“Jeg håber, de kan lide at danse i Forbrugerrådet.”

  Navn: Pernille Tranberg, 40 år. Nyt job: 1/8 fra souschef på Politikens PS-redaktion til chefredaktør på forbrugerbladet TÆNK.Uddannelse: Akademiøkonom i 1988. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1994. Master i journalistik fra Columbia University, New York, 1995.

 

Navn: Pernille Tranberg, 40 år.

Nyt job: 1/8 fra souschef på Politikens PS-redaktion til chefredaktør på forbrugerbladet TÆNK.

Uddannelse: Akademiøkonom i 1988. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1994. Master i journalistik fra Columbia University, New York, 1995.

Jobforløb: Freelance i New York 1994-96. Ansat på Politiken siden 1996.

Hvorfor skifter du job? Fordi stillingen på TÆNK er alt det, jeg gerne vil. Stoffet er nært og vedkommende. Bladet er kritisk og kan gøre en forskel. Og jeg får mulighed for at prøve kræfter med ledelse på et højere niveau.

Hvorfor søgte du jobbet? Jeg har haft ti vidunderlige år på Politiken, men jeg føler, at jeg nu skal højere op på lederplan for at kunne udvikle mig. Jeg vil gerne have mere ansvar, og der er langt mellem chancerne for at blive leder på Politiken. Her for nylig blev der slået en stilling op som nyhedsredaktør, og den søgte jeg uden at få den. Selv om jeg fik at vide, at jeg var kvalificeret til den.

Ville du hellere have haft den stilling? Nej, for pokker. Mit nye job er meget bedre. TÆNK er et fantastisk blad, og jobbet indeholder flere forskellige udfordringer, end jeg kunne få på Politiken. Når det er sagt, så missede Politiken chancen for at få en kvinde ind i ledelsen. Ikke at der er noget galt med vores mandlige ledere, de er alle meget dygtige, og jeg ville gifte mig med dem én for én. Problemet er, at de udgør en homogen gruppe. På Politiken er der kun to kvindelige ledere ud af 24. Der er brug for mangfoldighed i ledelsen.

Hvorfor er mangfoldighed så vigtigt? Når ledelsen er blandet i både alder, køn, religion, hudfarve og seksuel orientering, så får man nogle gode diskussioner om, hvilke nyheder der er væsentlige. Og det lærer alle noget af, det udvikler en, og det skaber vækst. Det mest presserende problem er manglen på kvinder i ledelsen, for mindst halvdelen af Politikens læsere er kvinder.

Hvordan føles det at skulle stoppe på Politiken? Som om jeg lige har slået op med en kæreste efter et langt og trygt parforhold.

Hvordan fik du jobbet på TÆNK? Det var en længere proces, der indebar to samtaler med i alt ni forskellige mennesker, hvoraf de tre var medarbejdere. Derudover en samtale på tre timer med en erhvervspsykolog. 

Hvad vil du savne fra Politiken? De vilde dansefester vil jeg savne rigtig meget. Jeg håber, de kan lide at danse i Forbrugerrådet. Og så vil jeg selvfølgelig savne kollegerne. Fagligt som personligt. Der er nogle fantastiske mennesker ansat på Politiken.

Hvad er det stykke arbejde, du er mest stolt af? Det må være, da jeg sammen med min kollega Hans Drachmann afdækkede tragedien på Roskilde Festival 2000, hvor ni mennesker blev dræbt. Vi brugte et halvt år på det, og det endte med, at Roskilde Festivalen måtte bruge flere millioner på at højne sikkerheden, så det ikke kunne ske igen.

Er det en god idé, at journalister skifter job indimellem? Ja, det er det jo. Jeg har været her ti år nu, og man skal passe på ikke at gro fast. Man kan ryge ind i en rolle, man ikke har lyst til at være i. På det seneste kunne jeg ligefrem mærke en betonfeminist i mig. Men nu lader jeg betonen blive og tager feminismen med mig til TÆNK.

0 Kommentarer