En fotograf og en journalist var i fare, da de rapporterede til JydskeVestkysten få meter fra fyrværkerifabrikken i Kolding.

ANGST. »Alt er ligesom en flot nytårsaften.«

Niels Gandrup, journalist ved JydskeVestkysten, tænker seks dage tilbage i tiden.

»Himlen er fyldt med farver, folk er rolige, det er bare en lille brand.«

Det er onsdag den 3. november lidt efter klokken 14, da Niels Gandrup og freelancefotograf Gert Blume interviewer naboer til N. P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest i Koldings udkant.

»Jeg interviewer en ældre kvinde – en af dem, som bor allertættest på fabrikken. Hun har takket nej til at blive hentet af sine døtre, der bor inde i byen. Det hele er stille og roligt,« fortæller Niels Gandrup.

Gert Blume og Niels Gandrup går efter interviewet hen til en nærliggende vej mellem 30 og 50 meter fra fabrikken. De spørger en kvindelig politibetjent om lov til at gå ind på en mark tættere på fabrikken.

»Jeg ville derover. Alle de andre får altid de billeder. Jeg har sgu aldrig fået de billeder, der siger spar to,« fortæller Gert Blume.

Men politibetjenten siger nej.

Få øjeblikke senere får en stor eksplosion himlen til at regne med brændende materiale, der falder lige ned på den mark, hvor reporterne havde ønsket sig hen. Havde de stået på marken, havde deres liv været i alvorlig fare.

Men det er også farligt, hvor de står. En stor plade, måske et låg fra en af fyrværkeri-containerne, roterer højt oppe over deres hoveder.

Gert Blume skyder løs. Niels Gandrup løber panikslagent.

»Jeg er chokeret over, hvor kraftigt trykket er. Og varmen. Man kan ikke forestille sig det. Der er et stort låg, som falder mod os. Det er som om, det følger efter mig. Selv om jeg løber væk fra det, så falder det stadig mod mig. Jeg har aldrig været tilnærmelsesvis så bange før. Jeg var kraftedeme bange,« siger Niels Gandrup.

Så falder de. Journalist, betjent og fotograf falder til jorden.

»Jeg ved ikke, om det er trykket fra eksplosionen, men vi falder,« siger Gert Blume.

De får rejst sig, rystede.

»Det er lidt uklart. Jeg ved, jeg rapporterer hjem til radioen på mobilen. Der er også en, der ringer til mig privat, men jeg kan ikke høre noget, så jeg taler bare løs. Så tager jeg hjem til redaktionen, laver et web-telegram, et radioindslag og skriver artiklen til avisen. Jeg fatter ikke hvordan. Jeg er nok i panik. Men man har måske så meget selvopholdelsesdrift, at man kan, jeg ved det ikke,« fortæller Niels Gandrup.

Det er tirsdag den 9. november, den dræbte brandmand skal begraves om et par timer. Flagene er på halv i hele Kolding. Gandrup og Blume ser brugte ud, de har arbejdet meget i seks dage, men synes, at begravelsen markerer en form for afslutning på katastrofen.

Måske begyndelsen på en form for eftertanke, som endnu ikke har fået plads. Både Gandrup og Blume erkender, at de var dumdristige. De vil ikke så tæt på igen.

»Jeg har ikke rigtig reageret på chokket endnu,« siger Niels Gandrup og afbryder sig selv.

»Jo, her den anden aften, hvor jeg gik nede i byen. Jeg må have aktiveret en lyscensor. Pludselig blinkede noget lys, og så fór jeg sammen.«

Læs også i dette nummer: Da himlen faldt ned og Hvis nu det var os…