search

»Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle komme i nærheden af sådan noget her. Jeg har jo ikke været sådan en hårdtslående journalist,« fortæller Henrik Moltke. Malene Korsgaard Lauritsen

i

»Jeg har jo ikke været sådan en hårdtslående journalist«

Sammen med Information vandt Henrik Moltke kapløbet om at få fat i de danske Snowden-dokumenter. Han havde tilsyneladende også en finger med i spillet om WikiLeaks, og i dag sidder han i Berlin med Snowden-arkivet

Journalisterne bag Informations afsløringer af NSA’s aktiviteter i Danmark går ofte i sort tøj og ser alvorlige ud. Men da de i november modtog prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik, virkede de tre danske journalister mere som overvældede, glade drenge. Efter de obligatoriske taksigelser tog Henrik Moltke, som er den ene af de tre journalister, ordet:

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at på den internationale scene har vores artikler gjort indtryk på nogle af de folk, der har arbejdet med de sværeste artikler andre steder. Jeg synes virkelig, det er imponerende (…) Det vil jeg gerne rose os selv for, og i øvrigt sige tusind tak til jer alle sammen. Det er fantastisk,« sagde Henrik Moltke fra scenen i Odense Kongres Center, hvor prisen blev uddelt i forbindelse med Fagfestival 2014.

Henrik Moltke siger, hvad han vil, uden at tage hensyn til klassiske journaliststandarder for, hvornår man bør holde igen. Det gælder både med hensyn til at rose sig selv i en takketale og at frontalangribe politikere og andre medier, hvis han er uenig med dem. Selvrosen i takketalen skal netop også ses i lyset af politikere og andre mediers håndtering af Informations historier om Snowdens lækkede dokumenter. Imens dokumenterne har sat den politiske dagsorden i flere lande verden over, har modtagelsen i Danmark været noget mere dæmpet.

Ekstra Bladets journalister, der var nomineret til den samme pris for deres dækning af Lars Løkke, skar det ud i pap, da de med et smil på læben mødte de tre journalister fra Information i rygeområdet efter prisuddelingen:

»De sagde noget i retning af: ’Der er jo ikke nogen, der har hørt om jeres historier’. Det var ret sjovt, for de var meget ærlige. Så fik de lidt champagne, og så var vi alle sammen gode venner,« fortæller Henrik Moltke.

Begrænset gennemslagskraft

Journalisterne fra Ekstra Bladet har ret. Ingen politikere eller embedsmænd er kommet i klemme på baggrund af Informations historier. Der er ikke iværksat nogen undersøgelser, og mængden af gule breaking-bannere har været meget begrænset – i hvert fald i forhold til Lars Løkke-historierne.

Som Henrik Moltke tydeligt gav udtryk for fra scenen i Odense Kongres Center, mener han ikke, det skyldes manglende journalistisk kvalitet. Det giver amerikanske Laura Poitras ham ret i. Sammen med journalisten Glenn Greenwald har hun været den bærende journalist bag Snowden-historierne. Det var dem, der mødte ham i Hong Kong og siden har forvaltet det arkiv af lækkede dokumenter fra NSA, som Snowden overrakte dem. Dokumenterne er blandt andet blevet til historier i The Guardian og Washington Post, som delte Pulitzer-prisen for Public Service – den fineste journalistpris i USA – begge med Laura Poitras på byline:

»Dokumenterne i sig selv har mange informationer. Men de bedste historier, jeg har arbejdet på, har kombineret dokumenterne med undersøgende journalistik om emnerne. Dét, som jeg satte stor pris på ved at arbejde med Information, var, at de ikke bare opsummerede, hvad der stod i dokumenterne, men bidragede med meget, som de gravede sig frem til,« fortæller Laura Poitras, der selv har været en del af arbejdet med artiklerne i Information og også står som byline på Informations historier.

Berlins hacktivist-miljø

De tre andre journalister i bylinen er Anton Geist, Sebastian Gjerding og så Henrik Moltke. Sidstnævntes rolle har primært været analyse og forståelse af selve dokumenterne fra Snowden. Det har han gjort så godt, at Laura Poitras efterfølgende har hyret ham som én af en lille håndfuld mennesker, der arbejder på hendes kontor i Berlin.

Her finder han historier i arkivet med Snowden-dokumenterne og sørger for kontakten til de medier, der skal bringe historierne. I november havde han lavet hovedresearchen til en afsløring af, hvordan telefonselskabet Vodafone havde givet den britiske efterretningstjeneste adgang til en række centrale kabler. Historien blev bragt simultant på den britiske Channel 4, de tyske tv-stationer NDR og WDR og den tyske avis Süddeutsche Zeitung.

Journalisten møder Henrik Moltke i Berlin i december. Det er ikke tilfældigt, at arbejdet med Snowdens dokumenter foregår her. I hvert fald ikke ifølge det lokale engelske tidsskrift Exberliner, der i efteråret dedikerede en forside til byens fællesskab af udenlandske digitale aktivister. Ud over folk med tilknytning til Snowden tæller det også folk fra indercirklen af WikiLeaks og en lang række hacktivister, som er betegnelsen for hackere, der bruger deres tekniske kunnen til politiske formål – typisk noget med informationsfrihed og menneskerettigheder:

“Berlin’s Digital Rebellion,” stod der på forsiden med underteksten “Whistle-blowers, Cypherpunks and Hackers: The post-Snowden resistance is right on our doorstep. Are you ready to join the fight?” 

Sommerfugle i maven

Henrik Moltkes lejlighed i Kreuzberg hænger et verdenskort med alle de fiberoptiske kabler, som forbinder computere over hele verden og reelt udgør rygraden af internettet. Hans rolle sammen med Laura Poitras er at finde informationerne i arkivet, samarbejde om den videre research med de pågældende udenlandske medier og til sidst godkende mediernes brug af Snowden-dokumenterne. I historien om Vodafone blev det hele meget presset til sidst:

»Alle arbejdede meget op til deadlines, så der var et problem med, at Laura ikke taler tysk, og jeg var funktionsleddet i midten. Når hun skulle læse igennem, så var jeg nødt til at sidde og oversætte, og det kunne jeg simpelthen ikke gøre hurtigt nok, når der var fire medier samtidig, der havde forskellige versioner af historien. Dér sad jeg faktisk og skulle tage ansvaret for at godkende det. Det gjorde jeg så fem minutter før deadline,« fortæller Henrik Moltke.

»Hvis jeg havde sagt ”træk det” til Süddeutsche, så var de tyske tv-stationer også nødt til at trække deres udsendelser, og Channel 4 skulle trække deres store journalistiske flagskibsprogram. Det var lige lidt større drenge, end jeg er vant til at lege med, og der var lige lidt flere sommerfugle i maven, end jeg syntes var sjovt,« fortæller Henrik Moltke.

Aftale i Rio

For halvandet år siden var det ham, der kæmpede for at få adgang til indercirklerne og de Snowden-dokumenter, der handler om Danmark. Faktisk mødte jeg Henrik Moltke første gang, kun få minutter efter at han sammen med sin kollega Sebastian Gjerding havde fået en mundtlig aftale med Glenn Greenwald om, at Information skulle lave en historie med de danske Snowden-dokumenter. Det skete på et hotel i Rio i oktober 2013, hvor der var en stor international konference for undersøgende journalistik. På det tidspunkt sagde Gjerding og Moltke dog ikke noget om, at aftalen var faldet på plads, og at de reelt havde vundet kapløbet om Snowden-dokumenterne foran Danmarks største mediehuse.

Efter konferencen boede jeg sammen med dem et par dage i den lejlighed, som Moltke havde fundet, fordi den lå tæt på det bedste surf-spot i Rio. Jeg var i byen med dem om aftenen, og jeg vågnede med hårde tømmermænd om morgenen, da Moltke kom glad hjem i lejligheden efter flere timers morgensurfing med brættet under armen. Sit eget surfbræt, som han havde taget med hele vejen til Rio sammen med sin egen feinschmecker racercykel, som han kørte rundt på i favellaerne og op til Rios Jesus-statue på toppen af et bjerg, hvor andre turister tager en svævebane for at komme op.

Moltke er 38 år og har en journalistuddannelse fra Goldsmith Universitet i London fra før årtusindskiftet. Meget af journalistik-undervisningen gik med at fortælle hans medstuderende kinesere, hvordan teknikken fungerede, og han havde ikke regnet med at skulle lave undersøgende journalistik:

»Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle komme i nærheden af sådan noget her. Jeg har jo ikke været sådan en hårdtslående journalist,« siger Henrik Moltke.

Efter London læste han litteraturvidenskab og retorik i otte år på Københavns Universitet. Han bruger en del begreber som ”metonymi”, som han bliver nødt til at forklare for mig, og hans første freelanceartikel for Politiken handlede om alternative virkelighedsopfattelser i film.

Siden da har han freelancet for mange forskellige danske og internationale medier, men hans vej ind i den undersøgende journalistik lader til at være båret mere af interesse for og holdninger til emnerne end af kærlighed til klassisk journalisthåndværk:

»Jeg er meget åben om, at jeg ikke gider sidde i et newsroom og lave tilfældige nyheder.«

Det bærende emne for ham var i mange år ophavsret. Han lavede blandt andet dokumentarfilmen ’Good Copy Bad Copy’, og han var en af de største danske kritikere af ACTA, som var et forslag til en international aftale imod piratkopiering. Den mødte meget kritik af specielt græsrodsorganisationer for at begrænse informationsfriheden og blev til sidst droppet.

Henrik Moltke var blandt andet i ’Deadline’ på DR for at debattere ACTA. Her fik Mozilla Foundation øje på ham. Det er dem, der står bag Firefox-browseren, og de hyrede ham som projektleder til at »gøre deres mission om at holde nettet frit og åbent mere sexet«. Derfor flyttede han til Berlin, hvor det europæiske hacktivist-miljø som tidligere nævnt stortrives.

Samarbejde med hackere

Et af hans projekter var at få dygtige udviklere – såkaldte hackere – ind på større mediers redaktioner, så de kunne arbejde sammen med journalister og lære noget af hinanden. Da han i 2010 rejste rundt og lavede aftaler med europæiske aviser, fik han en henvendelse fra en person med tilknytning til WikiLeaks, der bad ham om at anbefale nogle danske journalister, der kunne løfte arbejdet med WikiLeaks-dokumenterne.

Han begyndte at kontakte forskellige danske medier med tilbuddet om at få en hacker til at sidde og arbejde sammen med journalisterne på redaktionen:

»Jeg brugte projektet som en slags prøveballon for at se, hvor stor interessen var for at gå ind i sådan et projekt. For det var en historie, der ville være en længerevarende forpligtelse, og det ville kræve, at man var interesseret i at gå ind i krydsfeltet mellem journalistik og open-source og hacker-verdenen,« fortæller Henrik Moltke, der til at starte med tænkte, at historierne kunne få mere gennemslagskraft, hvis de kom fra en borgerlig avis.

»Der var interesse, men der kom ikke rigtigt noget ud af det. Jeg følte en vis mathed,« siger Henrik Moltke.

Han endte med at give kontakten til Sebastian Gjerding fra Information, som han vidste kunne løfte historien. Information og Sebastian Gjerding lavede en større dækning på baggrund af WikiLeaks-dokumenter, men han vil af hensyn til sine kilder ikke sige noget om, hvorvidt det havde noget at gøre med kontakten fra Moltke.

Henriks Moltkes feinschmecker racercykel er af det klassiske italienske cykelmærke Bianchi. Her i parken ved Berlins gamle Tempelhof Lufthavn. 
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Efter at Henrik Moltke stoppede i Mozilla, skiftede hans fokus fra ophavsret til overvågning, men han ser en rød tråd:

»Det er lidt samme opskrift. Det er de gnidninger, der opstår, når gamle institutioner bliver utilfredse over, at informationer bliver delt digitalt,« siger Moltke.

Før nogen kendte noget til Snowden, begyndte Moltke at interessere sig for de kabler, der udgør internettet rent fysisk. Det er blevet til en meget forsinket radiodokumentar, som blev sendt på P1 i starten af januar i år, hvor han forklædt som motionscyklist kører rundt forskellige steder i verden og finder de kabler, der binder nettet sammen – og de steder, hvor efterretningstjenesterne opsnapper det hele. 

Hans engagement for emnet kommer tydeligt til udtryk, da han på et tidspunkt står og kigger på det område, hvor den britiske efterretningstjeneste gemmer en masse kommunikation fra almindelige borgere:

»Jeg har det sgu sådan lidt: Hold kæft, hvor er det fedt at afsløre det her. Hvor er det luset, hvis I gør de her ting, at I i det mindste ikke fortæller offentligt, at I optager alle menneskers kommunikation. Om man så bruger det til noget nobelt eller ej,« siger han i dokumentaren, der hedder ’Hvor internettet bor’.

Stort engagement

Henrik Moltke understreger, at hans holdninger ikke influerer hans journalistiske tilgang til de historier, han laver, men han prøver ikke at skjule, hvad han mener:

»Jeg har holdninger, det har jeg. Det er, fordi jeg ofte er overbevist om, at jeg har ret,« fortæller han.

»Når jeg siger, hvordan jeg ser tingene, så gør jeg det ikke på en måde, hvor jeg prøver at fortælle lyttere eller læsere, at det skal du synes. Det vil jeg nødigt gøre. Men det synes jeg, der er meget journalistik, der gør ved at foregive at være objektivt, men som fremlægger sagerne på en måde, der kognitivt siger, at nu skal du tænke sådan,« fortæller Moltke.

Han kan ikke holde engagementet tilbage, hvis andre medier dækker hans emneområder på en måde, han mener er forkert. I november 2013 – før Informations historier om NSA – skrev Politiken en artikel om, at NSA overvågede dansk internettrafik. Klokken fire om natten skriver Moltke på Twitter: ”nu må Politiken tage sig sammen; INGEN DOKUMENTATION!”.

Senere kaldte han på Facebook historierne ”de mest misforståede og overdrevent vinklede NSA-historier (…) med helt udokumenterede påstande om DK”. 

I dag forklarer han, at han ikke mener, Politikens historier var særligt gode, fordi der er tale om almindelig registrering af, hvilken vej internettrafikken går. Det er noget, som en række virksomheder også foretager, og det har intet at gøre med indholdet af kommunikationen:

»Det er klart, at for mig var det vildt provokerende, for jeg havde brugt masser af min fritid på at finde de her steder, hvor der foregår reel overvågning, og så læser de et eller andet halvkvædet i New York Times, om at der står sådan en server i Danmark, og så bliver det til en forsidehistorie,« siger Henrik Moltke i dag.

Han går også hårdt til politikere, når han mener, at de udtaler sig dumt. I november gav socialdemokraten Jeppe Bruus et interview om Snowden-historierne til ’Deadline’. Efterfølgende skrev Moltke på Twitter:

”Det er så absurd, at selv den værste våben-elskende bibelbasker-republikaners syn på Snowden ville virke fornuftigt ifht Bruus.”

I dag er han begyndt at sende sine tweets forbi andre, inden han offentliggør dem:

»Jeg ved godt, at jeg har en måde at udtrykke mig på, når jeg fagligt bliver irriteret, som kan støde nogle mennesker. Det er bare, fordi jeg er så begejstret for emnet. Jeg roser jo også meget, når jeg synes, det er godt. Men tænk, før du tweeter. Det kunne jeg godt bruge lidt mere,« siger Henrik Moltke.

Imod ideen om objektiv journalistik

Dækningen af NSA har fra starten været domineret af journalister, der er imod ideen om den objektive journalistik. Glenn Greenwald og Laura Poitras har startet mediet The Intercept. Her er målet at praktisere ”adversarial journalism”, hvor reportere er åbne om og tager udgangspunkt i deres egen overbevisning om det, de skriver om. Glenn Greenwald har blandt andet argumenteret for, at traditionel journalistik er bange for at fortælle sandheden og i stedet gemmer sig bag en fremstilling af, hvad de forskellige parter mener – og det bliver udnyttet af de parter, der ikke vil have sandheden frem. 

Hvis man maler med den brede pensel, er der en sammenhæng mellem hacktivisme, kampen mod den traditionelle ophavsret, WikiLeaks og adversarial journalism. De står alt sammen for et opgør med traditionelle institutioner, hvad end det drejer sig om efterretningstjenester eller klassiske mediehuse, og det er opgør i informationsfrihedens navn. 

Henrik Moltke har været indblandet i meget af det, og han har endda boet mange år i Berlin, hvor han kender centrale personer i de forskellige bevægelser. Men han bliver tydeligt irriteret, når jeg spørger ham, om det netop ikke er hans holdninger til de her emner, der gjorde, at han og Information fik fat i Snowden-dokumenterne:

»Du kan ikke pege på et sted i vores dækning af Snowden-dokumenterne, hvor vi skulle have skrevet noget usandt eller tendentiøst.«

»Hvis det bare handlede om at få efterretningstjenesterne ned med nakken, var der masser af andre historier, vi kunne lave, men dem laver vi ikke, fordi de ikke er relevante i forhold til offentlighedens interesser,« siger Moltke.

Kapløbet om dokumenterne

Da The Guardian offentliggjorde de første Snowden-historier i juni 2013, gik kapløbet også i gang i dansk presse om at være de første til at få fat i de dokumenter, der omhandlede Danmark. Moltke forsøgte at komme i kontakt med hackeren Jacob Appelbaum, som han havde hørt arbejdede sammen med Laura Poitras. De havde mødt hinanden før, og når Moltke fandt ud af, hvor han hang ud, tog han af sted og sad og ventede i flere timer for at få mulighed for at snakke med ham. På et tidspunkt fik Moltke overrakt en seddel til Appelbaum med ord, han troede man kunne finde noget på, hvis man søgte i arkivet.    

»Der kom ikke noget ud af det. Han syntes vist, jeg var ret creepy til sidst. Jeg tror også, han var presset. Alle ville gerne i kontakt med ham,« siger Moltke.

Anton Geist og Sebastian Gjerding skulle til journalistkonferencen i Rio, så de aftalte, at Moltke skulle tage med, og så ville de forsøge at få fat i dokumenterne via Greenwald, som er bosat i Rio. DR havde sommeren over forsøgt at lave en aftale med The Guardian om at få fat i dokumenterne, men uden held, fortæller redaktionschef Thomas Falbe. Berlingskes gravergruppe forsøgte også at aftale med Greenwald til konferencen i Rio, fortæller lederen af gravergruppen, Morten Frich.

Modsat de andre medier havde Henrik Moltke og Sebastian Gjerding fået en person, der kendte Greenwald, til at sige god for dem. De fik en aftale om at mødes med ham på Royal Tulip Hotel, aftenen inden konferencen begyndte. Royal Tulip var det officielle konferencehotel, hvor mange af de danske journalister også boede.

»Vi havde ventet i lobbyen et stykke tid, på at Greenwald skulle komme. Lige da han er på vej over imod os, kommer en af journalisterne fra Berlingske forbi. Man kunne se, hvordan han får øje på Glenn Greenwald og os, og at han udmærket ved, hvad der foregår,« beretter Moltke.

De satte sig ved et bord i baren, hvor jeg også selv sad et par borde længere nede med nogle danske journalister. Hele baren havde lagt mærke til Greenwald, der var den ubestridt største journalistiske superstjerne i oktober 2013.

»Han havde undersøgt lidt om, hvad Information var for en avis, og hvad vi var for nogle. Det virkede, som om han syntes, vi havde en god baggrund. Men han spurgte også ind til, om Information var en stor nok avis, og om vi havde impact nok. Det fik vi overbevist ham om. Blandt andet ved at fortælle, at andre medier ofte tager Informations historier op, så historierne derfor når bredere ud,« fortæller Moltke.

Det manglende gennembrud

Spørgsmålet er så, om historierne nåede så bredt ud. Det mente journalisterne fra Ekstra Bladet tydeligvis ikke. Information har haft udfordringer med publiceringen af historierne. Den første historie, de lavede, som handlede om, at NSA’s spionage imod klimatopmødet i København breakede samme nat, som SF trak sig ud af regeringen.

»Det var mega nedtur, når man har brugt flere måneder på sådan en historie, og vi var alle sammen meget deprimerede, da vi mødte ind på arbejde,« siger Moltke.

Det manglende gennembrud skyldes også, at andre medier – med nogle få undtagelser – ikke har fulgt op på Informations historier, mener Henrik Moltke. Han peger specielt på DR, som også har fået kritik fra Informations chefredaktør, Christian Jensen. Lørdag den 1. november skrev Information deres tredje og indtil videre seneste større historie på baggrund af Snowden-dokumenterne. Den afslørede, at den britiske efterretningstjeneste spionerede aktivt imod klimatopmødet i København 2009, og at de havde en ansat udsendt til topmødet.

Historien kørte som topnyhed på TV 2 og blev blandt andet citeret i The Guardian og Süddeutsche Zeitung, men det eneste sted på alle DR’s platforme, hvor Journalisten har kunnet finde en reference til den historie, var en kort benævnelse i ’Deadline’. I TV Avisen den aften var der til gengæld et indslag fra en anti-aldringmesse, hvilket både Henrik Moltke og Anton Geist påpegede på Twitter.

Henrik Molte sammenligner dækningen med Se og Hør-sagen:

»Det var helt vildt at se, hvor meget plads det fik, at nogle få kendte menneskers virkeligt banale bitte små datasæt var blevet brugt, i forhold til den overvågning, vi har dokumenteret. Men jeg tror, et af problemerne er, at før der er en krænkelse, som er meget reel og til at føle på, så gider folk ikke bekymre sig om det,« siger Moltke.

Redaktionschef i DR Nyheder Thomas Falbe siger, at han ikke kan forklare baggrunden for en tre måneder gammel beslutning:

»Det kan sagtens være, at det var en historie, vi skulle have gjort mere ved. Men ting, der falder i en weekend, kan ressourcemæssigt være svære at løfte. Det gælder også noget, der har stået i en avis, hvor vi skal ind og efterprøve dokumentation og påstande for at kunne løfte det til en udsendelse. Hvis Information havde en stor ambition om, at det skulle nå ud bredt, kunne de dele dokumentation og research med os på forhånd, så vi havde mulighed for at kvalificere det,« siger Thomas Falbe.

Han forklarer, at DR rent faktisk satte et par mand til at følge op på Informations første historie om NSA’s spionage til klimatopmødet, som Information publicerede i januar sidste år. De kunne ikke komme videre med researchen ud over det, Information allerede havde skrevet. Han fortæller også, at DR rent faktisk kontaktede Information, da de fandt ud af, at de havde dokumenterne, og tilbød dem samarbejde. Det afslog Information. Sebastian Gjerding forklarer hvorfor i en mail:

”Det er rigtigt, at nogle journalister fra DR kontaktede os meget tidligt i forløbet, men der havde vi kun lige fået råmaterialet, så der var ikke så meget at samarbejde om. Den henvendelse skal vel heller ikke have indflydelse på redaktionelle beslutninger senere i forløbet. DR bør viderebringe historier, der er vigtige for offentligheden,” skriver han. 

Du skyder den over på de andre medier – er grunden til, at historierne ikke er kommet bredere ud, at I ikke har løftet historierne godt nok?

»Det er klart, at Information er en forholdsvis lille avis. En større avis kunne måske have lavet flere små opfølgere og haft flere læsere. Men jeg tror ikke, at virkningen havde været større, hvis det eksempelvis havde været Berlingske, der havde lavet historierne, selv om de sikkert også kunne have nogle gode historier. For politikerne ville ikke tage problemstillingerne seriøst, og så er det begrænset, hvor langt man kan tage en historie,« siger Henrik Moltke.

Ingen politiske konsekvenser

Dagen efter den første historie om klimatopmødet kom ud, ville ’Deadline’ lave en debat, men ingen af partiernes ordførere ønskede at stille op, så det blev Sebastian Gjerding og Anton Geist, der kom i studiet. Enhedslisten og SF har bedt regeringen svare på nogle af de afsløringer, Information har lavet, men de mest magtfulde partier i Danmark kan tydeligvis ikke se problemet.

EU-kommissær Neelie Kroes og generalsekretær for FN Ban-Ki-Moon har på baggrund af Informations historier kritiseret efterretningstjenesternes ageren. Når politikere fra de store danske partier har været på banen, har det primært handlet om andre ting. 

Socialdemokraten Jeppe Bruus fik i en debat sagt, at Snowden havde solgt de hemmelige dokumenter til højestbydende, hvilket han efterfølgende trak tilbage i ’Detektor’. Hans partifælle Ole Hækkerup brugte dog nogenlunde samme argument, da han afslog at tage stilling til den britiske efterretningstjenestes spionage imod klimatopmødet:

»Det ville være forkert, hvis vi konfronterede allierede, hver gang Snowden kommer med et nyt udsagn, for han sidder i Moskva, og jeg tror, at Rusland puster ham i nakken. Vi skal ikke have problemer med vores allierede, hver gang Snowden eller Rusland synes det,« sagde Ole Hækkerup til Berlingske med henvisning til, at Snowden har asyl i Rusland.

Karsten Lauritzen fra Venstre kunne heller ikke få øje på problemerne i Informations afsløring af NSA’s spionage mod klimatopmødet, da han blev spurgt til det på Folketingets talerstol af Enhedslisten:

»Overvågning er mange ting. Jeg får en gang om dagen en presseovervågning, som er mine medarbejdere, der sidder og kigger på, hvor mit navn er nævnt i dagspressen. Jeg tror måske, at Enhedslisten forveksler overvågning med aflytning, og det er to meget forskellige ting. Derfor vil jeg holde fast ved, at der ikke er noget særlig interessant ved den historie, som Information har slået stort op. Og jeg synes da, det er ærgerligt for Information, der har haft så mange journalister til at arbejde på det i så lang tid, at der ikke er mere i det,« sagde Karsten Lauritzen.

Cavling-nomineret

Da nomineringerne til dette års Cavling-pris blev offentliggjort på Twitter, sad jeg over for Henrik Moltke på hans spisebord ved siden af verdenskortet med internetkablerne. Han var i gang med at tale om internationalt journalistsamarbejde, da jeg læste beskeden op:

»What! Er det rigtigt? fucking a…hvad siger man så? Tusind tak. Vildt!«

Han så endnu gladere ud, end han gjorde fra talerstolen i Odense Kongres Center. Der gik nogle minutter med storm på sociale medier og offentliggørelsen af de andre nominerede. Han sagde faktisk, at han syntes, Morten Pihl fra Jyllands-Posten havde fortjent at vinde, men omvendt kunne det også være fedt at få prisen foran statsministeren, der ikke har villet forholde sig til historierne.

»Det er mega fedt, for det kan give noget opmærksomhed og noget ny energi til vores projekt. Vi er jo ikke færdige overhovedet. Det er også lidt en vindikation mod de politikere, der har latterliggjort os,« siger han. 

Morten Pihl vandt Cavling-prisen i starten af januar. I nat fik Laura Poitras’ film om Snowden, ’Citizenfour’ en Oscar for bedste dokumentar. Her er journalisterne fra Information også krediteret.
Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen