“Jeg håber på tilgivelse, når jeg har givet den middag, jeg har lovet.”

    Navn: Jeppe Facius.Nye job: 1/7 fra journalist på Ekstra Bladet til vikar på P3 Nyhederne. Fra 1/8 journalist på Bastard Film.Uddannelse: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i januar 1999.Jobforløb: Fastansat på Ekstra Bladet siden 1999.

Navn: Jeppe Facius.

Nye job: 1/7 fra journalist på Ekstra Bladet til vikar på P3 Nyhederne. Fra 1/8 journalist på Bastard Film.

Uddannelse: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i januar 1999.

Jobforløb: Fastansat på Ekstra Bladet siden 1999.

To jobskifte på en måned – er du rastløs? Det synes jeg ikke. Men lige da jeg havde fået vikarjob på P3 Nyhederne, fik jeg et tilbud fra Bastard Film om et fast job, som jeg ikke kunne sige nej til.

Hvad vil du gerne huskes for på Ekstra Bladet? De mange gode historier, jeg har været med til at skrive på forskellige redaktioner. Min loyalitet over for avisen i de seks år, jeg var ansat. Og så selvfølgelig også mit fodboldspil på Ekstra Bladets hold i Hyperligaen og de årlige Fodrock-stævner.

Hvad vil du gerne huskes for på P3 Nyhederne? Jeg nåede aldrig at arbejde på redaktionen, inden jeg sagde op. Så de kan kun bedømme mig på mit udseende. Men jeg spiste to chokoladeboller under en kort rundvisning, så måske kan de også huske mig for min gode appetit.

Er der mere prestige i at lave radio end formiddagsavis? Nej, det synes jeg ikke. Men efter seks år på Ekstra Bladet trængte jeg til nye udfordringer og ville gerne prøve kræfter med de elektroniske medier. Selv om jeg skulle starte fra bunden som vikar, søgte jeg også jobbet på P3 Nyhederne ud fra en forventning om, at der ville være udviklingsmuligheder i Danmarks Radio.

Er der mere prestige i at lave tv end radio? Ja, det er der for mig i dette tilfælde, fordi jeg får lov til at arbejde sammen med nogle af Danmarks bedste journalister på Bastard Film.

Gik du også efter pengene? Jeg får da mere i løn. Men det afgørende var, at jeg fik et fast job – og chancen for at lære at lave dokumentar-tv sammen med nogle dygtige kolleger, som jeg i forvejen kender godt fra Ekstra Bladets og Bastard Films samarbejde om Dan Lynge-sagen, der kastede Cavling-prisen af sig.

Har du god samvittighed over for P3 Nyhederne? Nej, ikke helt. Men jeg håber på tilgivelse, når jeg har givet den middag, jeg har lovet P3 Nyhedernes chef, Suzanne Moll. Jeg tager hatten af for, at hun tog min opsigelse pænt. Hun er den bedste chef, jeg aldrig har haft.

Drømmer du om at se dig selv på skærmen? Nej, men nu er det jo heller ikke ligefrem et job som studievært, jeg har fået. Men hvis en opgave kræver, at jeg er på skærmen, vænner jeg mig nok til det.

Hvad betyder Cavling-prisen for dig? Den er et godt minde, som gør mig glad og stolt. Jeg opfatter den også som en blåstempling af det arbejde, jeg var med til i Dan Lynge-sagen. Jeg ved ikke, om prisen får betydning for min fremtidige karriere. Men foreløbig har jeg da fået to nye job.

Skal du arbejde videre med Dan Lynge-sagen? Ikke som min primære opgave. Men jeg vil nok aldrig helt slippe den historie. Og hvor jeg på Ekstra Bladet arbejdede sammen med én kollega, der var inde i sagen, har jeg nu fået to.

Hvor længe bliver du på Bastard Film? I hvert fald måneden ud. Men forhåbentlig også noget længere!

0 Kommentarer