Husker du din opvækst?

”Min far døde, da jeg var knap to, og min mor døde, da jeg var i puberteten. Det var en krads tid, men det var også en god tid, for jeg fandt ud af, at jeg var en dygtig sportsmand. Jeg strøg til tops i alt, jeg arbejdede med. Især cykling formede min identitet og den måde, jeg tænker og arbejder på i dag. Jeg havde også mange lykkelige stunder som tennis- og bordtennisspiller, men cyklingens hårdhed og jargon passede godt til mig. At være ensom ulv og samtidig indgå i et fællesskab.”

Hvordan kom du i gang med at cykle?

”Jeg var jo alene med min mor, og hun var i perioder syg, så jeg måtte selv cykle til ting. Allerede som helt lille var jeg fascineret af racercykler, og som 13-årig købte jeg en rigtig fed cykel. På det tidspunkt gik jeg med aviser, og en dag så jeg en artikel om ”De Unges Cykelløb” i Aarhus. Jeg tilmeldte mig, stillede op og vandt. Efter det gik det hurtigt. Jeg sigtede mod at blive professionel, men på gymnasiet indså jeg, at jeg ikke var god nok, og i stedet søgte jeg ind på Idræt på Københavns Universitet. Jeg var stadig vanvittigt målrettet – og ung. Første dag på studiet skulle man rejse sig og præsentere sig selv. Jeg sagde, at jeg ville være forsker på August Krogh Instituttet. Det driller mine gamle studiekammerater mig stadig med.”

Hvornår vidste du, at du skulle være journalist?

”Ved et tilfælde mødte jeg Peter Piil til VM i cykling i 1992, og af en eller anden grund spurgte jeg ham: ”Skal vi ikke prøve at lave en dokumentar om professionel cykelsport?” Jeg kendte Bo Hamburger og vidste, hvordan han trænede systematisk, i modsætning til den gamle kultur, som blandt andet Jesper Skibby var repræsentant for. Peter og jeg svingede, og jeg fandt ud af, at medieverdenen var fascinerende.”

Når du slet ikke havde lavet journalistik eller film, hvordan fik du så den idé at foreslå, at I skulle lave en dokumentar?

”På studiet havde jeg en kammerat, som var bartender på Café Wilder, hvor Jørgen Leth kom, og hvor jeg havde mødt nogle filmfolk fra Den Danske Filmskole. Jeg var meget ung, omkring 21, var lige flyttet fra landet til København. Men jeg har altid tænkt stort. I min opvækst var der jo ingen forældre til at kontrollere og sætte grænser. Ingen bremseklodser. Specielt som ung manglede jeg respekt og tonede bare frem og tog ikke et nej for et nej.”

Niels Christian Jung på sit kontor på DR i Aarhus. – Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Hvad fascinerede dig ved medieverdenen?

”Folk. Og at alt kunne lade sig gøre. Peter Piil introducerede mig for Olav Skaaning Andersen, som var ved at lave speciale om tv-dokumentarisme. Jeg skulle til at lave bachelorprojekt. Jeg blev opslugt af alle de her ting og opsat på at lave dokumentar med Olav. Så det gjorde jeg.”

Vidste du godt, at jeres dokumentarer skulle være kritiske?

”Vi elskede jo sporten, men det har altid været naturligt for mig at stille spørgsmål og være kritisk. Omkring 1995 fandt vi ud af, at der var noget, der hed doping, og det begyndte vi at udforske. Og så ville skæbnen, at en af Bjarne Riis’ venner ringede til mig for at høre, om jeg ville hjælpe Riis og hans italienske hold, Gewiss-Ballan, under Danmark Rundt med indkvartering, mad, drikkedunke, massage og den slags. Det sagde jeg ja til.”

Var din selvforståelse på det tidspunkt, at du var journalist?

”Ja. Jeg tog et videokamera med og filmede i det skjulte, og Olav og jeg begyndte vores lange rejse, som vi i 1999 satte et punktum for i dokumentarerne ’Tavshedens Pris’ 1-3. Vi arbejdede tæt sammen, og for at optimere vores parløb begyndte jeg også at fotografere. Den metode, jeg bruger i dag, går tilbage til dengang.”

Men du har aldrig formelt uddannet dig til journalist, fotograf eller klipper?

”Nej. Alt er selvlært.”

Hvordan har du kunnet bruge din fortid som aktiv sportsudøver i journalistikken?

”Når jeg interviewer sportsfolk, siger de tit, at de kan mærke, at jeg har en fornemmelse for deres liv. Det er også meget naturligt for mig at være i den ypperste del af sportsverdenen. Mikkel Hansen, Bjarne Riis, landsholdet. Jeg har det bedst sammen med de bedste. Nogle journalister er dygtige til at tale med magtmennesker, andre er gode til at tale med almindelige mennesker. Jeg har nogle forudsætninger, der gør mig god til at tale med sportsstjerner.”

Hvad synes du om sportsjournalistikken i dag?

”Sportsjournalister er et specielt folkefærd, notorisk kendt for dårlig stil og grimt tøj. De rejser sammen, og det er sådan noget klaustrofobisk noget. Men jeg synes, de bliver kritiseret mere end berettiget. Jeg har jo været med i et par årtier, og lidt firkantet kan man sige, at der er den gamle Gunnar Nu Hansen-generation, hvor man dækker sporten meget begejstret, og så er der en ny generation, som pludselig har skullet agere i en moderne sportsverden med agenter, matchfixing, doping. Og som samtidig er tvunget til at skulle levere hele tiden. Sportsjournalister er blandt dem, der skriver hurtigst, for når kampen er fløjtet af, skal der ligge et komplet referat klar – plus karakterer og måske en klumme. Jeg har meget stor respekt for dem.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Tidsfaktoren. I gamle dage skulle man på sportsnyhederne lave et indslag om ugen. I dag skal man producere flere versioner til forskellige platforme og levere til sociale medier. Det er en på mange måder ulykkelig udvikling, men det er en udvikling, der er svær at stoppe.”

Hvad er løsningen?

”Vi skal være bedre til at stoppe op og sige: Skal vi for enhver pris løbe efter strømmen og masseproducere de samme historier som alle de andre? Eller skal vi hellere satse på at forædle enkelthistorien? Jo oftere vi gør det, jo bedre bliver journalistikken.” 

Foto: Mikkel Berg Pedersen.