Hvornår fandt du ud af, at du skulle være journalist?
”Jeg føler aldrig rigtig, jeg har været i tvivl. Mine forældre har altid været nyhedsjunkier, og jeg husker det, som om jeg hver aften som barn sad og så TV Avisen med dem. I en alder af otte-ni år var jeg meget fascineret af Mette Fugl. Jeg blev meget grebet af det med at formidle til folk. Senere blev jeg optaget af kulturforskelle og især Mellemøsten.”
Hvorfor Mellemøsten?
”I 9. klasse var vi kun seks etniske danskere i min klasse, resten var primært fra Mellemøsten. Det var omkring år 2000, og allerede dengang var der en del politisk debat om den mellemøstlige kultur, blandt andet arrangerede ægteskaber. De, jeg gik i klasse med, som blev mine venner, fik mig til at se nogle helt andre sider af det, der blev diskuteret. Den kløft gjorde mig nysgerrig på at forstå mere.”
Du kom i praktik på TV 2 Øst, hvorfor det?
”Jeg ville gerne lave tv, og jeg ville gerne være journalist i Mellemøsten. TV 2 Øst var kendt for at være god til at uddanne videojournalister, og lige så snart jeg var færdig i praktik, søgte jeg ind på News. Det var et godt sted at arbejde, men jeg kunne mærke, at jeg gerne ville til Mellemøsten, så i 2012 gik jeg til Michael Dyrby (daværende nyhedsdirektør, red.) og spurgte, om han ville give mig et kamera med til Libanon. Hvis det ikke fungerede, kunne jeg jo bare levere det tilbage. Det gik fint, og jeg var her i en otte måneders tid.”
Hvorfor ikke længere?
”Jeg blev tilbudt fast job som livereporter i DR på et tidspunkt, hvor sikkerhedssituationen kun blev værre, og som freelancer er det svært at sikre sig. Desuden er det ikke billigt at bo i Beirut, så da jeg fik tilbuddet, tog jeg det.”
Så var du på DR i tre år, indtil du sidste år søgte stillingen hos Folkekirkens Nødhjælp. Havde du ingen kvaler ved at sige farvel til den traditionelle journalistik?
”Nej. Da jeg så det her jobopslag, kunne jeg ikke lade være med at søge. At arbejde i en organisation, der hjælper mennesker her, som er i den voldsomme situation i øjeblikket, syntes jeg var meget tiltalende.”
Hvilke reaktioner mødte du fra dine kolleger?
”Faktisk var der en del af mine kolleger, der sendte mig opslaget, da de så det. De fleste ved, at mit hjerte ligger et sted i Mellemøsten, og mange har studset over min hang til vandpiber og arabisk slang. Så det kom ikke rigtigt bag på nogen.”
Hvad var det første, du lavede i dit nye job?
”Jeg versionerede nogle interviews, som vores palæstinensiske partnere havde lavet på nogle projekter på Vestbredden. Og så lavede jeg et indslag om unge libanesere, der laver gadekunst i Beirut. Jeg lavede også ret hurtigt et indslag om mineryddere fra Libyen, som var i Libanon for at blive bedre til det.”
Hvad er den største forskel på dit arbejde i dag og det, du lavede, da du var i Beirut og freelancede for News?
”For det første er jeg ikke længere freelancer, og derfor skal jeg ikke sælge mine nyheder til en tv-station. Der skulle noget ekstraordinært til, før News ville bruge tid på at lave noget fra Beirut. Nu laver jeg reportager fra vores projekter, og det er kommunikation. Bløde indslag, positive historier, som jeg tvivler på, jeg ville have kunnet lave for News, fordi det er en nyhedskanal. Og så har jeg mere tid til research og kan udkomme både på sociale medier og i lange formater.”
Hvordan oplever du, at du arbejder for en interesseorganisation? Er der noget, du skal dække, eller noget, du ikke må dække?
”Jeg er bevidst om, at det her job er en gråzone mellem journalistik og kommunikation, fordi vi også laver historier, der slet ikke handler om vores arbejde. Men der er ikke noget, jeg skal dække. Jeg kan selv sige til og fra. Fordi vi jo er en ngo, og fordi jeg er ansat til at lave kommunikation, laver jeg mange historier om vores arbejde. Men det er historier, jeg synes er vigtige, fordi de handler om hjælp til folk, der er i nød. Jeg vælger dem selv, og jeg ville aldrig lave en historie, som jeg ikke selv kunne stå inde for og ikke selv syntes var vigtig. Jeg siger også nej til historier.”
Hvornår har du sidst sagt nej?
”For nylig talte vi om, at jeg skulle tage hen til et sted, hvor der er ret farligt, og hvor vi har et nyt projekt. Der sagde jeg nej. Jeg laver kun historier, hvor jeg kan se en reel værdi, og hvor jeg ikke taler historien op. Jeg ved ikke, om jeg på et tidspunkt gerne vil tilbage og lave nyheder, og jeg har jo ikke lyst til at smadre min troværdighed som journalist. Jeg vil gerne arbejde som ordentlig journalist, selv om jeg laver kommunikation.”
Hvad er branchens største udfordring?
”At der bliver mindre og mindre tid til nuancer og til at levere en ordentlig kvalitet. Når vi begynder at droppe nuancer og perspektiv for at få journalistikken til at passe med den tid og plads, vi tror, folk efterspørger, skyder vi os selv i foden.”
Hvad er løsningen?
”Sociale medier er med til at skabe problemet, fordi vi kommer til at give efter for deres krav om hurtighed og konstante, korte indslag. Men vi må ikke glemme, hvad vi har lært som journalister. Vi skal give os tid til research, for det er der, vi kan slå de andre. Fordi vi har vores håndværk, har vi stadig mulighed for at vise flere sider af sager, som folk måske glemmer, når de debatterer på Facebook.”
Hvad med journalister i kommunikationsbranchen, hvad skal I?
”Vi skal sørge for ikke at ødelægge det for os selv og hæmme journalisters troværdighed ved at lave noget, der ligner falske nyheder eller skjult reklame. Derfor er vi nødt til at varedeklarere, hvor vi kommer fra. Vi må tone rent flag – hver eneste gang.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Har læst dit indlæg i Berlingske 26. ds. om utroværdige og ansvarsforflygtende danske politikere. Læs min kronik i Weekend avisen 7.12.2017 herom eller kontakt mig på 31104323 eller se min hjemmeside «isfdanmark.dk». Mvh. Henning Sørensen