“Jeg har en drøm”

  DRs nye generaldirektør, Kenneth Plummer, lyder som en kloning af Martin Luther King, Egon fra Olsen Banden og Helle Thorning-Schmidt. GENERALEN. Han ligner ikke en general. Han smiler venligt med sine store, mørke øjne og slår ofte blikket ned, som om han er usikker på, hvordan hans budskaber modtages.

  DRs nye generaldirektør, Kenneth Plummer, lyder som en kloning af Martin Luther King, Egon fra Olsen Banden og Helle Thorning-Schmidt.

GENERALEN. Han ligner ikke en general. Han smiler venligt med sine store, mørke øjne og slår ofte blikket ned, som om han er usikker på, hvordan hans budskaber modtages.

Umiddelbart er det være svært at forstå, hvorfor DRs hærskare af chefer i disse uger går rundt og frygter for den professionelle brutalitet, denne venlige mand også er kendt for.

Selv siger DRs nye generaldirektør, Kenneth Plummer:

»Jeg er ikke hård og diktatorisk. Jeg er kendt for at have respekt for mine kolleger i systemet. For respekt og omsorgsfølelse. Det gælder fra top til bund.«

Lyder det fra manden, der i branchen får ros for at have reddet Nordisk Film både økonomisk og kreativt, da den gamle Valby-virksomhed havde svært ved at overleve »Olsen Bandens sidste stik«.

Det er en moderne general, der som en anden Martin Luther King nu prædiker fred og menneskelighed fra toppen af DR-siloen i Gyngemosen.

44-årige Kenneth Plummer har afløst den professionelle teknokrat Christian S. Nissen, der indførte grønthøsteren i Danmarks Radio og lavede et system, hvor alle konkurrerede med alle. En stor del af arbejdskraften er i dag ansat på korte, nærmest daglejer-agtige kontrakter.

I et halvt år har Danmarks største medievirksomhed ventet på den nye hærfører. Nu er han her. Og han er stærkt bekymret over, at mange af hans 3.000 medarbejdere har det dårligt.

Over at DRs ansatte, ifølge en netop offentliggjort undersøgelse (se side 15 her i bladet), er en af de mest stressede grupper på det danske arbejdsmarked. Kreative mennesker, som føler afmagt, utryghed og mangler retten til selv at bestemme.

»Det bekymrer mig meget. Det er noget af det, som vi givetvis kommer til at lave om på. Jeg vil ikke gå i detaljer i dag, men ja, jeg vil skabe ro. Selv om mange kan lide at være freelancere, er jeg ikke blind for, at det også skaber utryghed,« siger Kenneth Plummer i en samtale med Journalisten på sit nye kontor, der stadig flyder med flyttekasser.

Og så kommer dansk-amerikaneren, der har rødder på den amerikanske østkyst og siden voksede sig til vellønnede lederstillinger i superkommercielle koncerner som Disney og Mattel, med et budskab, der næsten er Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt værdigt:

»Jeg er jo ud af en gammel fagforeningsfamilie. Så jeg værdsætter virkelig de medarbejdere, der påtager sig et fagligt ansvar. Det er noget, jeg tager meget alvorligt. Min morfar var fagforeningsformand for glarmester-svendenes Københavns-afdeling. Og det har helt klart præget min opvækst meget. Jeg er vokset op som søn af en enlig mor og med et nært forhold til min mormor og morfar. Derfor er det meget vigtigt for mig, at jeg har nogle åbne og direkte linjer til de mennesker, der har påtaget sig et fagligt ansvar. Jeg kommer til at holde månedlige møder med de faglige formænd i DR. Det er vigtigt, at jeg ved, hvor de står, og de ved, hvor jeg står. Jeg vil sætte stor pris på deres rådgivning.«

– Hvordan fik du det her job?

»Jeg tror, jeg blev kontaktet i december måned. Jeg vidste, hvem headhunteren var, og regnede ud, hvorfor han ringede, fordi stillingen jo var slået op. Vi aftalte et møde, og det blev til en række, hvor jeg fortalte, hvad jeg mente, at jeg kunne bidrage med. Herefter kom jeg til en ti timer lang test, hvor jeg blev målt og vejret, gennemførte intelligenstest, færdighedsprøver og hvad ved jeg, inden jeg talte med en erhvervspsykolog.«.

Senere mødte jeg DRs samlede bestyrelse, og samme aften fik jeg et opkald om, at jobbet var mit, hvis jeg ville have det.«

Ville du selv have søgt stillingen?

»Jeg drømte om at få den, og det var det eneste job, der kunne fjerne mig fra Egmont og Nordisk Film. Men jeg ville ikke selv søge. For hvis ikke man bliver spurgt, er man ikke en interessant kandidat til den slags stillinger.«

– Hvad er det for en succes, du har haft?

»Jeg er stolt over, at jeg gik ind i nogle kriseramte firmaer, hvor moralen var lav, og indtjeningen meget dårlig. Så fik jeg dem samlet, fastlagde en strategi og opnåede både store menneskelige og økonomiske resultater. Nordisk Film er i dag den koncern, hvor man kan måle den største medarbejdertilfredshed, hvilket jeg er meget stolt over. Sådan var det ikke, da jeg startede i 1999.«

– Skiftede du mange mennesker ud?

»Det var en virksomhed i dyb krise med filialer i Norge, Sverige og Finland. Der var mange – specielt direktører og mellemledere – der forlod koncernen. Det skete både frivilligt, og fordi de blev bedt om at gå. Vi lægger en plan for fremtiden, og de, der ikke vil være med, må finde noget andet. Når toget kører, så kører det,« siger Kenneth Plummer, næsten som Egon fra Olsen Banden.

– Hvad vil du gøre med DR?

»Jeg har allerede taget nogle beslutninger. Men dem vil jeg ikke fortælle om her. Men noget af det vigtigste er at samle folk, og at der måske skal ske ændringer på den måde, som det kører på.

DR forekommer mig at være bygget meget silo-agtigt op, hvor afdelingerne kæmper med og mod hinanden. Jeg vil have det til at hænge sammen – jeg vil have det til at være holistisk. Hvor det handler om at kæmpe for det samme. Hvor spørgsmålet ikke handler om, hvad der er bedst for mig, men hvad der er bedst for DR. Hvad binder os sammen, og hvilke spilleregler skal vi have.«

– Nu lyder du som John F. Kennedy?

Kenneth Plummer griner højt:

»Jamen for søren. John F. Kennedy er et af mine helt store forbilleder. Han var en helt og blev en legende. Men han døde desværre for ung. Jeg vil have en plan for DR omkring nytår. Når den plan er på bordet, så lægger vi om, og så kører vi efter den. Det kan man være sikker på med mig som leder.«

– Hvad med den stress, der er dokumenteret blandt dine nye medarbejdere?

»Det bekymrer mig, og det er givetvis noget af det, vi kommer til at lave om på. Respekt og omsorg for mine kolleger sætter jeg allerhøjest.«

Og det daglejer-system for journalister, som din forgænger indførte?

»Jeg vil ikke udtale mig detaljeret i dag. Og nu skal jeg ikke kommentere så meget på fortiden i DR. Men generelt skaber det utryghed hos medarbejdere, hvis man laver lappeløsninger hele tiden. Så spørger folk: Hvad sker der med mig? Hvad sker der med min organisation? Derfor er det meget vigtigt at få lagt nogle brede, langsigtede linjer, som alle kan arbejde efter. Jeg vil gerne skabe ro og sikre, at medarbejderne har en forståelse for, hvad deres rolle er på længere sigt.«

– Da du blev spurgt, om du var den nye træner i DR, svarede du 'nej, jeg er den nye anfører'?

»Ja, jeg er anfører for DR. Jeg vil lytte til alle, men når solen går ned, er det mig, der bestemmer. Og også mig, der tager ansvaret.«

DR skal op i verdensklassen

FORANDRING. Kenneth Plummer holder foreløbig sine drømme om det programmæssige indhold i fremtidens DR meget tæt til kroppen.

Men han fornemmer en stor forandringsvillighed – både i DRs direktion og gruppen af mellemledere – til at producere mere trendy tv og radio.

Den nye generaldirektør vil føre DR fra 'super-ligaen til verdensklassen'.

»Jeg fanger nogle signaler om, at man virkelig er klar til at bringe DR op på 'the next level', for at bruge et udtryk fra computerspil,« siger generaldirektøren og understreger, at DR ikke længere skal lade sig styre af politikerne eller de kommercielle konkurrenters programkoncepter.

Reality-shows og boligprogrammer skal DR ikke satse på, og nyhedsdirektør Lisbeth Knudsens drøm om en 24-timers nyhedskanal på DR skyder han ned med ordene:

»Det kunne da være fedt med en stor nyhedskanal. Men vi har begrænsede ressourcer, og jeg tror, at DR vil gøre danskerne en større tjeneste ved at skabe en national kanal målrettet til børn og unge. Og kanaler for historie og videnskab.«

Generaldirektøren vil have grønt lys fra politikerne til at indføre brugerbetaling på nogle af tilbudene i DRs nye medieplatforme på internettet og mobile tjenester. Men han har ingen mening om, hvorvidt det er en god idé at slå DRs regioner sammen med TV 2s regioner, når DR også begynder at sende regionalt tv:

»Det har jeg ikke sat mig ind i. Men det er vigtigt for mig, at DRs regioner er med til at opfylde det behov, der meget snart kommer hos DRs kunder for at få levende billeder på internettet og mobile tjenester.«

Om DRs sportsredaktion siger den sportsglade generaldirektør:

»De høje priser på sportsrettigheder medfører, at DR givetvis i fremtiden bliver nødt til at vælge en del sportsrettigheder fra. Desværre. For jeg synes, at sport er public service, og jeg synes, det er synd, at store sportsbegivenheder som Super-ligaen og Champions League i fodbold ikke kan nå ud til alle danskere.

– Hvad skal DR Sporten så satse på?

»Det må Olav og Lisbeth detailplanlægge. Men på alle vores medieplatforme skal vi i hvert fald sende intelligente nyheder fra hele sportens verden,« siger Kenneth Plummer med henvisning til DRs sportschef og nyhedsdirektør, som har efternavnene Skaaning Andersen og Knudsen.

– Er der tv-programmer, du var ansvarlig for på Nordisk Film, som du ikke vil sende i DR?

»Nej. Det tror jeg ikke.«

– Så en tv-serie som »Fornemmelse for mord« fra Nordisk Film, hvori clairvoyante udtaler sig om uopklarede mordsager, ville godt kunne køre på DR?

»Ha, ha. Nej, det synes jeg bestemt ikke. Den passede godt til en kommerciel tv-station. Men nogle af afsnittene var på kanten af, hvad jeg syntes var i orden.« /A.P. & lj

Kenneth i knibe

Fortryder kritik af P1

UBALANCE. Allerede før sin officielle tiltrædelse som generaldirektør beskyldte Kenneth Plummer journalistikken på P1 for at være i 'politisk ubalance'.

Ordene faldt i et interview med DRs studievært Jens Olaf Jersild under tv-branchens årlige festival, men blev dagen efter kun viderebragt i en mindre artikel i dagbladet B.T.

Måske var det derfor, at Kenneth Plummer turde gentage kritikken i et interview på P1 dagen
efter sin tiltrædelse. Denne gang konkretiserede han sin påstand ved blandt andet at beskylde P1 for at være for 'anti-amerikansk' og for kritisk over for de politiske partier, der ligger til højre for midten.

Generaldirektørens genoplivning af en debat, som de fleste troede var lagt politisk død for et par år siden, udløste til gengæld så mange og store overskrifter i medierne og utilfredshed blandt P1s medarbejdere, at Kenneth Plummer fortryder sine ord.

»Jeg er overrasket over, at mine udtalelser kunne give så store overskrifter. For hvis man lægger mærke til, hvad jeg egentlig sagde om P1, så er det ikke så dramatisk endda,« siger Plummer til Journalisten.

»P1 har i de seneste år arbejdet på at blive bedre til at fylde hele banen ud og slippe af med sin vanetænkning. Generelt gør man et smaddergodt job, både på P1 og i hele radioen. Der er ikke tale om, at vi skal revolutionere, men vi skal udvikle, og vi kan altid blive bedre nogle steder. Et sted er P1. Vi skal dele sol og vind lige. Vi skal være lige søde og lige hårde ved alle.«

– Men hvordan kan en ny generaldirektør, som har haft et halvt år til at forberede sin tiltrædelse som chef for Danmarks største mediearbejdsplads, blive overrasket over, at en så konkret kritik af hans nye medarbejdere vækker opsigt?

»Nogle gange går det hedt til i kampens hede. Jeg burde muligvis ikke have nævnt det anti-amerikanske eksempel.«

– Hvad mente du med det?

»Jeg synes, at den dækning, der er af USAs rolle i Irak-krigen og i det hele taget, er meget kritisk over for USA. Det er for så vidt også ok. USA er den sidste stormagt, der er tilbage. Landet fylder meget i verden på alle måder – kulturelt, militært og så videre. Og der skal vi selvfølgelig forholde os kritisk til amerikanerne. Men så skal vi også, i lidt højere grad end vi gør på P1, forholde os til den anden side af medaljen. USA beriger jo også verden og har stillet op mange gange siden Første Verdenskrig og været garant for demokrati og frihed og har kæmpet for de svagestes ret.«

– Har den holdning også noget med din personlige baggrund at gøre?

»Overhovedet ikke. Jeg er jo halvt amerikaner. Men hvis der er nogen, der er kritiske over for USA, så er det amerikanerne selv. Og jeg har rødder på den amerikanske østkyst, hvor man er rigtig god til selvkritik. Det vil jeg gerne tage med mig ind i DR. Vi skal være bedre til at udøve selvkritik.«

– Var kritikken af P1 din første fejl som general-direktør i DR?

»Det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald noget, jeg har fortrudt bagefter. Helt sikkert.«

– Hvorfor?

»Fordi jeg gerne ville have undgået at tale om konkrete eksempler, programmer og medarbejdere. Mine udtalelser var mere generelle betragt-
ninger om, hvordan vi også på P1 kan blive bedre.« /A.P. & lj

Plummer får kritik af DRs bestyrelsesformand

(denne artikel findes kun på www.journalisten.dk – ikke i bladudgaven)

EVALUERING. Kenneth Plummers optræden i medierne før og efter sin tiltrædelse som ny generaldirektør i DR er blevet fulgt nøje af DRs bestyrelsesformand, Mogens Munk Rasmussen.

Bestyrelsesformanden synes generelt, at Kenneth Plummer har klaret sine første dage i fuld offentlighed som øverste chef for Danmarks største medievirksomhed fint:

»Men nogle af hans udsagn har måske været lidt overraskende. Jeg ville ikke selv have lagt ud med at kritisere radioens P1,« siger Mogens Munk Rasmussen til Journalisten med henvisning til Kenneth Plummers udtalelser om, at P1s redaktionelle linje er for anti-amerikansk og i politisk ubalance til fordel for partierne til venstre for midten.

Bortset fra udtalelserne om P1 betegner Mogens Munk Rasmussen den 44-årige Kenneth Plummer som en drøm af en generaldirektør i DR:

»Han er fagligt velfunderet, en god kommunikatør, konkurrencemenneske, helhedsorienteret, lyttende og en glad dreng,« siger Mogens Munk Rasmussen, som ikke havde hørt om Kenneth Plummer, før headhunter-firmaet Amrop Hever i vinter smed den unge Nordisk Film-direktørs navn på DR-bestyrelsens bord.

Amrop Hevers administrerende direktør, Finn Krogh Rants, siger til Journalisten, at Kenneth Plummer skal evalueres af DRs bestyrelse og Amrop Hever i fællesskab i løbet af det første år af hans ansættelse som generaldirektør:

»Det gør vi altid. Men det er meget sjældent, at en ansættelse ikke går godt for en af de ledere, vi har været med til at headhunte. Det sker højst en til to gange om året ud af mere end 100 ansættelser. Og jeg tror bestemt ikke, det går galt i Kenneth Plummers tilfælde,« siger Finn Krogh Rants. /lj

Legebarn og forretningsmand

TRENDY. Da Kenneth Douglas Plummer holdt afskedsfest på Nordisk Film, sprang han pludselig på scenen, smed skjorten og udførte et Eminem-agtigt nummer med rapperen Jokeren. Plummer havde selv skrevet teksten.

Den nye generaldirektør går ofte til rock- og rap-koncerter og er med sine to døtre på henholdsvis ti og 14 år fast inventar, når FCK spiller hjemmekampe.

På sit nye arbejde har han tilmeldt sig TV AVISENs fodboldhold, ligesom han privat spiller tennis og er oldboys-mester i squash.

Ved jobskiftet droppede Plummer en halv snes bestyrelsesposter, men beholder pladsen i Copenhagen International Film Festival og handelsfirmaet Ronald Accessories. Firmaet sælger solbriller, gaveartikler og andre trend-ting og ejes af en kammerat. Sidste års overskud var på 27 millioner kroner.

Plummer ved ikke, om han forbliver aktiv i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, hvor han er medlem af VL-Gruppe 68. Blandt andre sammen med justitsminister Lene Espersen, assisterende fodboldlandstræner Keld Bordingaard og Lykke Friis fra Dansk Industri.

På Nordisk Film havde han fingrene i hele den kreative produktionsproces. Både i udvikling af spil til PlayStation og tv- og filmmanuskripter. Blandt andet spillefilmssuccesen »Terkel i Knibe«. /A.P. & lj

0 Kommentarer