search

Jeg har lige rettet lidt i mine citater …

  For ti år siden var der stort set ingen kilder, der bad om at se citater. Det har ændret sig dramatisk. Flere og flere kilder vil have kontrol over produktet, de retter til og skriver om - og journalisterne giver dem lov. INDFLYDELSE. Erik Valeur har i en årrække udelukkende lavet radio og tv. Men i 2002 blev han atter skrivende. Det var et chok.

For ti år siden var der stort set ingen kilder, der bad om at se citater. Det har ændret sig dramatisk. Flere og flere kilder vil have kontrol over produktet, de retter til og skriver om – og journalisterne giver dem lov.

INDFLYDELSE. Erik Valeur har i en årrække udelukkende lavet radio og tv. Men i 2002 blev han atter skrivende.

Det var et chok.

På radio og tv havde Valeur altid haft den oplevelse, at journalisten suverænt bestemmer over stoffet. Men i den trykte presse havde tingene ændret sig, siden Valeur var med til at grundlægge Månedsbladet PRESS i 80erne og skrev på Information i starten af 90erne.

I dag vil kilderne være med til at bestemme. De vil tjekke og godkende citater. Se sammenhængen. Godkende artikler. Og selv have lov at rette i teksten.

»Og det er ikke bare en gang imellem,« siger Erik Valeur, der i dag arbejder for Forbrugerrådets blad, Tænk, og skriver mediekritiske klummer i Jyllands-Posten og Politiken.

»Det er hele tiden. Og det er blevet en glidebane,« fastslår Erik Valeur.

For nylig mailede Valeur nogle citater til en kontorchef på et offentligt kontor. Hun havde spurgt, og aftalen var som sædvanlig, at hun kunne tjekke citaterne for eventuelle faktuelle fejl eller misforståelser. Citaterne kom omskrevne tilbage til Erik Valeur. Noget var fjernet, andet var ændret. Det er den slags, der får den tidligere Cavling-prisvinder til at affyre en af sine svadaer:

»Der er ingen redigeringsret for interviewpersoner eller kilder i dansk presse. Det er muligt, nogle blades journalister bryder dette princip, men det er forkert (…). I det konkrete interview må du som chef i et offentligt kontor kunne udtale dig til offentligheden uden selv at skulle skrive teksten (om) bagefter.«

Sådan skrev han. På side 16 i dette blad kan man læse en længere begrundelse.

Det er faktum, at kilder kræver langt større indflydelse på den færdige artikel i dag end for bare fem år siden. Og mange vælger at lade kilder omskrive citater og rette i artikler. Det er den slags, Erik Valeur kalder en glidebane.

Lederen af Journalisthøjskolens første del, Lars Bjerg, er enig.

»Flere og flere kilder vil udøve en eller anden form for kontrol på produktet, og det er selvfølgelig problematisk, fordi det stadigvæk bør være journalisten, der ejer historien. Vi skriver historien, som vi synes. Ellers ender vi med at blive kildernes taleskrivere,« siger Lars Bjerg, der er forfatter til den mest brugte undervisningsbog i interview herhjemme, »Som man spørger«.

Da Erik Valeur og Lars Bjerg blev uddannet fra Journalisthøjskolen tilbage i 80erne, interviewede man kilderne, og bagefter var det farvel og tak. Dengang var der stort set ingen kilder, som bad om at se citaterne.

I stedet ventede kilderne pænt på at se resultatet i avisen. Akkurat som det foregår på langt de fleste elektroniske medier i dag.

Spørgsmålet er så, hvorfor det har ændret sig så meget?

»En større og større selvbevidsthed blandt kilderne. 'Det er min historie, min udtalelse og min røv, der står på spil',« lyder Lars Bjergs første kvalificerede gæt og tilføjer:

»Der er kommet en større bevidsthed om, hvor meget image betyder for en virksomhed. Og hvor meget det betyder, hvis man kvajer sig. Derfor går folk på medietræningskurser. Det betyder noget, hvordan man fremstår i pressen. Derfor skal man have kontrol,« siger Lars Bjerg.

Erik Valeur peger imidlertid i en helt anden retning for at finde en grund til kildernes øgede indflydelse på det journalistiske produkt. Nemlig på journaliststanden selv.

»Jeg tror, at der opstod to parallelle udviklinger i starten af 90erne. Nils Ufer (kendt undersøgende journalist, der døde i 1993) fortalte i flere interviews, at han forelagde citater for kilderne. Det havde vi aldrig hørt om før, da jeg gik på Journalisthøjskolen. Men det startede en strømning, tror jeg. Det blev ligesom tjekket – også inden for undersøgende journalistik.«

Den anden udvikling handler, ifølge Erik Valeur, om sjusk. Han mener, at øget konkurrence på dagbladene har resulteret i flere og flere fejl.

»Jeg kender for eksempel Trine Bryld, der i midten af 90erne begyndte at bede om citater til gennemlæsning. Hun var blevet træt af for mange fejl. Jeg kunne også mærke det på mig selv. Jeg var på Information, og på det tidspunkt begyndte jeg at tage citater fra blokken. Tidligere har jeg altid tjekket med båndet. Det var der ikke tid til mere.«

Endelig skete der noget afgørende fra midten af 90erne, der med et tastetryk gjorde det meget nemmere at sende citater til kilderne:

E-mailens indtog.

De fleste kilder til denne artikel peger på e-mailen som en afgørende årsag til, at mange kilder i dag per automatik beder om at få tilsendt citater. Det er Erik Valeur delvis enig i:

»Det er sæben på glidebanen. Det er ikke i sig selv en grund. Men det er klart, at det er nemt. Man trykker på en knap. Bang. Og så kommer teksten tilbage med røde rettelser. Dem laver man om til sort og sender teksten til tryk.«

Politikens Charlotte Striib er en af dem, der flere gange har oplevet kilder strække deres usynlige hænder ind over hendes tastatur.

I de første 14 år af sin karriere har hun udelukkende arbejdet med radio og tv, blandt andet på TV AVISEN og Søndagsmagasinet. Her levede hun uforstyrret i den hellige tro om, at journalisten suverænt bestemte over stoffet. Og hvis nogen kilder var af en anden opfattelse, kunne hun altid argumentere med tidsnød. Hvad sandt var.

Men for et år siden skiftede den 42-årige journalist til Politikens SøndagsLiv, og så ændrede virkeligheden sig. Hun oplevede kilder, der ville se citater og hele artikler. Som regel uden problemer, men mindst to gange er det kørt af sporet, fordi kilder har ment, at de frit kunne skrive om i teksten.

I efterårsferien bragte Politiken historien »Sangens helende kraft«. Charlotte Striib havde været på et kursus i 'powersinging' og lavet en oplevelsesreportage. På kurset aftalte hun med kursus-lederen, at denne kunne få tilsendt artiklen på mail. Ifølge Charlotte Striib understregede kursuslederen, at hun kun ville tjekke for faktuelle fejl og misforståelser. Men da Politiken-journalisten fik teksten retur, var hele artiklen skrevet igennem.

Små beskrivende ord som 'sørgende' og 'bestemt' var fjernet. Sætningen 'de tændte stearin-lys udsender den samme lidt krasse duft som røgelsespinde' var også væk. Mens navnet på kursuslederens seneste bog var tilføjet. Charlotte Striib vurderer, at cirka en tredjedel af artiklen var skrevet om.

Det hele endte med, at Charlotte Striib kun rettede de rent faktuelle ting. Efterfølgende inviterede redaktionerne LørdagsLiv og SøndagsLiv læsernes redaktør, Niels Nørgaard, på besøg for at få en snak om, hvor meget kilder skal have lov at bestemme.

Debatten viste, at journalisterne havde forskellige regler. Nogle sender kun citater. Nogle sender aldrig rubrikker og underrubrikker. Andre sender gerne hele artiklen. Og atter andre mener slet ikke, problemet er så stort, og beder rask væk kilderne om at kommentere deres artikel. Når kilderne så har fået artikel eller citat retur, er der igen nye måder at håndtere rettelser og kommentarer på.

Det synes Niels Nørgaard kort sagt er 'dybt uprofessionelt'.

»Man kan konstatere, at alle journalister har deres egne regler. Og det er på mange måder uholdbart, fordi jeg kan mærke på de enkelte journalister, at de er usikre på, hvad de gør. De oplever et slags pres fra kilderne, et pres fra omverdenen,« mener Niels Nørgaard, der til årsskiftet stopper efter tre år som læsernes redaktør.

Han har med andre ord haft rigelig tid til at tage problemet op.

»Og det burde jeg nok have gjort,« erkender han blankt.

Niels Nørgaard vil efter Journalistens henvendelse overveje, om han alligevel skal sætte nogle initiativer i gang, før han stopper.

Hans personlige holdning er, at det i mange, tilfælde er en god idé at sende hele artikler af sted til kilderne.

»Jeg bryder mig ikke om det dér med, at kilden kun skal se, hvad han selv er citeret for. Man kan lige så godt lægge det åbent frem. Man skal have lov at se, hvilken sammenhæng ens citater indgår i. Det brugte jeg meget som skrivende journalist. Jeg lavede videnskabsstof. Og der er det en kæmpe fordel, fordi man undgår mange faktuelle fejl. Men det kan også være en fordel i andre sammenhænge, hvis man for eksempel interviewer folk, som ikke er vant til at være i medierne.«

Og her begynder Niels Nørgaard – ligesom mange andre kilder – at remse undtagelser og forbehold op. Niels Nørgaard lander dog med begge ben i et enkelt statement:

»Det handler om at lave en præcis aftale med kilden – en kontrakt – før interviewet gennemføres.«

Ligesom Niels Nørgaard drømmer Erik Valeur om fælles retningslinjer på området. Men hvor Niels Nørgaard foretrækker, at hver enkelt medie får sine egne retningslinjer efter en grundig intern diskussion, så foreslår Erik Valeur, at Journalistforbundet formulerer retningslinjerne, som alle pressens folk kan læne sig op ad. I forsøget på at stoppe glidebanen.

»Magtfulde kilder har efterhånden vænnet sig til, at de har hånds- og halsret over teksten. Enkelte journalister og redaktører har hamret bommen ned. Men hvis forbundet lavede et fælles princip, så kunne man sige til kilderne: 'I kan tjekke for fejl og ellers holde jeres mund',« siger Erik Valeur.

»Der er ingen redigeringsret for kilder i dansk presse«

ARGUMENTER. Journalist Erik Valeur har efterhånden oplevet mange gange at være i 'ordkrig' med kilder, der ønsker at omskrive citater fra et interview. Derfor har han udarbejdet nogle standardsvar. Her følger uddrag af en mail sendt til en kontorchef fra det offentlige:

»Jeg synes ikke, det er nødvendigt at betvivle mit arbejde, som det fremgår af din mail nedenfor.

De fremsendte citater er en kort, men fuldstændig præcis gengivelse af de vigtigste punkter i en afbalanceret samtale om emnet.«

»Der er ingen redigeringsret for interviewpersoner eller kilder i dansk presse.

Det er muligt, nogle blades journalister bryder dette princip, men det er forkert. Journalisten er uddannet på sit felt – ligesom du er uddannet på dit. Jeg kunne ikke drømme om at lægge dig ord i munden eller presse dig til at mene noget andet end det, der set fra dit synspunkt er fagligt forsvarligt.

I det konkrete interview må du som chef i et offentligt kontor kunne udtale dig til offentligheden uden selv at skulle skrive teksten (om) bagefter.

At den fremgangsmåde, at kilderne redigerer selv stoffet efterfølgende, ikke er en normal procedure, fremgår alene af, at den ville være helt umulig at gennemføre i elektronisk formidling – altså i forhold til radio og tv. Her ville samme fremgangsmåde betyde, at myndighederne skulle have indrettet lydstudier og tv-klipperum og derefter have tilladelse til selv at klippe og forme de udsagn, radio- og tv-journalister har indhentet. Det er naturligvis absurd, og det forekommer heller aldrig, selv om disse medier ret beset er langt 'kraftigere' end de trykte.«

»Afgivelse af redigeringsret og -ekspertise vil derudover være i fuldstændig strid med befolkningens forventning om en kritisk presse. En sådan kan naturligvis ikke afgive redigeringsretten, men skal selvfølgelig tilstræbe så stor grundighed og præcision som muligt. Det er præcist den kritiske funktion, statsministeren som pressens minister gentagne gange har understreget som enestående vigtig for Danmark ved mange lejligheder, så den står næppe for fald.

Jeg har prøvet at forklare det grundigt, fordi andre journalister åbenbart har 'sluppet' retten og pligten til selv at forestå formidlingen og dermed vænnet deres kilder til, at stoffet kan formidles på deres præmisser alene.«

»Spillets regler skal være klare«

REGELSÆT. Berlingske Nyhedsmagasin er det eneste medie, Journalisten har fundet, som skilter med et fast regelsæt for artikel-tjek. Ifølge chefredaktør Flemming Højbo er mavefornemmelser ikke nok.

– Stiller jeres kilder andre krav i dag end for fem år siden?

»Ja. De stiller højere krav om forelæg af historier. Det bliver hele tiden mere og mere udtalt. Derfor er det også vigtigt for at gøre op med sig selv, hvordan man håndterer de situationer. Hvis ikke man diskuterer det, så gør man noget ubevidst, og så bliver det tilfældigheder og ubevidste mavefornemmelser, der styrer. Og det er aldrig godt.«

– Hvorfor er det så vigtigt at have nedskrevne regler?

»Som reporter har jeg altid gjort rigtig meget ud af klare aftaler. Inden jeg gik i gang med et interview, har jeg altid forklaret, at når jeg tænder for båndoptageren, så tænder jeg, så kan man ikke trække noget tilbage. Altså klarhed om spillets regler.«

– Er formålet med reglerne, at alle journalister skal bruge samme fremgangsmåde?

»Nej. Så firkantet kan man ikke gøre det. Det, du har set på nettet (www.bny.dk under 'redaktionelle regler', red.), er en slags grundlov, som alle følger. Men det er klart, at der er forskel fra situation til situation. Nogle kilder vil for eksempel heller ikke bruge tid på at se citater.«

– Må andre medier stjæle jeres regelsæt, hvis de vil?

»De er velkomne. Ligesom de stjæler vores artikler. Hehe.«

Journalisten har spurgt alle kilder til denne artikel, om de ønsker at tjekke deres egne citater for faktuelle fejl og misforståelser. Af de citerede kilder svarede Erik Valeur, Marianne Gram, Charlotte Striib og Lars Bjerg nej tak. Niels Nørgaard og Flemming Højbo svarede ja.

  • Læs Journalistens interne interne regler vedrørende kilder og citater her.
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen