Selv om der endnu ikke er udmeldt nogen endelig dato for det kommende folketingsvalg, buldrer valgkampen allerede derudad. Politiske udmeldinger er blevet hverdag, politiske plakater fylder det offentlige rum, og der bliver skruet mere og mere op for retorikken for at trænge igennem.

Når der bliver trykket på knappen, kommer det til at stikke helt af. Med 15 (!) partier, har jeg ikke de helt store forestillinger om, at det bliver et særligt overskueligt valg rent politisk. Vi kommer til at se det ene parti efter det andet forsøge at overgå hinanden i en grad, vi ikke har set før, alene for at differentiere sig og få taletid. Flæsket kommer til at drive ned ad væggen.

Men spørgsmålet er desværre, hvor megen politik vi i det hele taget kommer til at tale om i valgkampen? Hvor meget samtalen kommer til at handle om reelle nuancerede, nødvendige politiske svar på de mange komplekse udfordringer, vi står med. Klimaet, økonomien, arbejdskraften, den demografiske udvikling, udenrigspolitiske forhold som krig i vores baghave og ændrede internationale magtbalancer. Der er nok at tage fat på.

Men meget tyder desværre på, at valget i langt højere grad kommer til at handle om personlig positionering og splittelse. Tre forhold spiller ind:

• Antallet af partier. Med mange små partier behøver man ikke at tale til alle. Man skal bare definere en tilstrækkeligt homogen gruppe og så tale højt og præcist til dem. Vi kommer til at se provokerende og splittende udmeldinger, der skaber et ’os’ og et ’dem’ – geografisk, aldersmæssigt, indtægtsmæssigt, værdi- og identitetspolitisk. Find en modstander, og du kan samle en dedikeret gruppe, som vil stemme på dig.
• Sociale medier. Sociale medier spiller en større og større rolle i vores demokratiske samtale. Vi kender alle til algoritmerne, og hvordan negative, provokerende historier spredes langt mere effektivt end de mere kedelige og nuancerende. Det kommer til at blive udnyttet.
• Erfaringer fra valg rundt om i verden har vist, at det betaler sig at larme. Jo mere tom tønden er, jo bedre. Underlødige personangreb larmer væsentligt mere end et gennemarbejdet politisk håndværk. Igen – politik bliver sekundært i den offentlige dialog.

Hvordan sørger vi for, at valget ikke ender med at skabe et langt mere polariseret samfund, som vi har set det ske i adskillige andre lande? Hvor vores verdensberømte tillid til hinanden lider et knæk, og de vigtige brede politiske løsninger bliver vanskeligere at gennemføre. Fordi det hele drejer sig om kommunikation og signaler?

Vil vores høje uddannelsesniveau beskytte os? Vil Grundtvig genopstå? Eller skal (kan?) vi vente på, at den næste generation kommer til magten?

Et er, hvem der ender med at få nøglerne til magten de næste fire år. Langt vigtigere er det, at vi ikke begår de samme fejl, som vi har set i USA, UK og flere andre steder. For det drejer sig ikke kun om fire år – det er en meget langsigtet udfordring, som kommer til at tage årtier at genoprette.

Vi ved det alle sammen. Et splittet hold leverer ikke resultater. Hverken i sport, erhvervslivet, politik eller som land.

Der ER faktisk nogen, som kan gøre en afgørende forskel. Som kan minimere skaderne, før de sker, og insistere på, at vi ikke vil ændre et ’winning team’. At vi vil værne om den offentlige samtale og leve i et land, der er oplyst.

Jeg taler selvfølgelig om den fjerde statsmagt. Pressen. Journalisterne. I stedet for at lade sig forføre af hurtige klik og konfronterende historier … i stedet for at viderebringe den ene voldsomme politiske udmelding efter den anden, bare fordi den kan formuleres skarpt og har gennemslagskraft … i stedet for at viderebringe den ene personlige provokation efter den anden, som var det et reality show, hvor det ikke drejer sig om at stemme nogen ind, men stemme dem hjem … så kan pressen leve op til sit formål om at styrke demokratiet og, ja, jeg var lige ved at skrive, redde os.

Det ville være et smukt og stolt øjeblik i Danmarks historie som demokrati.

Jeg hepper på jer journalister!