»Jeg glæder mig over, at programmerne har haft stor effekt«

Tirsdag indgik et politisk flertal en aftale om den såkaldte imam-pakke. En af redaktørerne bag TV 2-dokumentaren 'Moskeerne bag sløret' glæder sig over, at programmerne har haft stor effekt. Hun vil dog ikke forholde sig til den politiske aftale

TV 2's dokumentarserie i fire afsnit 'Moskeerne bag sløret' har præget den offentlige dagsorden, siden de blev vist i marts. Siden da har politikerne diskuteret, hvordan man forhindrer, at islamistiske prædikanter bidrager til radikalisering i Danmark.

I tirsdags blev et politisk flertal på Christiansborg så enige om en aftale om at kriminalisere visse ytringer fra præster og imamer. Aftalen, som er indgået mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative og SF, indebærer, at det fremover bliver strafbart som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige til strafbare handlinger.

I forvejen er det strafbart at billige til terrorisme, men med den nye aftale bliver det også kriminelt at udtrykke klar støtte til for eksempel voldshandlinger, incest eller flerkoneri. Og det gælder, uanset om ytringerne er fremsat i private eller offentlige sammenhænge.

Ville sætte gang i debatten

Martin Jensen og Irene Thyrri fra produktionsselskabet Dokumentarkompagniet i Aarhus er hovedkræfterne bag 'Moskeerne bag sløret'.

Formålet med dokumentarserien var at sætte fokus på sammenhængen mellem det, imamanerne forkyndte i nogle af moskeerne, og den sociale kontrol, der gjorde, at nogle mennesker ikke kunne få lov til at leve det liv, de ønskede, forklarer Irene Thyrri.

»Vores hovedformål var at sige, at det er vigtigt, at vi tør tale om det her problem. Politisk har vi ønsket at sætte gang i en debat for hele det politiske spektrum – ikke kun en enkelt fløj. Den løsning, som politikerne så kommer med, det er ikke vores område. Vi er bare glade for, at de har taget det op og diskuteret det,« siger Irene Thyrri.

Hvordan har du det med at have lavet et journalistisk produkt, som faktisk munder ud i, at politikerne indskrænker ytringsfriheden?

»Jeg glæder mig over, at programmerne har haft stor effekt på mange måder. Der har været en god debat, og der har været rigtig mange forslag til, hvad man kan gøre for at dæmme op for problemerne, både politisk og ikke politisk. Men selve den politiske aftale har jeg ikke lyst til at kommentere,« siger Irene Thyrri.

Moesgaard Museum i Aarhus har 9. juni 2016 en paneldebat om moskeerne i Danmark og mediernes rolle. I panelet sidder Irene Thyrri, Martin Kjær Jensen (Dokumentarfilmkompagniet), Tina Magaard (Aarhus Universitet), Vibeke Borberg (DMJX), Asmaa Abdol-Hamid (debattør) og Christian Suhr (Aarhus Universitet). 

1 Kommentar

Carsten Hansen
5. JUNI 2016
Klassisk TV2. Godt gået.
Klassisk TV2. Godt gået. Klippe-klippe- og virkeligheden er lige ændret lidt og dramatiseret så det hele bliver lidt mere dynamisk. Og på den baggrund bliver der taget vigtige politiske beslutninger.Det er virkeligt langt ude.

Nuancer er vigtige. Når de skæres væk, er der grund til at være mistænksom. For hvad blev der i virkeligheden sagt. Det ved kun TV2, og de vil ikke offentligøre det.