search

Jeg holder af hverdagen

Det er særligt i foråret, at der uddeles priser i vort fag. Sådan virker det i hvert fald for mig, sådan oven på Cavlingpris i januar, diverse lokale priser i kredse og på medier i løbet af det tidlige forår og i skrivende stund umiddelbart efter Publicistpris, Årets Sportsjournalist, Årets Pressefoto og Kreds 1’s mindelegat.

Sidste år blev det beskrevet, hvordan man i vores branche statistisk set er snublende tæt på at få en pris – vi er gode til at hædre hinanden, og der er mange priser, så på et tidspunkt render én af os nok ind i én.

For små 10 år siden modtog jeg selv en pris, og jeg husker fortsat den rislende ud af kroppen-fornemmelse af ”det kan ikke være rigtigt, det her”, da det på generalforsamlingen gik op for mig, at jeg stod for tur. Det kunne jeg unde enhver kollega – eller for den sags skyld enhver, der har et arbejde at bestride og en tjans at varetage, for der er ikke meget, der kan sammenlignes med den triumferende følelse af ”jeg gjorde det sgu!”

Men statistik eller ej, så er der også mange kolleger, der ikke får en pris. Som går på arbejde dag efter dag, yder deres til produktionen, laver nyheder, designer sider, visualiserer eller redigerer – og på anden måde bidrager til, at nyheds- og mediemaskineriet kan holdes i gang.

De får deres løn, de har deres arbejdsvilkår, og de har forhåbentlig gode kolleger, hvis de er på en arbejdsplads.

Men de vinder ingen priser.

Der er for mig at se ingen tvivl om, at vi kan bruge hæderspriserne som en målestok. En temperaturmåler: Hvordan er kvaliteten af vores fags frembringelser lige nu? Hvor er fokus i journalistikken? Er det fortsat kun (eller næsten kun) mænd, der hædres?

Priserne er jo også en målestok for mange kolleger: Kan jeg blive indstillet eller sågar nomineret til prisen? Hvor mange gange er man blev nomineret – og så videre. Konkurrenceparameteret er tydeligt i den forbindelse, men er jo også til stede i det daglige arbejde på for eksempel en nyhedsredaktion, hvor det handler om ”at have” nyheden før konkurrenterne.

Men til uddelingen af Årets Pressefoto blev der sagt noget klogt. Der blev for så vidt sagt mange kloge ting – men jeg bed mærke i, at en af prismodtagerne understregede vigtigheden af, at man ikke laver sine projekter med det for øje, at man skal vinde en pris.

Hvis jeg skal følge op på den kommentar, vil jeg lægge vægt på, at man skal lave sine projekter, udøve sit fag og dyrke sin kunnen med det for øje at levere kvalitet i hverdagen. For kunden. For læseren. Til kollegernes fælles bedste, som en del af det faglige maskinrum – priser vinder man en enkelt gang (okay, nogle vinder flere, enkelte sågar mange i løbet af karrieren), men faget og arbejdet er vi så privilegerede at kunne udføre hver dag.

Derfor holder jeg af hverdagens helte i mit fag.

Jeg holder af hverdagen

Det er særligt i foråret, at der uddeles priser i vort fag. Sådan virker det i hvert fald for mig, sådan oven på Cavlingpris i januar, diverse lokale priser i kredse og på medier i løbet af det tidlige forår og i skrivende stund umiddelbart efter Publicistpris, Årets Sportsjournalist, Årets Pressefoto og Kreds 1’s mindelegat.

Sidste år blev det beskrevet, hvordan man i vores branche statistisk set er snublende tæt på at få en pris – vi er gode til at hædre hinanden, og der er mange priser, så på et tidspunkt render én af os nok ind i én.

For små 10 år siden modtog jeg selv en pris, og jeg husker fortsat den rislende ud af kroppen-fornemmelse af ”det kan ikke være rigtigt, det her”, da det på generalforsamlingen gik op for mig, at jeg stod for tur. Det kunne jeg unde enhver kollega – eller for den sags skyld enhver, der har et arbejde at bestride og en tjans at varetage, for der er ikke meget, der kan sammenlignes med den triumferende følelse af ”jeg gjorde det sgu!”

Men statistik eller ej, så er der også mange kolleger, der ikke får en pris. Som går på arbejde dag efter dag, yder deres til produktionen, laver nyheder, designer sider, visualiserer eller redigerer – og på anden måde bidrager til, at nyheds- og mediemaskineriet kan holdes i gang.

De får deres løn, de har deres arbejdsvilkår, og de har forhåbentlig gode kolleger, hvis de er på en arbejdsplads.
Men de vinder ingen priser.

Der er for mig at se ingen tvivl om, at vi kan bruge hæderspriserne som en målestok. En temperaturmåler: Hvordan er kvaliteten af vores fags frembringelser lige nu? Hvor er fokus i journalistikken? Er det fortsat kun (eller næsten kun) mænd, der hædres?

Priserne er jo også en målestok for mange kolleger: Kan jeg blive indstillet eller sågar nomineret til prisen? Hvor mange gange er man blev nomineret – og så videre. Konkurrenceparameteret er tydeligt i den forbindelse, men er jo også til stede i det daglige arbejde på for eksempel en nyhedsredaktion, hvor det handler om ”at have” nyheden før konkurrenterne.

Men til uddelingen af Årets Pressefoto blev der sagt noget klogt. Der blev for så vidt sagt mange kloge ting – men jeg bed mærke i, at en af prismodtagerne understregede vigtigheden af, at man ikke laver sine projekter med det for øje, at man skal vinde en pris.

Hvis jeg skal følge op på den kommentar, vil jeg lægge vægt på, at man skal lave sine projekter, udøve sit fag og dyrke sin kunnen med det for øje at levere kvalitet i hverdagen. For kunden. For læseren. Til kollegernes fælles bedste, som en del af det faglige maskinrum – priser vinder man en enkelt gang (okay, nogle vinder flere, enkelte sågar mange i løbet af karrieren), men faget og arbejdet er vi så privilegerede at kunne udføre hver dag.

Derfor holder jeg af hverdagens helte i mit fag.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen