Af Thomas Schiermacher Jensen, freelancer

For et år siden debuterede jeg som klummeskribent på bagsiden af Journalisten med min klumme: ”Hvordan går det med specialet” – fuld af håb og klar til at indtage arbejdsmarkedet.

Siden har jeg brokket mig over besværlighederne med at søge job og klaget over Jobcenter Halsnæs.

Men det er slut. For nu er jeg ikke arbejdsløs mere. Jeg er en freelancer, der ikke altid har opgaver nok. Det er det, jeg er. Og der er en kæmpe forskel.

Indtil for kort tid siden sad jeg og sendte jobansøgninger, klikkede på Jobnet, opdaterede jobansøgnings-loggen i a-kassen, mens jeg stirrede ud ad vinduet med røven plantet på 7’eren hjemme i Frederiksværk og lod mig gå på af det jobcenter-tyranni, som jeg så mange gange har beskrevet.

Men en dag var der en besked på LinkedIn fra en redaktør på en ugeavis i nabokommunen, som jeg engang plagede om et job, dog uden at få det.
”Hej Thomas – frisk på en freelanceopgave for mig – så giv mig lige et ring i morgen tidlig?”

Det var jeg. Meget. Så jeg ringede, og inden du kan nå at sige profilavis, så sad jeg lige pludselig og lavede interviews og skrev på livet løs en uges tid til en løn, der var voksen og ikke det mindste dagpengeagtig.

Aldrig så snart fik jeg afleveret de otte sider, før et vikariat dukkede op. Godt nok uden for lands lov og ret og med så lang transporttid, at de fleste ville dåne. Jeg kørte så’n cirka 150 kilometer – hver vej – hver dag i de tre uger, det varede.

Mens jeg sad der, på den lille ugeavis langt sydpå, skete alle mulige ting. Jeg blev ringet op af et bureau fra Holland, der manglede en redaktør til en dansk udgivelse. Det blev ikke til noget, men til gengæld fik jeg solgt en reportage fra min sommerferie med familien til en anden avis.

Men jeg fik også en mail fra en, der kendte redaktøren i nabokommunen. Om jeg kunne lave noget lignende hos dem? Det er jeg i gang med, sammen med andre opgaver og faktisk så mange af dem, at jeg tror, det ender med, at jeg må have et kontor (helst på den nordlige side af København og helt sikkert et sted, hvor man kan parkere gratis), hvor jeg kan arbejde og sparre med andre, der heller ikke er arbejdsløse.

Og fan’me om ikke der er mere under opsejling.

Min pointe – læs nu med Jobcenter Halsnæs og omegn! – er, at ikke en s*** af det er kommet, fordi jeg har sendt to ansøgninger om ugen og har klikket på Jobnet.

Det er kommet, fordi jeg har plaget redaktører, mailet uopfordret, taget de 8 fede uger på FDM og har sørget for at holde mig til, når tidligere studiekammerater gjorde opmærksom på små-opgaver, og tidligere kolleger har skrevet, at nu var der måske en åbning.

Før var jeg – for at sige det ligeud – skide bekymret for, om jeg nogensinde fik et fast job. Det er jeg ikke mere. Misforstå mig ikke. Fast arbejde og en kontrakt, en fast plads på en fast adresse, med frokost kl. 12 og betalt efteruddannelse lyder som sød musik i mine ører.

Men det er gået op for mig, at det ikke er den eneste måde, man kan tjene penge på, og det ikke er den eneste måde, man kan lave journalistik på. Og pludselig er det gået op for mig, at jeg ikke længere er arbejdsløs eller dagpengemodtager, eller hvad det hedder.

Jeg er freelancer. Og nogle gange er der meget at lave. Det er der, når alle skibene, der blev sat i søen, kommer i havn. Det gør de lige for øjeblikket.

Men der kommer nok også tider, hvor de går ned som Titanic uden en eneste overlevende, hvor de støder på et rev og må slæbes i havn som Costa Concordia, og hvor de aldrig rigtig bliver sødygtige.

I foråret havde jeg egentlig bestemt mig for, at jeg ikke gad klynke mere over jobcenter, dagpenge og kvalerne ved at være arbejdsløs. Så jeg skrev til redaktøren på Journalisten.

”Du skylder mig lidt penge. Det er jeg glad for, så jeg har vedhæftet en lønopgørelse for det sidste indlæg. Mht. til de fremtidige indlæg, så synes jeg, at jeg er tørret ud. Jeg gider ikke skrive om mere elendighed og dumme Jobcenter Halsnæs.”

Men der var lige et indlæg mere, og det er det her. Hvor jeg kan slå fast, at jeg ikke længere er arbejdsløs, men bare en freelancer, der ikke altid har travlt.

Til sidst skal der lyde en tak til dem, der har kommenteret og heppet på mig i det år, der er gået med mine opstød på journalisten.dk.

I har s’gu været søde.