ikke, at der kan dyrkes solid, sober og debatskabende journalistik på højt niveau.
Men det, der ærgrer mig mest, er, at lokaljournalistikken som genre ikke fik den kredit, som jeg mener, den langt hen ad vejen har fortjent. Var historien om kræftpatienten og erstatningen nogensinde nået frem til DR-TV’s nyhedsudsendelse klokken 18.30, hvis ikke det var, fordi en først småsøvnig og senere lidt mere snu lokaljournalist havde boret i sagen? I al beskedenhed: Jeg tror det ikke. Mit budskab til mine journalistiske kolleger er enkelt men bestemt: Jeg kræver respekt. Og den kan I give lokaljournalistikken ved at læse den, lade jer inspirere af den og især ved at citere den.

Af Ulla Grundtvig Brask, journalist på Lokalavisen Roskilde Avis