Det hele begyndte med en messenger-besked fra et produktionsselskab, som arbejder for P1.

Kunne Arne Notkin tænke sig at bruge sine erfaringer som kræftpatient i en serie om kræft med ham som radiovært?

Det var 25. januar i år, dagen efter hans sidste kemobehandling. På det tidspunkt var Arne Notkin stadig for afkræftet af en flere måneder lang kræftbehandling, som havde strakt sig fra november sidste år. Kroppen og koncentrationsevnen var svækket af kemo. Og så var der en barriere, han lige skulle ud over.

”Her skulle jeg jo omtale mig selv offentligt. Det skulle handle om mig som person. Det er jeg altid veget tilbage fra. Når jeg som chefredaktør eller kanalchef er blevet spurgt, om jeg ville deltage i kulturspørgsmål, ”hvilken bog har du læst?” eller ”hvad er din yndlingsgenre”, så har jeg altid takket pænt nej. Så jeg har prøvet at værne mest muligt om mit privatliv,” siger Arne Notkin.

Kunne genbesøge sygdomsforløbet

Alligevel tiltalte idéen ham. Siden er den blevet til radioserien 'Min kamp mod kræften' på P1. Fem radioprogrammer, hvor Arne Notkin genfortæller sit sygdomsforløb og fortæller om det sundhedsvæsen, som til at begynde med stillede den helt forkerte diagnose for hans kræftsygdom.

Han taler med eksperter og med sin familie og Danske Patienter om muligheder og rettigheder i sundhedsvæsnet. Alt sammen i jeg-form.

”Når jeg sagde ja til P1, så var det i første omgang, fordi hele kræftforløbet stadig fyldte så meget. Jeg havde lyst til at benytte den ventil, det kan være at fortælle om det. Det var en anledning til at genbesøge min journal og min korrespondance på mails, facebookposts og messengerbeskeder. Jeg følte, at nu havde jeg nogle erfaringer, som jeg kunne bruge til at oplyse andre, måske inspirere andre og måske også påvirke noget,” siger Arne Notkin.

Trådte ind i en dobbeltrolle

Han er 63 år og har en årelang erfaring som journalist og redaktør på blandt andet Weekendavisen, DR og TV 2. Men rollen som jeg-fortæller er ny for ham. Den gav anledning til mange overvejelser, fordi han med sine egne ord både er journalist og samtidig sin egen case.

Den dobbeltrolle blev tydelig, når han som en del af dokumentationsarbejdet til radioprogrammerne konfronterede nogle af de ansvarlige på sygehusene.

”Der måtte jeg skrive til afdelingslederne i hospitalssystemet, at: ”Jeg henvender mig til dig som journalist, fordi jeg i denne her udsendelse har tænkt mig at sige sådan og sådan. Hvis du har indvendinger imod det, så vil jeg meget gerne høre fra dig.” Og samtidig måtte jeg skrive en mail til dem som patient på digital post, hvor jeg skrev: ”Jeg har som journalist spurgt dig om sådan og sådan. Hermed har du min tilladelse til at gå ind i min journal og udtale dig om min sag,” fortæller Arne Notkin.

Stoler ikke på egne erindringer

Dobbeltrollen krævede også en særlig disciplin af ham i forhold til kildekritik.

”Lige så lidt du kan stole på kilder og kilders erindringer, lige så lidt kan du stole på dine egne erindringer,” siger Arne Notkin, der havde en konkret oplevelse med at huske forkert.

”Jeg havde en erindring fra en samtale med en akupunktør på et tidligt tidspunkt i udredningen i mit sygdomsforløb. At hun havde spurgt mig, om det kunne være kræft, jeg fejlede. Og at jeg blankt havde afvist det med et ”det kunne det ikke være”. Det var sådan, jeg huskede det. Men hun sagde, at det havde hun ikke spurgt om, hun havde spurgt til gigtsygdomme og lignende. Så den erindring må have været en fejlhuskning,” fortæller Arne Notkin.

Han indførte derfor et stramt dogme for sig selv, som han disciplineret har fulgt gennem hele produktionsprocessen.

”Jeg bruger kun ting, jeg har skrevet ned til mig selv, umiddelbart efter at jeg har oplevet dem – enten i mails, messengerbeskeder eller lignende. Eller hvor min kone har været med og husker med. Jeg vil meget nødigt stole på mine egne erindringer,” siger Arne Notkin.

En øjenåbner at interviewe familien

En af de fem radioudsendelser handler om de pårørendes rolle. Arne Notkin interviewede sin kone og deres 30-årige søn og 28-årige datter om kræftforløbet.

”Jeg tror, det var en god proces, både for dem og for mig. Jeg kunne spørge om nogle ting, som jeg måske ellers ikke ville spørge om på samme måde. Vi har snakket rigtigt meget sammen undervejs, mens jeg var syg. Men alligevel var det en øjenåbner for mig at høre, hvor påvirkede både mine børn og min kone har været,” siger Arne Notkin.

På et tidspunkt i processen gik det op for ham, at han også gerne ville mene noget om hele processen. At hans erfaring var, at der er stor forskel på, hvilken behandling man får i sundhedsvæsnet, afhængigt af hvor ressourcestærk man er, og hvor god man er til selv at opsøge informationer. Han fik kun stillet den rigtige diagnose – kræft – fordi han opsøgte en second opinion. Det valgte han at bygge oven på radioudsendelserne som en kronik, der blev bragt i Politiken i søndags.

Hvordan kan du efter sådan et forløb lave en fair og objektiv fremstilling af, hvad der skete?

”Der er det jo vigtigt at have en redaktør. Så jeg vil sige, at det har jeg gjort i samråd med min redaktør. Og der, hvor der kunne være oplysninger, som var egnede til at skade eller belaste, der har jeg forelagt beskrivelsen for de ansvarlige. Som en helt almindelig journalistisk regel,” siger Arne Notkin.

Han understreger, at han lægger præmissen for udsendelserne tydeligt frem i begyndelsen af hvert afsnit: At det er Arne Notkin, som fortæller sin historie. 

Fortællingen om en eksistenskamp

For ham har det været meget meningsfuldt at overvinde barrieren og bruge sig selv som fortæller.

”I begyndelsen var mit mål at holde det lidt mere ud i strakt arm, end jeg med redaktørens indflydelse er kommet til. Redaktøren har lagt vægt på, at der kommer mere af mig og mine følelser og tanker ind i det her. Når man er involveret med krop og sjæl og følelser, så giver det en særlig nerve. Jeg fortæller min historie med en særlig autoritet, fordi jeg har unik adgang til mig selv. Og for mig har det her sygdomsforløb været en eksistenskamp,” siger Arne Notkin.

Når han om kort tid sender den sidste af de fem udsendelser i æteren, står han tilbage med en delvis sygemelding og uden næste job.

”Jeg skal til at koncentrere mig om, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg kan få. Jeg er blevet bidt af at arbejde med sundhed og vores sundhedssystem. Noget jeg også skrev om i tidernes morgen på Weekendavisen.”