»Jeg kan meget i en kørestol – og er ikke bange for at prøve nyt«

Anders Kolbo har sklerose og sidder i kørestol. Til næste år skal han til Brasilien og dække De Paralympiske Lege for DR Sporten. »Hvis jeg kan være med til at rykke ved folks holdninger og fordomme om handicappede, vil det være en stor bonus«  

Anders Kolbo arbejder til daglig som projektkonsulent i reklamebureauet JS Danmark. Han er uddannet markedsføringsøkonom. Da DR søgte handicappede til dækning af De Paralympiske Lege i Brasilien i 2016, var han en af de 40 ansøgere. Seks gik videre til casting og skærmtest i et tv-studie i DR Byen. Han fik jobbet.

»Jeg har altid syntes, at mediebranchen er superspændende, og så er jeg en stor sportsnørd. Min sygdom har forandret min personlighed. Jeg ser udfordringer i stedet for begrænsninger. Jeg kan jo meget, selv om jeg sidder i kørestol, og jeg er ikke bange for at prøve nye ting af.«

[[nid:33365]]

Inden han skal til Sydamerika, skal han på journalistkursus og    med ud på opgaver med journalister fra DR Sporten. Han skal lære interviewteknik og gennemgå en intensiv skærmtræning.

»I mit arbejde er jeg vant til at interviewe kunderne om deres behov, og jeg er god til at lytte. Det tror jeg, jeg kan få gavn af.«

Kørestol og krykker

Sklerosen har svækket Anders Kolbos muskler i benene og hans balance så meget, at han bruger kørestol. Han kan godt stå og humpe lidt rundt med et par krykker. Han har arbejdet i seks år i et 20 timers fleksjob hos JS Danmark.

»Der skal være tid til at slappe af, træne og gå til fysioterapeut. Jeg har snakket med DR om mit handicap, og vi er alle interesseret og indstillet på at finde en god løsning og en jobbeskrivelse, der passer til mig og dem.«

Engagerede medarbejdere

Sammen med Jacob Kwon, daværende sportschef i DR (nuværende chefredaktør i TV 2 Nyhederne), var Anders Kolbo med til årsmødet i Det Centrale Handicapråd.

»Her var temaet blandt andet holdninger og fordomme om handicappede i medieverdenen. Det er ofte skæve og farverige handicappede eller handicappede med et problem, der bliver brugt i medierne.«

Anders Kolbo vil gerne være med til at vise, at ressourcestærke handicappede også kan bidrage med noget.

»Både med mig selv i rollen som vært, men også ved at vise og følge alle de superseje atleter, der skal til Rio og dyste for Danmark.«

Han håber, at han kan rykke ved folks opfattelse af handicappede som en arbejdskapacitet.

»Mange arbejdsgivere tror, at der er meget mere besvær med en handicappet medarbejder, men jeg tror, at handicappede er mere engagerede, fordi de er så opsatte på at bevise, at de godt kan klare et job.«

Opbakning fra arbejdspladsen

Han fortæller, at hans nuværende arbejdsplads er en åben og mangfoldig virksomhed, der også har en anden ansat med et handicap.

»Min arbejdsplads har bakket op fra starten af, og der er en plads til mig, når jeg kommer tilbage fra Rio,« siger Anders Kolbo.

Anders Kolbo forventer ikke, at hans sygdom forværres.

»Det har holdt sig til ben og underkroppen i 10 år, og det er gode tegn på, at det kan forblive sådan i mange år frem. Det siger lægerne ud fra de erfaringer, de har.«

Inden han blev syg, spillede han fodbold, badminton, bordtennis og tennis. I de senere år har han blandt andet spillet kørestolsbasketball og -rugby på et plan, hvor han var på tale til landsholdet.

Foto: Mathilde Bech

Chef fik nyt indblik

DR’s daværende sportschef, Jacob Kwon, fortæller, at man fik en henvendelse fra Det Centrale Handicapråd, der foreslog, at DR brugte handicappede under De Paralympiske Lege i 2016 for at vise mangfoldigheden.

»Det er inspireret af England, hvor der var handicappede med til at dække De Paralympiske Lege i London.«

Jacob Kwon har i forbindelse med castingen for at finde kandidater til jobbet som handicappet reporter fået et nyt indblik.

»Det har vist mig, at der er ressourcestærke mennesker overalt. Om det åbner op for flere medarbejdere med et handicap i min afdeling, kan jeg ikke sige. Vi har ingen ansatte med et handicap nu.«

Anders Kolbo blev valgt, fordi han ifølge Jacob Kwon har et umiddelbart godt skærmtække, der giver sig til udtryk i en god energi på skærmen. Oplæringen af Anders Kolbo er den samme, som sportsstjerner skal gennemgå, før de bliver studieværter eller journalister på DR Sporten.

»Vi er godt klar over, at vi skal tage højde for nogle ting i forbindelse med Anders, men det finder vi ud af. Vi sammensætter en jobbeskrivelse, når han er færdig med sin træning,« siger Jacob Kwon.

[[nid:33371]]

0 Kommentarer