Maria Lyhne Høj modtog i går Kristian Dahls Mindelegat for sin tv-dokumentar ’På ubestemt tid’.

Dokumentaren, som har taget otte måneder at lave, skildrer livet på et retspsykiatrisk hospital, hvor nogle af landets farligste fanger er indlagt.

Journalisten har talt med Maria Lyhne Høj om, hvordan det er at spise sildemadder med mordere og voldtægtsforbrydere og om, hvorfor det betaler sig at bruge lang tid på at lave journalistik.

Hvordan opstod idéen til at lave dokumentaren?

»Jeg har altid haft en drøm om at komme ind bag murene på den lukkede afdeling. Da jeg gik på Journalisthøjskolen i Aarhus, havde jeg et lidt anderledes studiejob end så mange andre. Jeg arbejdede på det psykiatriske hospital i Risskov, hvor jeg både hjalp med praktiske ting, men også var det, vi kaldte for en menneskelig kontakt. Det var der, min interesse for psykiatrien startede. Og så synes jeg, psykiatrien er et område, som der ikke er blevet kastet så meget lys over. Slet ikke den del, som jeg fokuserer på i dokumentaren.«

Hvorfor er det en vigtig dokumentar?

»Der er vældig mange tabuer og fordomme på det her område, fordi man ikke rigtig ved, hvem de her mennesker er – ud over at de er psykisk syge og har en dom. Når det er vigtigt at fortælle deres historie, så er det, fordi det er en gruppe af borgere, man aldrig hører. De har ikke nogen stemme i samfundet. Jeg synes, det var interessant at komme tæt på de mennesker og prøve at vende nogle af de dilemmaer, der er på området.«

Lykkedes det?

»Det synes jeg. Noget af det, jeg synes er mest interessant, er de dilemmaer, der opstår i behandlingen af de her patienter. Nogle af dem har gjort nogle forfærdelige ting: Slået folk ihjel eller begået voldtægt. Når nu de er for syge til at sidde i et fængsel, hvad gør man så? Dokumentaren viser, hvordan man forsøger at behandle dem og få dem ud på den anden side. Og den forsøger at vise, at de her mennesker også er andet end deres grusomheder, når de først er blevet velbehandlet.«

Sildemadder med mordere

Maria Lyhne Høj var i sin tid på hospitalet også med til patienternes julefrokost.

»Der sad jeg så og spiste sildemadder med mordere og voldtægtsforbrydere. Det var lidt specielt, men oplevelsen viste mig også, at patienterne byder på andet end de grusomheder, som nogle af dem har begået, ligesom de jo også har nogle pårørende, som er påvirkede af det hele.«

Du kom meget tæt på de her mennesker. Både patienterne, de pårørende og personalet. Hvordan gjorde du det?

»Jeg besluttede mig for at være der i en god rum tid i starten uden kamera. Bare mig. Det hele handlede om at bygge den nødvendige tillid op. Patienter, pårørende og personalet skulle vide, at de kunne stole på mig og mit projekt. Så jeg brugte lang tid på bare at være der og tale med dem, så de kunne lære mig at kende. Og så fulgte jeg dem, både når de havde det godt, og når de havde det skidt. Det tog et par måneder at opbygge tilliden.«

Hvad var den største udfordring ved at lave dokumentaren?

»Det var rigtig mange etiske og moralske dilemmaer. Det var en balancegang både at fortælle de her menneskers historie og vise, at de er andet end deres dom. Men samtidig også at huske på, at der er ofre, der sidder derude, som er blevet forulempet. Der var også de pårørende og personalet. Den største udfordring var at balancere det hele, så det blev fair. Og så var det en stor udfordring personligt, at projektet løb over så lang tid. Jeg kunne ikke vide, om der var nogle cases, der ville springe fra. Det var først hen mod slutningen, at jeg vidste, hvad jeg havde at gøre med.«

Tvivl er godt

Hvad har du lært?

»Jeg har lært meget om kildekontakt, men også om de etiske overvejelser, man må gøre sig, når man laver sådan et projekt. Og så synes jeg også, at jeg har lært at stole på min egen mavefornemmelse. Og vide, at det at være i tvivl er en rigtig god ting i journalistik. Man skal huske at stille spørgsmål ved det, man gør og se sit arbejde fra flere sider. Det kvalificerer produktet i sidste ende. Og så har jeg lært meget om at lave dokumentar selvfølgelig. En genre, jeg stadig er grøn ud i.«

Hvad har været den største tilfredsstillelse?

»Det, der betyder mest for mig, er, at alle kilderne, der var med, følte sig godt behandlet. Jeg valgte at se dokumentaren med både personale og flere af de patienter, der er nogle af hovedkaraktererne i dokumentaren. Jeg var sindssygt nervøs for, hvordan de ville tage imod det. Især fordi jeg føler, at jeg har haft et kæmpe ansvar over for de her mennesker, som er særligt udsatte. Men de tog rigtig godt imod det og syntes, at de fik noget ud af at se den. Så det var en fantastisk oplevelse for mig.«

Hvad kan andre journalister lære af dit arbejde her?

»Jeg synes, forløbet viser, at det betaler sig at bruge lang tid på journalistik. At bruge lang tid på kilderne. Jeg synes, at det viser, at det giver mening at gå til bunds i tingene. At være åben over for alle typer kilder. Kritisk, men åben. Det giver nogle gode og vigtige historier.«

Maria Lyhne Høj er efter dokumentaren ’På ubestemt tid’ rykket fra DR Nyheder over til DR Dokumentar. Hun har lige været i Panama for at lave optagelser til en dokumentar, der sendes til foråret.