”Jeg har fundet ud af, at jeg er lige præcis den her original”
Det almennyttige boligbyggeri Farum Midtpunkt fik en ny tilfreds beboer, da freelancejournalisten Henrik Vesterberg flyttede ind 1. maj 2018.
På Henrik Vesterbergs egen humørskala er Farum Midtpunkt det bedste sted, han nogensinde har boet. Selv bedre end hjørnelejligheden, han havde på Indre Nørrebro for 20 år siden med sin daværende kæreste.
”Dengang tænkte jeg: Nu bor jeg bare på det hotteste sted i hele byen.”
”Hvis du havde spurgt mig dengang, ville jeg nok synes, at noget måtte være gået helt skævt, hvis jeg skulle opleve at blive lykkelig over at bo her. Men her er fantastisk.”
I årevis har 56-årige Henrik Vesterberg være indbegrebet af en københavnerjournalist på grund af hans ultralokale skildringer i Politiken af storbyens kultur og gadeliv. ”Københavneriet” – som han selv har kaldt det – med den faste kursiv til sidst i klummerne ”Keep Copenhagen Weird.”
Her i Farum elsker han stilheden fra sin nye lejelejlighed.
”Det er så tranquillo, at du tror, det er løgn.”
I trækronerne over for lejligheden er der så mange fugle og egern, at han har anskaffet sig en kikkert, så han kan studere dyrelivet.
”Jeg fik tårer i øjnene, da jeg opdagede, at det var en lejlighed med udsigt,” siger han, da vi sætter os på terrassen med udsigt til grønne træer, kondiløbere og hundeluftere.
En privilegeret Farum-borger
Farum er en pendlerforstad 20 kilometer fra København. Og knap 4.000 af byens borgere bor i Farum Midtpunkt, som er opført i robust beton og en særlig type stål, der ruster og derfor har givet stedet øgenavnet ’Rustenborg’.
På hjemmesiden præsenterer Farum Midtpunkt sig som ”en grøn oase, der vækker glæde”.
”Det ville jeg også skrive, hvis jeg var ejendomsmægler,” udbryder Henrik Vesterberg.
”Men der er virkelig grønt herude,” understreger han.
Når Henrik Vesterberg er flyttet, handler det om penge og om frihed. Her i Farum betaler han 6.000 kroner for de 65 kvadratmeter.
”Her kan jeg leve, som jeg vil. Gå rabundus eller have skriveblokering i to år og alligevel blive boende,” forklarer han.
Han fik lov til at springe over i boligkøen, fordi han har arbejde, er hvid og har en uplettet straffeattest.
”Jeg er en privilegeret borger her i Farum, mens jeg er et udskud i København, der ikke kan betale de mest basale leveomkostninger.”
Hvem bor her? Er der nogen ligesom dig?
”Sammenlignet med indre by, Nørrebro og Østerbro er det folk i alle aldre. Jeg hilser på alle, jeg møder, men jeg har ikke set nogen ligesom mig,” siger han.
Henrik Vesterberg har i årevis haft sin gang i Københavns brokvarterer og indre by på jagt efter interessante, nære historier. Lidt ligesom Dan Turèll, der i sin tid fik opskrevet hverdagen i Politikens spalter.
Henrik Vesterbergs reportager, interviews, lister og iagttagelser er ofte skrevet i en lidt indforstået jeg-stil, men med direkte adresse til læseren. For Henrik Vesterberg kan en interessant historie for eksempel handle om en fed kiosk, læserne bør lære at kende.
”Jeg har altid vidst, at jeg kunne levere noget inden for den genre, som de andre ikke kunne,” siger han.
Her i Farum har Cafe Petrine frokostjazz på programmet i weekenden, og det nærmeste spisested ligger i et industrikvarter ved siden af Silvan.
”Det ligner en kiosk, men de har det mest fantastiske smørrebrød. Lastbilchaufførerne kommer langvejsfra for at spise frokost der.”
Undveg den sure gamle mand
Det var Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen, der foreslog Henrik Vesterberg, at han flyttede fra gå-i-byen-tillægget iByen og i stedet leverede en ugentlig bagside til 1. sektion og skrev for søndagstillægget PS.
”Hun iscenesatte det som et stort spring fremad i min karriere, at jeg ikke skulle skrive for iByen længere.”
Han morer sig, når han husker tilbage på situationen.
For 15 år siden ville han have set det som et personligt angreb. Det gør han ikke i dag.
”Jeg har set folk på den anden side af 50 år blive rasende, hvis de blev flyttet til et andet stofområde,” siger han og parodierer:
”Nu har jeg i så mange år dækket det her område, og jeg ved meget mere om det end selv ministeren.”
Men den tilgang duer bare ikke.
”Den gør dig til en sur gammel mand, og så bliver dit liv kedeligt. Og det er ikke, fordi jeg er født optimistisk. Det er jeg krafteddermame ikke.”
Henrik Vesterberg har P1-programmet ’Søndagsfrokosten’ kørende i radioen. Han ligner ikke den typiske kulturskribent på Politiken. Mere en, der lige kommer fra en musikfestival. Helt afslappet i sind og fremtoning.
Han er klædt i løstsiddende joggingbukser, bare tæer og T-shirt, hvor en rund mave presser sig på. Ligesom en stor tøjbamse, hvor trøjen er krøbet i vask.
Sidste år gik hans tandlæge Gitte i gang med den omfattende opgave at få styr på hans tænder.
”Vi er fortsat i proces med det,” siger han.
Det var 13 år siden, Gitte sidst ordnede hans tænder. En del af tandsættet er forsvundet i mellemtiden.
”Hun sagde, at hendes hobby er at lave gratis tandarbejde for hjemløse, og mine tænder var nærmest i dén forfatning, fordi jeg ikke lige havde økonomi til det,” forklarer han.
Tandlægen foreslog, at de skulle begynde med at sætte flere tænder i undermunden.
”Vi skal jo holde på facaden, Henrik,” forklarede hun.
”Jeg fik lavet det utroligt billigt. Jeg betalte kun 7-8.000, og jeg skylder hende kun 3.000 kroner,” forklarer Henrik Vesterberg om projektet.
Det er en del år siden, Henrik Vesterberg sidst havde en kæreste. Han har heller ikke børn.
”Du har ikke krav på det hele. Det er kvinder, der bestemmer, om de har lyst til at få børn. Men mange børn ville have haft et sjovere liv, hvis de havde haft mig som far.”
Rutineløs tilværelse
Henrik Vesterberg har lagt navn til syv bøger. Reolerne er proppet med digtsamlinger, romaner og biografier om blandt andre idolerne Bob Dylan og Lou Reed. Men også det gamle DR-ikon Otto Leisner.
For øjeblikket sover han på en madras på gulvet.
”Det er det kompromis, man må lave, når man bor i en etværelses lejlighed.”
I det daglige har Henrik Vesterberg indrettet sig, så han slipper for at gå til møder på Politikens redaktion. Han hader møder.
”Med min skrøbelige, udbasunerende, flegmatiske og ekstremt målrettede personlighedstype kan jeg ikke klare alt for faste rutiner,” erklærer han.
Han arbejder ofte sent om aftenen eller om natten inde i København. Til gengæld starter han dagen langsomt. Han er ret begejstret for titlen på Troels Kløvedals seneste bog ’Alle mine morgener på jorden’.
”Det, jeg er allermest lykkelig for i mit arbejdsliv, er alle de morgener på jorden, som jeg selv bestemmer over. Det er så sjældent, at jeg skal noget til en bestemt tid – om morgenen. Fra jeg slår øjnene op, bestemmer jeg selv, om jeg skal gå i gang med at arbejde om en halv time eller halvanden time. Det er jeg glad for.”
Henrik Vesterberg voksede op i Helsingør. Hans far var matros på DSB-færgen til Sverige. Moren havde en vin- og tobaksforretning. Som ung blev han aktiv i byens alternative kulturmiljø, der kæmpede for at få et ungdomshus, ligesom Ungdomshuset på Jagtvej i København.
Han var ofte forbi Frederiksborg Amts Avis’ lokalredaktion i Helsingør for at afsætte historier til de to unge journalister Jes Dorph-Petersen og Søren Kaster.
Allerede dengang tænkte han, at journalistik var et fantastisk fag.
”Journalister har jo access all areas – som man siger inden for rock’n’roll. De taler med borgmesteren, bankdirektøren, skoleeleverne og bumserne nede på torvet. Og folk kommer til dem med tip. Jeg syntes, journalister var top of the pops.”
Lidt uden for det hele iført lang frakke
Efter universitetsstudier på RUC og Københavns Universitet i dansk litteratur, moderne kultur og kulturformidling gjorde Henrik Vesterberg sig første gang bemærket i medieverdenen på magasinet Nat & Dag, en dansk udgave af det svenske Nöjesguiden. Magasinet skulle skrive om kultur og gadeliv set fra brugernes perspektiv. Fortælle de skæve historier, de etablerede aviser ikke var lydhøre for.
I en periode var Henrik Vesterberg chefredaktør på Nat & Dag, og han forventede, at han en dag ville blive en stor kanon i mediebranchen inden for sit felt.
”Måske ikke som medlem af chefredaktionen på Ekstra Bladet, men jeg drømte om at make it big på min egen måde.”
”Jeg ved ikke, om jeg er en god leder, men jeg har rimeligt let ved at tage føringen i forskellige situationer. En karriere i mediebranchen ville betyde, at jeg helt naturligt ville blive chef et eller andet sted,” siger han.
I dag ryster han på hovedet over sin egen naivitet. For ingen tilbød ham det fede chefjob.
Men han brugte en stor del af sine unge år på at være skuffet over, at verden var så utaknemmelig, at han ikke fik den succes som skribent og chef, han havde håbet på.
”Det var et fantastisk spild af liv.”
Han husker, at når han færdedes i byen, kunne han iagttage, hvordan ensomme, midaldrende mænd i fløjlsbukser, cottoncoats og dårligt holdte sko gik skamfulde rundt for sig selv om natten.
”Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg skal satme passe på, at jeg ikke ender med at blive en af den slags mænd,” tænkte Henrik Vesterberg.
”Nu er der gået 30 år, og jeg er blevet en af den slags mænd, der går rundt i lang frakke og er lidt uden for det hele.”
Dengang var det et skrækbillede.
”Nu synes jeg, at det er noget af det skønneste. Forskellen er, at jeg har et formål med at gå rundt og iagttage, hvad der sker.”
På Nat & Dag fik han afprøvet lederdrømmene som chefredaktør i tre år. Det var mere end rigeligt.
”Jeg har ikke temperament til det,” konstaterer han.
Siden har han kun været freelancer, især på Politiken. Han ønsker hverken at være chef eller fastansat.
”Jeg er utroligt glad for det fleksible arbejdsmarked.”
Seriøs gadejournalistik
I 1997 tog han Nat & Dags gadejournalistik med sig, da han var med til at indføre oplevelsesjournalistikken i Politiken-tillægget iByen.
”Vi bragte iByen ned på gadeplan,” sammenfatter han.
Forinden havde en ny café ikke været en journalistisk historie for iByen, fortæller han. Nu forsøgte redaktionen at finde den nye cafés særlige historie. Var indretningen fundet på et loppemarked i Val d’Isère? Eller havde indehaveren tjent sine penge på at filetere fisk på Grønland?
”Tidligere brugte man ofte pressemeddelelser til at dække den slags historier. Vi gik ud i byens zoologiske have for at tale med dyrene.”
Han forklarer, at selv små historier – for eksempel åbningen af et nyt pizzeria – skal behandles med samme seriøsitet, som hvis det var den ombejlede franske økonom Thomas Piketty, der holdt forelæsning på det lokale bibliotek.
”Jeg lyder som en midaldrende, bedrevidende idiot,” skynder Henrik Vesterberg sig at tilføje.
”Men det eneste, jeg siger, er bare, at man skal tage opgaven alvorligt.”
Og hvis man interviewer Thomas Pikkety, behøver man jo ikke lave endnu et interview med ham om den stigende globale ulighed.
“Måske skal man også tale med ham om hans yndlingscafé, hvilken kaffe han drikker, eller hvor han køber sit tøj.”
På Politikens kulturredaktion kom Henrik Vesterberg til at involvere sig for meget, ligesom det var sket på Nat & Dag. I stedet for at bruge tiden på at støve historier op gik han til møder og tog ansvar som en fastansat.
”Jeg begyndte at bruge tid på, hvad der ikke blev lavet, og hvordan de andre efter min opfattelse gjorde det forkert. Jeg visnede og blev en kedelig fyr at være sammen med. Jeg havde det ikke godt med mig selv.”
Han vendte vreden indad, og pludselig ramlede det hele.
”Jeg ved i dag så meget, at vi har fem-seks grundpiller i livet. På det tidspunkt skred tre-fire af mine. Og når det sker, bryder diget sammen.”
Hans tilværelse var præget af ulykkelig kærlighed, utilfredsstillende arbejdsforhold, en skrantende økonomi. Pigen, der skulle erstatte hende, han var ulykkelig over, ville ikke alligevel.
”Hun forsvandt også.”
Weird Copenhagen’s gentrificering
Han blev slået omkuld af meningsløshed, sorte dæmoner og dødsdrift.
”Jeg havde det fint, hvis jeg bare kunne tale om min egen ulykkelige situation.”
En mørk eftermiddag i februar 2002 ringede Henrik Vesterberg til en af sine venner og fortalte, at han havde taget piller og skåret sig i armen.
Han bad sin ven om hjælp til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.
”Jeg vidste, jeg ikke kunne gøre det alene.”
På hospitalet fik han medicin mod svær depression, deltog i morgengymnastikken og talte med psykiatere. I alt var han indlagt i to måneder. Han husker tilbage på tiden med stor taknemmelighed.
”Jeg fik en meget privilegeret behandling, som jeg ikke tror, en enlig mor fra Brøndby Strand havde fået. Men jeg var journalist, og de kendte mit navn, og de hjalp mig, alt hvad de kunne, fordi de kunne se, at jeg var en person med stærk opbakning fra venner og familie.”
I dag kalder han indlæggelsen ”et kluntet og lidt for dramatisk forsøg” på at nå til den erkendelse, at verden ikke indretter sig, som man tror. Han lærte, at man selv skal tage styringen for at få det godt.
”Den følgende sommer var den lykkeligste i mit liv.”
Henrik Vesterberg vendte tilbage til Politiken og skrev videre.
Men noget var ved at ændre sig omkring ham.
Det vilde og skæve Nørrebro, han kendte, var blevet pænt og konformt. Nu var det hele take away, kaffebarer, natklubber og bagerkæder med overpriser.
”Gentrificeringen var så voldsom, at det ville have været sejt, hvis der var åbnet en kontorforsyning. Det var ikke længere et weird byliv.”
Og så var Henrik Vesterberg selv blevet ældre. Og Nørrebro yngre.
”Når jeg gik på gaden, var det ikke mine venner, men mine venners børn, jeg mødte.”
Henrik Vesterberg kunne have valgt at blive boende i sin lejlighed og set andelsværdien stige. I stedet solgte han i 2008 lejligheden, betalte det meste af sin gæld, og tog tre måneder til staterne for at skrive en bog om sin store passion, amerikansk folkemusik. Han besøgte blandt andet Johnny Cash’ gravsted og Sun-studierne i Memphis, hvor Elvis havde indspillet.
“Den tur var udlevelsen af en drengedrøm, og jeg manglede ikke penge.”
Men da han kom hjem, havde han stort set brugt alle sine penge, og han havde ikke noget sted at bo.
Han måtte leje sig ind i en tidligere købmandsbutik i Vanløse uden badeværelse og køkken. Han gik i bad hos vennerne og inde på Politikens redaktion.
”Det var ikke særligt voksent. Men jeg ønskede ikke at tage et kæmpe banklån.”
Hver gang han ville skrive bogen om USA-turen, fik han tilbudt kontrakter på andre bøger. Først om John Mogensen, siden om Johnny Reimar og Otto Leisner.
Men med al ære og respekt for John Mogensen og Johnny Reimar var det vel ikke det samme som at lave en bog om amerikansk folkemusik?
”Hvad fanden bilder du dig ind, er du dum, dreng,” lyder det fra Henrik Vesterberg.
”John Mogensen og Johnny Reimar lavede det samme som musikerne i den amerikanske folkemusik, bare med et poppet udtryk – men med den samme folkelighed,” siger han.
Bogudgivelserne passede fint overens med hans kultursyn.
”Hellere skrive noget dybt om John Mogensen og Johnny Reimar end om Per Kirkebys budskab, som alle andre jo gør.”
Henrik Vesterberg ser i dag turen til USA som begyndelsen på den bedste periode i sit liv. Siden har han for eksempel holdt foredrag om Bob Dylan og John Mogensen, han skriver for det lille månedsblad Københavneravisen og er frontfigur i Politikens turnerende husorkester Edvard Brandes Jam.
Og så er hans stykbetaling på Politiken steget.
Det var takket være et seminar i FreelanceGruppen, hvor en konsulent fra DJ holdt oplæg om freelancetakster, at Henrik Vesterberg opdagede, hvor langt nede i lønhierarkiet han lå blandt Dansk Journalistforbunds freelancemedlemmer – langt efter Reimer Bo-typerne med moderatorjobbene og kommunikationsfreelancerne.
”Der indtrådte en vækkelse i lille Henriks liv,” konstaterer han tørt.
Da han sammenlignede med de fastansattes løn på Politiken, viste det sig, at de tjente meget mere, end han havde forestillet sig.
”Det er ok, at de fastansatte tjener mere end mig, fordi jeg har mine morgener og ikke behøver gå til møder. Jeg troede, de fastansatte tjente 10.000 mere end mig. Men de tjente sgu 15.000 mere,” siger han.
Siden har han engageret sig i Freelancegruppens bestyrelse, og han har fået freelancekunderne til at hæve honoraret. Han tjener i dag 30 procent mere end for fire år siden.
”Jeg har snydt mig selv i mange år, fordi jeg ikke gik så meget op i pengene. Men det gør jeg nu. Jeg har ingen skrupler – og det kan godt være, at det ødelægger en eller anden mellemleders dag, men sådan må det være,” siger han.
Originalen Henrik Vesterberg
Han siger, at man som freelancer ikke skal gå rundt og henvise til tabeller og faste takster hele tiden.
”Men betalingen skal hele tiden ligge i baghovedet. Hvis du er i gang med en historie om et interessant emne, og redaktøren midtvejs foreslår, at du også laver en liste over andre europæiske storbyer – ja, så er det dit ansvar at sige, at det sagtens kan lade sig gøre. Men så skal der skrives 1.000 kroner mere på regningen.”
I virkeligheden handler det om at turde kræve et fair honorar.
”Du kan afdramatisere det ved hele tiden at have penge som et issue,” lyder hans råd.
Som ny Farum-borger er han nu ved at finde byens interessante hjørner og sjove fællesskaber. Han har for eksempel været på stadion og set lokalholdet FC Nordsjælland spille. Tidligere var han FCK-fan, men han synes, at klubben med de nye ejere har udviklet sig til vulgær kapitalisme. Nu har han købt et FCN-tørklæde, en spillertrøje og et håndklæde.
”Jeg tror, jeg bliver her en del år, og der er fodbold nøglen til at lære byen at kende. Jeg tror, fodbold er bedre end at gå til borgermøder.”
Henrik Vesterbergs søster er også freelancejournalist. Hun bliver af venner og bekendte i branchen ofte spurgt om, hvordan det egentlig går med brormand.
”Sidst de hørte noget, var måske dengang jeg var indlagt eller boede i en lejlighed uden bad. Hun plejer at svare: ”Han har aldrig haft det så godt, som siden han trådte i karakter som original”.”
Henrik Vesterberg læner sig tilbage i stolen og kigger på et punkt i horisonten.
”Den udviklingshistorie, vi har siddet og talt om her, handler jo om, at jeg har prøvet at finde frem til mig selv gennem alt gøgemøget, støjen og forventningerne. Og der har jeg fundet ud af, at jeg er lige præcis den her original. Det tog 50 år. Det er satans lang tid. Men så har man jo nået noget. Nogen ville opfatte det som en fornærmelse at blive kaldt orginial, men ved nærmere eftertanke har hun jo ret.”
