search

Jeg græd

Jeg græd i går, da jeg læste avisen.

Jeg græd i går, da jeg læste avisen. Selv om jeg jævnligt får tårer i øjnene, når jeg læser de studerendes opgaver, enten fordi de er så frustrerende ringe eller så knaldhamrende gode, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst græd over en artikel, der blev trykt i en avis. Men det gjorde jeg i går, da jeg læste Chris MacDonalds artikel om hans fars død, "Et fremragende liv og en god død" i Berlingske Tidendes Magasin om lørdagen. Artiklen ligger tilsyneladende ikke på nettet…

Det særlige ved Chris MacDonald er, at han er autentisk. Når man ser programmer som fx 'Så for sommer' med Jens Blauenfeldt og Christine Feldthaus på DR, virker alle replikker indstuderede i en sådan grad, så man føler sig hensat til første år på Teaterskolen. Når man ser talkshows, så opretholder værterne som regel den der professionelle distance, som en journalist ifølge normerne skal og bør. Cool, calm and collected. Men så dumper der en person ned i medieverdenen, som er sig selv. Det er fandme dejligt til en afveksling, at nogen tør det, og ikke nødvendigvis skal spille en eller anden nu-er-jeg-journalist-rolle. For jeg synes godt, at det kan være lidt anstrengende med alle de roller, som journalister spiller som interviewer, vært og underholder. Især når rollen virker, som om den er klemt ned over hovedet på et mennesker, der kan en masse mere.

Så tak til Chris MacDonald, der reddede min lørdag ved at være autentisk og åndelig på den jordnære måde. Mens andre får opmuntret deres følelsesmæssige udsving af VM i fodbold og Tour de France, får jeg mit behov dækket af avisen. Og livet selvfølgelig.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen