Der har ikke været meget tid til at holde fri for Steen Don og Joan Thora E. Laurberg de sidste to år.
Her har de passet deres arbejde som henholdsvis fotograf og journalist på Skive Folkeblad. Stillinger, de begge har haft i mere end 20 år, hvor de har arbejdet sammen om reportager og særtillæg til avisen.
Men samtidig har de ved siden af skrivebordsarbejdet haft gang i et helt andet og langt mere dybdegående projekt – en bog om den 83-årige eneboer Steen Ingolf Gad Østerby, også kendt som ‘Guf’, der bor alene i en nedslidt bus i en mose syd for Skive.
“Jeg har brugt ferier, fridage, afspadsering og weekender på bogen,” siger Joan Thora E. Laurberg
“Man skal virkelig ville det, for det er meget tid, man bruger. Det har også krævet utroligt meget disciplin, fordi det har kørt over så lang tid. Men det kan godt lade sig gøre at komme ud af de vante rammer, man ellers er i,” siger hun.
Det er første gang, de to rutinerede kræfter fra Skive Folkeblad laver en bog. Det har længe været en drøm for dem at fordybe sig i et journalistisk bogprojekt. Men først nu har tiden og idéen været der.
“Fordi vi har så fremskreden en alder, er det skæve historier som det her, der gør det sjovt at være på arbejde. Og så er det klart, at det hjælper, at de praktiske opgaver i hjemmet er begrænset til at tømme opvaskemaskinen. Vi har begge børn, som nu er flyttet hjemmefra,” siger Steen Don.
Forsiden af Joan Laurberg og Steen Dons bog 'Verden ifølge Guf'. Foto: Steen Don
Sømanden, Syrien og den dyre bog
Det var et stort tilfælde, at Steen Don og Joan Thora E. Laurberg besluttede sig for at lave bogen.
I vinteren 2015 var de taget ud til ‘Guf’ i hans bus for at lave en artikel om, hvad han synes om julen. Men han var ikke hjemme, så de to gik igen. På vejen væk rendte de dog ind i den tidligere sømand, der kom gående med en bog om verdens folkeslag til 1.500 kroner i hænderne.
“Vores forestilling om en enebo blev skudt i stykker. Vi tænkte, han var en sølle stakkel, der var blevet fordrevet derude. Men han har selv valgt at bo der, fordi han elsker naturen. Og han er meget vidende. Hvis vi taler om Syrien, så har ‘Guf’ selv været der på sine sømandsrejser,” siger Steen Don.
Efterfølgende blev tanken om at skrive en bog om ‘Guf’s liv som eneboer ved med at dukke op hos de to.
“Vi besluttede os for, at vi ville tage den tid til det, som det kræver. Efter så mange år, hvor den ene opgave bare har afløst den anden, var det spændende at dykke dybt ned,” siger Joan Thora E. Laurberg.
Derfor begyndte de at besøge ‘Guf’ uden for arbejdstid. Uden at fortælle ham, at de ville komme forbi.
“Vi lavede nogle dogmer. Steens billeder inde i bussen er taget uden blitz, jeg citerer ham uden filter, og vi gik ikke efter at opleve nogle særlige ting. Det var afgørende for os, at det var ægte dokumentar,” siger Joan Thora E. Laurberg og fortæller, at ‘Guf’ ikke har godkendt eller læst noget igennem, inden bogen blev udgivet.
Fra ro i jagthytten til kommunalvalg
Der gik næsten et år fra deres første besøg hos ‘Guf’, til Joan Thora E. Laurberg begyndte at skrive bogen.
“Jeg har en lille jagthytte, hvor jeg har siddet sammen med mine hunde med det uden at blive forstyrret. Ingen skulle ringe til mig eller besøge mig,” siger hun.
“Jeg har virkelig disponeret min tid stramt. Det er nødvendigt. Men på grund af arbejdet på avisen har jeg også tit skullet gå fra det, eksempelvis for at dække kommunalvalget. Hver gang har jeg skrevet en dosmerseddel til mig selv med mine tanker om, hvor jeg er, og hvad jeg tænker om, hvor historien skal hen. Det har jeg brugt til at komme tilbage i flowet,” siger hun.
Steen Don har arbejdet anderledes på bogen end Joan Laurberg, fordi han arbejder 74 timer på syv dage i en uge og har fri i den næste.
“Derfor har jeg ikke på samme måde som Joan skullet passe jobbet ved siden af hver uge. Jeg har følt det som et frirum, hvor jeg kunne være mere kreativ med mine billeder, end jeg kan til daglig for avisen,” siger han.
Og Joan Thora E. Laurberg mener, at arbejdet med bogen har gjort hende til en langt bedre skribent for folkebladet.
“Jeg skriver meget mere loose nu og har fået enormt meget motivation undervejs. Efter at have været kolleger i 20 år er det fedt at kunne lave sådan et samarbejde i vores fritid,” siger hun.
83-årige 'Guf' fotograferet i sin bus. Foto: Steen Don
"Du skal slet ikke forsøge at udregne vores timeløn"
Det har været et sats for begge at lave bogen. De har selv betalt for at få bogen trykt i deres eget forlag, som de har oprettet til lejligheden. Og selv om hele første oplag på 500 bøger stort set er solgt, er det ikke noget, de mærker på bundlinjen.
“Vi beholder skindet på næsen. Men vi kan ikke købe en dyr middag for det,” siger Steen Don.
“Og du skal slet ikke forsøge at udregne vores timeløn,” siger Joan Thora E. Laurberg og griner.
Men det har heller ikke været det, det har handlet om, understreger de begge. Det handler i stedet om den tykke bog på over et kilo trykt på tykke sider med billeder i højeste kvalitet, som nu ligger hjemme hos dem begge.
“Det har handlet om kærligheden til faget. Det har været fantastisk fedt at kunne sige, “nu gør vi det”. I stedet for bare at tænke på det,” siger Joan Thora E. Laurberg.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@Holger Jepsen
Årsagen til at der er så mange læsere nu, er jo at det er gratis. Læserne vurderer jo med rette, at kvaliteten er så ringe at det ikke er værd at betale for.
At kvaliteten er så ringe skyldes jo at hovedparten af de danske journalister har en uddannelse på niveau med en gennemsnitlig butiksassistent. I kan begge sælge og formidle, men i har ingen varekundskab af betydning.
den ser rigtigt spændene ud den bog.
den vil jeg anbefalde til, min familie
jeg glæder mig til at se de flotte naturbilleder
og læse livet ifølge Guf, og om hans liv.
Henrik. Jeg ved godt, at du har forladt faget. Derfor er du måske undskyldt. For du tager fejl. Aldrig har vi haft fat i så mange læsere som nu. Problemet er, at de ikke vil betale for det.
Dejligt med disse initiativer - og for historier om dem. I en tid, hvor journalistik og daglig historiefortælling bliver mere overfladisk, og brede dele af befolkningen ikke følger den, er det vigtigt med projekter som disse, der bliver stående. Også når avisen er brugt til fiskeindpakning - eller bare gået i fisk. Inspirerende fortælling om et inspirerende projekt.