»Dengang jeg startede, brød man avisen om i bly. De billeder, der var blevet taget i løbet af dagen og aftenen, blev næste morgen lavet om til noget, der hed klichéer. Det var det første, jeg blev sat til at lave. Man havde faktisk ikke engang et kamera til mig, da jeg kom første dag. 
Lige så stille fik jeg lov til også at komme ud og fotografere. Jeg mødte klokken seks, og når jeg var færdig med at lave klichéerne, tog jeg ud og fotograferede om eftermiddagen og om aftenen. Man arbejdede faktisk hele tiden dengang. Jeg havde fri hver anden weekend, men hvis brandbilen eller ambulancen kørte forbi, jamen så kørte man efter dem med det samme – uanset om man havde fri eller ej. 

[[nid:33180]]

Det var en stor omvæltning, da vi engang i 80’erne begyndte at tælle timer og få ordnede forhold for afspadsering. Efterhånden var det jo ren ferie at passe sit arbejde. Men nogle gange kan det også være lidt kedeligt, når folk i dag kigger på uret klokken fire og siger: »Nå nu skal jeg hjem og hente børn, tak for i dag.« Det gjorde man jo ikke dengang. Tit gik man også lige ned på det nærmeste værtshus og fik et par bajere og snakkede om dagen, når man havde været ude at fotografere.

Grundprincipperne bag at tage et godt billede er jo stadig de samme, men teknikken har ændret arbejdet som fotograf meget. I dag trykker jeg jo – i gåseøjne – bare på en knap. Og bagefter skal jeg ikke fremkalde filmen; jeg sætter bare mit CF-kort i kortlæseren, og så kommer det op på Photoshoppen. Jeg har set nogle kolleger, som har haft svært ved at omstille sig undervejs. Selv har jeg altid taget alle de kurser, jeg har kunnet komme i nærheden af. I dag laver jeg også video indimellem. Jeg har faktisk tænkt, at jeg skal melde mig til sådan et kursus i journalistisk bearbejdelse af videoklip – det er afsindigt svært at lave speak, synes jeg.  

Den største forandring har været at komme ud af mørkekammeret og væk fra kemien. Det var en fantastisk lettelse. I dag er nogen jo begyndt at dyrke det igen, men har man stået med fingrene i de der bade, så har man slet ikke lyst til at komme tilbage. Jeg kan stadig fornemme stanken af fremkaldervæske og fikser, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg har af kemi i kroppen fra dengang.

En morgen i ’79 blev jeg ringet op af min redaktionschef, som fortalte, at jeg var blevet Årets Pressefotograf og Årets Sportsfotograf. Det troede jeg slet ikke på – »det er sgu da løgn, hold op med at lave fis med mig«, sagde jeg. Man troede ikke rigtig på, at vi herude i provinsen kunne måle os med københavnerne, som altid vandt det hele. Men til sidst måtte jeg jo komme ud af sengen og køre ind på avisen. Næste dag kunne vi ikke engang bringe billedet i avisen, for på det tidspunkt skulle man både sende billeder og negativer ind. 

Da jeg startede i lære, var der en fotograf og en mørkekammermand ud over mig. I dag er jeg den eneste fotograf her på redaktionen i Holbæk. De daglige redaktionsmøder er jeg heller ikke med til mere. Det kan jeg godt savne lidt. Det overblik, jeg havde før i tiden, er efterhånden indskrænket til min egen lille navle. Jeg har ikke noget imod at være mere ’lone wolf’, men det var da hyggeligere, dengang vi sad tre mand her i fotorummet. Vi brugte også meget tid på at udvikle os som fotografer dengang, fordi vi hjalp hinanden; »hvis du nu lige gjorde sådan, så fik du måske et bedre billede ud af det« og den slags.  

De fotografer, der bliver udklækket fra Aarhus i dag, er helt afsindigt dygtige. Dem kan jeg slet ikke måle mig med. At billederne så ændrer sig, er en anden ting. For mig giver alle de der uskarpe billeder, man ser i dag, altså ikke nogen mening. Hvis jeg var kommet med den slags for 40 år siden, havde min redaktør sagt »sikke noget lort«, og så var det røget over i skraldespanden.« 

Christian 'Mik' Mikkelsen i 2015. Foto: Jonas Pryner Andersen

Præciseret kl. 09.47: Vi havde skrevet, at Nordvestnyt i dag er en Sjællandske. Vi mente naturligvis Sjællandske Medier. Det er præciseret nu.