search

»Jeg har haft ekstremt tunnelsyn«

Han for vild i Grønlands ødemark uden proviant og lod en terning bestemme retningen gennem myretuebyen Tokyo. Magnum-fotograf Jacob Aue Sobol har fundet kæresten med sit kamera - men også angsten, så han en dag vågnede op uden at kunne bevæge sig.

Han for vild i Grønlands ødemark uden proviant og lod en terning bestemme retningen gennem myretuebyen Tokyo. Magnum-fotograf Jacob Aue Sobol har fundet kæresten med sit kamera – men også angsten, så han en dag vågnede op uden at kunne bevæge sig.

Hvorfor har du ikke bare et 8 til 16 job?
»Det har jeg også haft. Jeg arbejdede engang for Dansk Supermarked på et lager i Viby, hvor jeg stablede shampoo. Men i dag er det umuligt for mig at arbejde under andres ledelse eller ordre. Mit arbejde er meget lystbetonet: Hvis gejsten ikke er der, virker det ikke, så jeg er nødt til at gøre det på mine præmisser.«

Hvad drømte du om at blive, da du var barn?
»Forretningsmand. Jeg kunne godt lide at lege købmand, så jeg ville bygge mine forældres udhus om til et lager, hvorfra jeg skulle sælge tøj og legetøj. Som kunstner er det en kæmpe fordel at have forretningssans. Jeg synes faktisk, det er sjovt at være kreativ i forhold til, hvordan jeg kan tjene penge på mine billeder. Eksempelvis købte jeg et stort restlager fra Politikens Forlag af min bog ‘Sabine' på grønlandsk, fordi jeg troede på, at den kunne blive et samlerobjekt. Nu sælges den til kunder overalt i verden til 2000-3000 kroner per kopi.«

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft gennem dit arbejde?
»Jeg skulle på et tidspunkt fotografere en kvinde på Islands Brygge. Jeg kan huske, at hun duftede helt utroligt godt. Det var ikke en velkendt duft som parfume eller sure sokker, men en duft af hende. Hun virkede ekstremt åben, og jeg blev forelsket på stedet. Vi blev kærester og er stadig sammen.«

Hvad er det værste, du har oplevet?
»Fra 2000-2002 boede jeg i Grønland, hvor jeg skulle gå 50 kilometer gennem et bjerglandskab til en anden bygd. Undervejs mistede jeg sporet. I 50 timer gik jeg rundt alene i sne til livet. Jeg anede ikke, hvor jeg var, fik vabler i ansigtet af solen og turde ikke hvile mig, for der var minus 25 grader. Jeg havde ingen proviant med, men fandt en forladt sommerplads, hvor nogen havde efterladt noget gammelt hundemad, som jeg spiste. På et tidspunkt fik jeg øje på en fjeldtop, jeg kendte, og kravlede det sidste stykke hjem, fordi jeg var udmattet, og isen på fjorden var tynd. Jeg var 23 år og nok lidt naiv. Derefter besluttede jeg mig for at blive oplært som fanger og udviklede en stor respekt for naturen.«

Hvad arbejder du på lige nu?
»Mit nye projekt handler om tvillinger, om symbiosen med et andet menneske. Det er en meget personlig ting for mig, for jeg er selv tvilling. Som børn havde min bror og jeg ikke brug for andre. Så bliver man teenager og vil væk fra hinanden, men jeg er aldrig rigtig blevet et selvstændigt menneske. Og med de kærester, jeg har haft, har jeg måske behandlet dem lidt for meget, som var de min tvilling. Alle siger, at symbiosen er farlig, hvis du er afhængig af den. Men i mit hoved er den også smuk. I mine billeder har jeg søgt det nærvær, jeg havde med min tvilling.«

Hvad er den mest ekstreme situation, dit arbejde har bragt dig ud i?
»I Grønland skulle jeg fotografere en fødsel. Kvinden, som var min daværende kærestes søster, havde veer i 15 timer, og der blev råbt og skreget, grædt og grinet. Det absurde i situationen var, at da barnet havde fået hovedet ud, sagde hun: »Jeg kan godt vente lidt, så Jacob kan tage nogle billeder.« Det var en ekstremt voldsom og fantastisk oplevelse.«

Hvad fortryder du mest?
»Jeg ville virkelig gerne have været rapper. Da jeg voksede op i Brøndby Strand, fik jeg meget energi fra grupper som Cypress Hill og NWA. Det var aggressivt og gav mig lyst til at skabe. Nogle gange kan jeg blive ærgerlig over, at jeg ikke gjorde det, og tænke over, hvordan mit liv kunne have været – måske kan jeg nå det endnu? Samtidig er jeg virkelig glad for de ting, jeg har skabt. Men jeg har til tider haft ekstremt tunnelsyn, hvilket også har medført isolation. Efter at jeg kom hjem fra Grønland, isolerede jeg mig i et år i en lejlighed på Nørrebro og kiggede på alle mine billeder af Sabine. Selv om vores kærlighedsforhold var slut, kunne jeg ikke give slip. Jeg begravede mig så dybt i mit visuelle univers, at jeg mistede kontakten til omverdenen. I dag er det anderledes. Jeg elsker at være sammen med andre mennesker, men er stadig meget kræsen i forhold til, hvad jeg bruger min tid på og med hvem.

Hvad er du mest stolt over?
»At det er lykkedes at skabe et visuelt sprog, som er mit helt eget, til trods for et konstant pres fra omverdenen om at passe ind, tjene penge og være normal. Jeg har holdt fast i det, som jeg mener er vigtigt at fortælle om: At vi har brug for hinanden. Mine billeder er en konstant søgen efter kontakt, nærhed og intimitet. Jeg er god til at gøre de ting, jeg sætter mig for, i stedet for at sætte mig ned og tænke over alle problemerne.«

Hvad har held og tilfældigheder betydet for din karriere?
»Tilfældighederne spiller hele tiden ind, for jeg kan godt lide det uforudsigelige. Helt konkret bruger jeg et teknisk begrænset lommekamera, hvor der kan opstå uventede ting på billederne. I Tokyo dyrkede jeg tilfældighederne ved at kaste en terning og lade den bestemme, hvilket område jeg skulle fotografere i. Når jeg gik ned ad gaden blandt tusindvis af mennesker, valgte jeg dem, som så spændende ud, dragede mig eller lugtede interessant.«

Har du måttet give afkald på noget for at nå derhen, hvor du er i dag?
»Jeg har haft ekstremt meget stress og mærker stadig efterdønningerne. Det værste, jeg har oplevet, er den der angst, du ikke aner, hvor kommer fra. Hvor du vågner op og er så paralyseret, at du nærmest ikke kan bevæge dig eller gå ned og hente en liter mælk. Det var et resultat af flere ting. Jeg havde arbejdet vildt meget og svigtet min daværende kæreste. Jeg tog mig ikke den tid, der skulle til, for at kunne leve sammen med et andet menneske. Det er en af de ting, som har ændret sig. Jeg har ikke lyst til at betale den pris, jeg gjorde dengang.«

Er der en bestemt begivenhed, der har fået din karriere til at tage en uventet drejning?
»I Grønland blev jeg forelsket i Sabine (som blev skildret i Jacob Aue Sobols første fotobog, red.) og lagde mit kamera på hylden i fire måneder, fordi jeg hellere ville være fanger og fisker. En dag dansede hun rundt i stuen og hev op i sin kjole, så jeg kunne se hendes yndlingstrusser med stjerner på. Mit fotoudstyr var gået i stykker på en slædetur, så jeg fotograferede hende med mit lommekamera. I det øjeblik gik det op for mig, at jeg tog billeder af en anden grund end tidligere, hvor jeg var den traditionelle dokumentarfotograf. Med Sabine var jeg begejstret og ville bevare øjeblikket med hende. Siden har jeg holdt fast i, at det at fotografere skal handle om mere end blot at tage billeder. Kameraet skal bruges som et redskab til at skabe kontakt, nærhed, intimitet.«

Hvad har været dit stolteste øjeblik?
»Jeg er meget stolt over, at jeg turde lave Sabine-bogen og fortælle om den her lidt voldsomme kærlighed, jeg havde oplevet. Der var risiko for at blive misforstået og svinet til, fordi et forhold mellem en dansk mand og en grønlandsk kvinde er tabu. Når du sætter dig selv så meget i spil, bliver det virkelig sårbart. Da bogen kom ud, havde jeg virkelig svært ved at tackle kritik. Men nu har jeg heldigvis fået større selvtillid omkring mit arbejde. Nu får jeg stort set også kun ros i anmeldelserne, hvor jeg altid bliver beskrevet som ‘mesterfotografen'. Jeg skal ikke kritisere folk for at rose mig, for jeg er jo enig, men det er lidt spøjst at opleve, at udgangspunktet er 'mesterfotografen' Jacob. Jeg føler, jeg har meget at lære endnu.«

Hvilke bjerge er der tilbage at bestige?
»Hver dag, når jeg tjekker min mail, er der en ny mulighed i indbakken. En del af det at blive voksen og moden er at vælge fra. Jeg er så privilegeret, at det mest er kulturelle eller personlige projekter, jeg siger ja til. Jeg siger nej til kommercielle opgaver, medmindre jeg er nødt til at tage dem for at tjene penge. Jeg elsker at lave bøger. Tvillinge-projektet bliver også til en bog.«


foto: Sun Hee Engelstoft

Jacob Aue Sobol

  • Født 1976. Autodidakt fotograf.
  • Er som den eneste dansker medlem af den internationale fotosammenslutning Magnum.
  • Har udgivet flere fotobøger blandt andet ‘Sabine' (2004), hvor han fotograferede sin daværende kæreste i Grønland, og ‘Tokyo' (2008) med portrætter af storbyens beboere.
  • Er lige nu ved at lægge sidste hånd på en bog om Bangkok, og til efteråret udkommer ‘Home' med billeder fra Danmark.
  • Bor på Nørrebro sammen med sin kæreste, Sun.

Drømmejobbet
I denne serie tegner Journalisten en række portrætter af journalister, fotografer og kommunikatører, som har fulgt drømmen om "verdens bedste job" helt til dørs.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen