Sidste vinter tilbragte Matin Kurt Haglund en måned i en kunstnerbolig langt ude i en mørk, finsk skov. Her fik han tid til at tænke sig grundigt om. Han tænkte over, hvordan han havde levet sit liv som freelancefotograf de seneste fem år, og – ikke mindst – hvordan han havde lyst til, at de næste 40 år i hans liv skulle være. 

Resultatet blev en beslutning om, at de næste 40 år skulle være anderledes. Han blev nødt til at skifte spor. 

»Jeg havde forsøgt at leve af at være fotograf, siden jeg blev færdig som fotojournalist i 2010. Men jeg har altid haft svært ved at få det til at løbe rundt. Det har faktisk været konstant op ad bakke i fem år, og nogle måneder har jeg ikke haft råd til husleje. Jeg kunne tjene 10.000 kroner den ene måned, men den næste måned tjente jeg måske kun 1.000 kroner. Det har givet mig massiv stress og skabt en enormt nagende og destruktiv tvivl på mine egne evner,« fortæller Martin Kurt Haglund. 

Han blev færdiguddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2010 med praktik på Jyllands-Posten.         

Særligt praktiktiden havde bekræftet ham i, at han virkelig gerne ville være fotograf. 

»Er du sindssyg, mand, det var jo drømmen! Det der med at køre rundt og bruge kameraet som en nøgle til at se og forstå alle mulige nye steder og mennesker og verdener hver dag – det var alt det, jeg havde håbet på,« husker Martin Kurt Haglund. 

Fem år senere fik opholdet i Finland ham alligevel til at indse, at det ikke var holdbart for ham i længden at arbejde som fotograf. 

»Så da jeg kom hjem, meldte jeg mig ind i et pædagogisk vikarbureau, og det seneste år har jeg brugt på at arbejde som pædagog på et asylcenter. Og på at genfinde lysten til at fotografere igen,« siger han.

Sparerunder har ramt fotograferne hårdt

Martin Kurt Haglund er én af de i alt 144 fotojournalister, der er dimitteret fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i løbet af de seneste 10 år. 126 af dem har svaret på en rundspørge fra Journalisten om, hvad de laver i dag.

Rundspørgen viser, at langt de fleste fra de seneste 10 års nye kuld af fotojournalister, der har svaret i undersøgelsen, er selvstændige fotografer i dag. Helt præcist 83 af de 126.

Knap halvdelen af dem lever efter eget udsagn godt af det. Men mere end hver tredje – 46 ud af 126 – svarer i undersøgelsen, at de enten slet ikke eller kun delvist lever af at være fotografer, og kun 19 af de 126 – svarende til 15 procent – er fuldtidsansat som enten fotograf eller billedredaktør på et medie.

Tallene er måske ikke overraskende set i lyset af de seneste års medieudvikling. De faste fotografstillinger på aviserne er gradvist blevet færre, og særligt de seneste sparerunder i mediebranchen har ramt fotograferne hårdt: I sensommeren fyrede Ekstra Bladet alle avisens faste fotografer i en sparerunde, og senest har Jysk Fynske Medier nedlagt hver femte fotografstilling.

Nedskæringerne på fotoredaktionerne går også ud over de fotojournaliststuderende. Efter den seneste praktikrunde stod hver anden af dem uden praktikplads. 

Fastansat: »I dag er det jo stort set umuligt at få et fast job som fotograf« 

Én af de relativt få fotojournalister i Journalistens rundspørge, der i dag arbejder fuld tid som enten fotograf eller billedredaktør på et medie, er Mette Mørk. Hun arbejdede kortvarigt på Holstebro Dagblad, da hun blev færdig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2007, men ellers har hun været fastansat fotograf på Vejle Amts Folkeblad lige siden.  

»Men jeg tilhører jo en uddødende race,« som hun selv udtrykker det. »I de snart ni år, jeg har været ansat på Vejle Amts Folkeblad, er den tredje fotokollega snart på vej på pension. Og når han stopper, kommer der – som de to tidligere gange – ikke nogen efter ham. Vi oplever langsomt, at fotoafdelingen bliver afviklet i stedet for udviklet,« siger Mette Mørk. 

Hun fortæller, at en større del af billederne i avisen og på nettet i dag ikke bliver taget af avisens egne fotografer. 

»Især arkiv- og privatbilleder fylder mere, men nu er der også for alvor lagt op til, at journalisterne skal være mere fotograferende. Det er skrevet ind i alle nye kontrakter, at de også skal kunne levere billeder, hvis det er nødvendigt,« siger hun. 

Det job, hun i sin tid fik på Holstebro Dagblad, var der faktisk ikke så mange, der søgte, fortæller hun. 

»Det var nok ikke så attraktivt at komme til Holstebro. Men der var jo også generelt flere jobs at få dengang – i dag er det jo stort set umuligt at få et fast job som fotograf nogen steder. Det er en meget barskere verden at komme ud til,« siger Mette Mørk. 

Hun var selv en del af den såkaldte 'champagne-generation', der blev færdiguddannet under gratisaviskrigen i midten af 00'erne og kom ud til et mediearbejdsmarked, hvor der faktisk – for en kort bemærkning – blev slået nye fotografstillinger op.   

»Det har jo meget med tilfældigheder at gøre. Jeg synes på mange måder, at jeg har været heldig, og jeg føler selv, at jeg har drømmejobbet i dag. Jeg har aldrig drømt om at blive selvstændig, og jeg er ret sikker på, at jeg ville have det rigtig svært som freelancer. Jeg har slet ikke det der sælger-gen, som det kræver,« siger hun.  

Knap hver anden er fuldtids freelancer

Ifølge Journalistens rundspørge blandt fotojournalisterne arbejder knap hver anden – 47 procent – af de 126, der har deltaget i rundspørgen, i dag som freelancefotografer på fuld tid. Lidt under halvdelen af dem klarer sig efter eget udsagn godt. De svarer enten, at de er tilfredse med deres indtjening, eller at de faktisk tjener mere, end de behøver.

Men regner man også deltids-freelancerne med, giver et flertal af freelancefotograferne – 58 procent – i rundspørgen udtryk for, at de enten gerne ville have mere luft i økonomien, at de har decideret svært ved at få det til at løbe rundt, eller at de kun får det til at hænge sammen, fordi de supplerer med dagpenge eller indtjening fra et job i en anden branche.

En af dem, der har følt sig nødsaget til at tage et andet job for at supplere sin freelancefoto-biks, er Jens Panduro. 14 timer om ugen arbejder han som vicevært i sin andelsforening.  

»Jeg fik viceværtjobbet for snart fem år siden. Jeg var simpelthen træt af at skulle hænge i med neglene hele tiden. Det piner mig da lidt, at jeg bliver nødt til at have det, men det er svært at skaffe nye kunder og opgaver hele tiden,« siger han.

På trods af den ekstra indtjening har han svært ved at få økonomien til at hænge ordentligt sammen.

»Det går sgu ærlig talt ikke ret godt. Min kone er ansat i det offentlige, og alligevel er det hende, der tjener de fleste penge til os. Så indtil videre holder jeg fast i viceværtjobbet, selv om jeg egentlig er ret træt af det. Jeg ville da meget hellere leve af at være fotograf, men lige nu er det bare ikke det, der betaler vores husleje,« siger Jens Panduro.

 

 

Supplerer med andet arbejde

19 af de 126 fotojournalister i undersøgelsen svarer, at de – ligesom Jens Panduro – arbejder delvist som selvstændig fotograf og delvist i en anden branche.

"For at have økonomisk sikkerhed ved siden af min beskæftigelse som videojournalist arbejder jeg som handicaphjælper. Her har jeg i gennemsnit cirka 24 timer om ugen. Det gør, at jeg ved, at jeg hele tiden kan klare mig," lyder et af svarene.

En anden skriver:

"Jeg arbejder som freelance-fotograf, men jeg laver også alt muligt andet fra måned til måned. I sommer arbejdede jeg på en franskskole i Paris, og inden det var jeg ansat i en måned som researcher på en bog til flygtninge. Jeg har også længe haft et slags studiejob, som jeg beholdt efter endt uddannelse, hvor jeg vejleder et computerfirma via email."

En tredje skriver, at hun indimellem har suppleret med arbejde i en fotobutik, en fjerde har en bibeskæftigelse som tekster, mens en femte arbejder som grafiker på deltid. En del underviser også ved siden af arbejdet som freelancefotograf.

Freelancer: »Jeg er ikke for fin til at lave skolefoto eller bryllupper«

For Jens Panduro, der blev færdig på Journalisthøjskolen i 2006, har det ikke altid været svært at leve af at være fotograf. Men med årene har han mærket på ordrebogen, hvordan mediemarkedet har ændret sig.

»I starten kørte det rigtig godt. Dengang lavede jeg næsten kun opgaver for aviser, billedbureauer og blade – der var jo alle de her nye gratisaviser dengang, og jeg havde en fast aftale om et antal vagter om måneden for Polfoto. Men efterhånden som det begyndte at gå dårligere, orienterede jeg mig mere og mere mod erhvervskunder. I dag er det stort set det eneste, jeg laver,« fortæller han og understreger, at han ikke er kræsen med, hvad han siger ja til:

»Hvis nogen vil betale mig for at fotografere, så er jeg næsten ligeglad med, hvad det er. Hvis jeg føler mig kompetent til opgaven, laver jeg den. Jeg har lige givet tilbud på at fotoregistrere en byggeplads for revner i belægningen og den slags, og jeg er heller ikke for fin til at lave skolefoto eller bryllupper,« siger Jens Panduro.

Svært at basere en økonomi alene på fotojournalistik

Fotograf Henrik Kastenskov har ligesom Jens Panduro oplevet, hvordan mediebranchen har ændret sig i de 10 år, han har været i branchen.

»Det er megasvært at basere en økonomi alene på fotojournalistik i dag. De fleste aviser har jo fyret faste fotografer i de seneste år, og mange af dem bruger først og fremmest deres egne tidligere folk som freelancere. Det er forståeligt nok, men det betyder jo, at freelancemarkedet for os andre stort set er forsvundet. Og alt breaking news er jo overtaget af borgerjournalister – så hele bunden af det arbejdsmarked, jeg blev uddannet til, eksisterer simpelthen ikke mere,« siger Henrik Kastenskov.

Han fortæller, at det meste af hans indkomst i dag kommer fra undervisning og videoproduktion, typisk for kommunikationsafdelinger i virksomheder, organisationer og kommuner. Han er en af dem, der har svaret i Journalistens rundspørge, at han "kæmper for at få det til at løbe rundt og overvejer at forlade fotofaget af samme grund". Han håber på et tidspunkt at kunne komme til at slippe kameraet og arbejde fuld tid som direktør for webdokumentar-festivalen ’Crossover Web Documentary Festival’, som han har startet.

 

 

Hver tiende har fravalgt fotojournalistikken

Lidt mere end hver tiende fotojournalist uddannet inden for de seneste 10 år – helt præcist 17 ud af de 126 – har ifølge rundspørgen helt skiftet branche eller er gået i gang med en anden uddannelse.

En er snedker i dag, en anden er folkeskolelærer, en tredje er grafiker, mens en fjerde er kommunikationskonsulent. Gitte-Gry Langkjær hører også til i den kategori. Hun blev færdig som fotojournalist i 2009, men arbejder i dag som sygeplejerske på en skadestue.

»For mig var det et nødvendigt fravalg af fotojournalistikken. Både for at jeg kunne overleve økonomisk og som menneske. Jeg fik aldrig rigtig succes som freelancefotograf, og samtidig var jeg også blevet led og ked af den udprægede konkurrencementalitet og mangel på fællesskabsfølelse, som jeg oplevede inden for fotojournalistikken,« siger Gitte-Gry Langkjær.

Hun fortæller, at hun allerede på Journalisthøjskolen fik følelsen af at blive en del af et udskillelsesløb, hvor det gjaldt om at have spidse albuer og holde sine gode idéer tæt til kroppen, så sidemanden ikke snuppede dem.  

»Som menneske kunne jeg slet ikke agere i det der miljø. Jeg er en person, der har brug for at være en del af et arbejdende fællesskab. Jeg får det vildeste kick, når jeg i dag står i en højspændt situation med mine kolleger på skadestuen og kan mærke, at vi alle sammen arbejder sammen mod det samme fælles mål. Den følelse og det fællesskab fandt jeg aldrig som freelancefotograf,« siger Gitte-Gry Langkjær.  

Hun fortæller, at hun altid vil være fotograf inderst inde, og hun kan stadig tage sig selv i at »stå og dåne over et perfekt lysindfald«. Derfor beskriver hun det også som en tung beslutning at skulle skifte retning. Og ikke mindst at tale åbent om, at hun syntes, det var svært at klare sig som freelancefotograf.

»Det havde været en barnedrøm for mig at blive fotograf, så det var ikke let at vende bøtten. Og slet ikke, når man ikke har nogen kolleger, som man kan sige 'fuck mand, går det også lidt skævt for dig?' til. Jeg følte ikke, det var noget, man rigtig kunne tale om. Der var lidt den her facade – som jeg til dels synes, vi fik påklistret fra uddannelsen – om, at vi var de få rå, og at vi kunne noget helt unikt og meget vigtigt. Den facade opretholdt vi nok lidt, når vi mødte hinanden,« siger Gitte-Gry Langkjær, der i dag er ved at starte en bibeskæftigelse som fødselsfotograf ved siden af jobbet som sygeplejerske.  

 

 

Et tabu, at mange har svært ved at leve af faget

Oplevelsen, som hun beskriver, kan fotojournalist Angelina Owino nikke genkendende til. Hun er selv freelancer og oplever det som et tabu i fotojournalistkredse, at mange har svært ved at leve af det.

»Vi har rigtig meget fokus på priser og prestige og international anerkendelse, og vi er rigtig gode til at minde hinanden om, at det, vi laver, er det vigtigste i verden. Men det væsentligste må kraftstejleme da være, om medlemmerne kan leve af det. Eller om de bliver nødt til at have bibeskæftigelse i andre brancher eller have en ægtefælle, der kan forsørge dem. Det er jo en generel ting, som mange kæmper med i branchen – så hvorfor taler vi ikke mere om det?« siger Angelina Owino.

Sidste år blev hun valgt som suppleant til Pressefotografforbundets bestyrelse med et erklæret mål om at ville arbejde for at gøre op med tabuet om, at mange har svært ved at leve af at være fotografer. Det mener hun blandt andet skal ske ved at brede fortællingen om faget – og hvad man kan med det – mere ud.

»Vi bliver nødt til at inspirere hinanden ved at have mere fokus på alt det, folk laver, når de ikke lige står på podiet til Årets Pressefoto og vinder priser. På Journalisthøjskolen og i Pressefotografforbundet skal vi også snakke om de opgaver, der giver brød på bordet. Og vi skal snakke om, hvordan vi får færdighederne til at udføre dem – om det så kræver undervisning i reklamelyssætning, mere video eller marketingkurser for at komme ud over stepperne,« mener Angelina Owino.

Hun synes, det er trist, at mere end hver tredje fotojournalist i Journalistens rundspørge svarer nej til, at de udelukkende lever af at være fotograf i dag.

»Det er da et alt for højt tal,« siger hun.  

Brugte to år på omskoling

Det er dog ikke alle, der helt eller delvist har forladt faget af nød. Én af dem, der efter tre år som freelancefotograf fandt ud af, at han hellere ville noget andet, er Anders Birch. Han blev færdig som fotojournalist i 2007, men arbejder i dag i tv-branchen.

»Jeg var freelancefotograf i tre år og havde egentlig nok at lave – jeg var slet ikke ved at gå rabundus. Men jeg kunne mærke, at jeg stille og roligt var ved at blive træt af den type opgaver, jeg fik. Jeg følte, at 80 procent af det, jeg lavede, dybest set bare var at illustrere andres ting. En journalist havde for eksempel talt med en eller anden – og så blev jeg hyret ind til allersidst og fik lige fem minutter til at lave et portræt af vedkommende. Det var ret utilfredsstillende i længden,« fortæller Anders Birch.

Han brugte derfor 120.000 kroner på at tage en dokumentarfilmuddannelse på ’The New School’ i New York, og efter et år på skolen og et år i praktik har han arbejdet fuld tid i tv-branchen siden. Primært for produktionsselskabet United Production, hvor han har lavet dokumentarfilm og reportageserier til DR og TV 2 i et fast makkerskab med journalist Jakob Vølver. Når de arbejder sammen, er de fælles om at instruere og tilrettelægge, men Anders Birch filmer, og hans makker klipper.  

»Den store forskel på det, jeg gør nu, og det, jeg gjorde før, er, at jeg følger et projekt fra start til slut. Jeg er med fra den tidlige casting til det sidste punktum,« fortæller Anders Birch.  

Selv om han bruger meget af det, han har lært på fotojournalistuddannelsen om at fortælle visuelle historier, så føler han selv, at han har skiftet branche.

»Helt grundlæggende er sproget og måden at fortælle på anderledes. Still-fotografer fortæller i fragmenter, tv-fotografer fortæller i sekvenser og udviklinger fra a til b. Det er en større forskel, end mange tror, og det er ikke noget, man som fotojournalist bare lige lærer på et 14 dages videokursus. Jeg brugte selv to år på at blive omskolet,« siger Anders Birch, der er glad for, hvor han er i dag.  

»Et patchwork af freelancearbejde«

Det er Emil Ryge også. Han blev færdig som fotojournalist i 2010 og har lige siden været deltidsansat som underviser i fotografi på en daghøjskole i København. Dermed er han en af de relativt mange, som i rundspørgen angiver, at de blandt andet tjener til dagen og vejen ved at undervise i fotografi.

»For nogen er undervisning nok et nødvendigt onde, fordi de også skal tjene nogle penge. Men jeg underviser, fordi jeg synes, det er sjovt. For mig har succeskriteriet aldrig været at få et fast job som fotograf. Til gengæld vægter jeg højt at have frihed til også at lave mine egne projekter. Det er typisk projekter, som jeg laver udelukkende for min egen skyld, og som er mere personligt fotografi eller kunstfotografi end traditionel fotojournalistik,« siger Emil Ryge.

Nogle af de fotojournalister, der ligesom ham blandt andet lever af at undervise i fotografi, har svaret i Journalistens rundspørge, at de dermed ikke mener, at de udelukkende lever af at være fotografer. Men sådan ser Emil Ryge det ikke:

»Man kan arbejde som fotograf på rigtig mange andre måder end ved selv at fotografere hele tiden. Jeg føler udelukkende, at jeg lever af at være fotograf, fordi jeg simpelthen ikke beskæftiger mig med andet end fotografi. Og jeg synes personligt, at det at få lov til at introducere og nørde alt det fotografi, som jeg selv synes er allerfedest – at nørde storformatskameraer og den slags – er meget sjovere end meget af det, man ellers kan lave som fotograf,« siger han.

Han gør selv meget ud af at fortælle de af sine elever, der gerne vil være fotojournalister, hvordan virkeligheden ser ud på den anden side af uddannelsen.

»Jeg siger til dem, at det bliver svært. At man skal kunne se sig selv som selvstændig, og man skal være forberedt på, at tilværelsen nok bliver et eller andet patchwork af freelancearbejde, undervisning, egne projekter og markedsføringsopgaver. At der er meget, meget få, som får et fast job, og at der ikke er ret mange, der kommer til at rende rundt med et partisantørklæde og et kamera nede i Mellemøsten og undvige kugler hele tiden,« siger Emil Ryge.  

DMJX forsøger at forberede de studerende

Søren Pagter, der er leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fortæller, at de også der forsøger at forberede deres studerende på realiteterne på jobmarkedet.

»Vi lægger ikke skjul på, at fotojournalistikken både økonomisk og jobmæssigt er under pres, og at der ikke venter et fast job med en fast løn på den anden side af skolen,« siger han.

Alligevel svarer 63 procent af dem, der de seneste 10 år er dimitteret fra fotojournalistuddannelsen, at de enten 'slet ikke' eller kun 'i ringe grad' føler, at skolen har rustet dem til virkelighedens jobmarked, hvor de fleste fotografer er selvstændige.

"Jeg føler på ingen måde, at fotojournalistuddannelsen har rustet mig til, at jeg skulle ud og være min egen chef (…) Vi har på intet tidspunkt lært, hvordan man opretter firma, forhandler løn, opsøger nye kunder. netværker etc.," lyder en af kommentarerne fra rundspørgens kommentarfelt.

Flere andre efterlyser det samme: "Det, jeg skal leve af, lærer man ikke på skolen: Reklame med lækkert lys og Photoshop," skriver en, mens en anden anfører, at "den virkelighed, man kom ud til som færdiguddannet, viste sig at være en hel del anderledes end den forestilling og illusion, man havde opbygget gennem uddannelsen".

Søren Pagter erkender da også, at undervisningen i at starte op som selvstændig ikke fylder nok på fotojournalistuddannelsen i dag.  

»Det er noget af det, vi har haft sværest ved at få til at fungere, og jeg skal være den første til at indrømme, at vi ikke har fundet den rette formel for, hvordan man underviser i de her ting. Men vi er opmærksomme på det,« siger han.

På spørgsmålet om, hvad han tror, der afgør, om man formår at klare sig som freelancefotograf, svarer han:

»Jeg tror, det handler rigtig meget om at finde en fornuftig balance mellem sine drømme og det, der er realistisk at lave. Men derudover synes jeg godt nok, det er svært at sige. Jeg har både set meget talentfulde og dygtige studerende, der har haft masser af drive på skolen, men som ikke har kunnet få det til at køre bagefter – og så har jeg set studerende, der klarer sig fremragende, selv om jeg havde tænkt, at det godt kunne blive op ad bakke,« siger Søren Pagter.  

En lettelse at droppe forsøget på at leve af at fotografere

For fotojournalist Martin Kurt Haglund, der for snart et år siden kom hjem fra de finske skove, har det været en lettelse at droppe forsøget på at leve af at fotografere. Efter knap et års ansættelse som pædagog i et asylcenter har han nu søgt ind på pædagoguddannelsen.

»Jeg synes, at jeg har kæmpet for at blive set og hørt som fotograf i fem år – det har været konstant op ad bakke, og jeg har været mega stresset hele tiden. Jeg har tit tvivlet på, om jeg simpelthen bare ikke var dygtig nok. Men jeg har egentlig brugt 2016 på at nå frem til, at det ikke er tilfældet. Jeg er ikke en dårlig fotograf, men jeg har ikke været en god nok freelancer. Købmandskabet ligger ikke så godt til mig, og jeg har lidt for let ladet mig ramme af muren,« siger Martin Kurt Haglund.

Han tror, at han selv ville have haft det lidt nemmere i tilværelsen som freelancefotograf, hvis der havde været en større åbenhed på både uddannelsen og internt imellem fotografkollegerne om, at det for mange er en kamp at klare sig på freelancemarkedet.

»Men jeg tror ikke, det er noget, vi tør snakke særlig meget med hinanden om. Når man møder andre fotografer, har man jo altid lige et eller andet spændende projekt i gang,« siger Martin Kurt Haglund.

Til februar starter han på pædagoguddannelsen. Men det betyder ikke, at han har lagt fotografiet helt på hylden.  

»Jeg fotograferer stadig, men i dag er det på mine egne betingelser og mine egne præmisser. Lige nu nørder jeg lidt med at fremkalde sort/hvid-negativer i kaffeblandinger. Det kan jeg gøre, når jeg har lyst og tid til det,« siger han. 

 

 

Tilføjet klokken 15.25: Anders Birchs selvportræt er taget i samarbejde med Ditte Valente, men ved en fejl blev hun i første omgang ikke krediteret under billedet.

Rettet 11/11 klokken 8.52: I en infografik fremgik det, at 47 pct af de medvirkende i rundspørgen var fastansatte, imens 15 pct var freelance. Det er omvendt, som det også står i brødteksten. Fejlen er rettet, Journalisten beklager.