Hvad Nyholm overser, mens han grangiveligt læser Hemingway og tager armbøjninger, er, at unge menneskers verden forudsætter en konstant tilkobling til internettets nyhedsstrøm. I gamle dage kunne man vælge at lade avisen ligge. I dag bliver nyhederne injiceret under nethinden gennem sociale medier, to liter om dagen, fragmenteret, chokerende og foruden samlet fortælling. I gamle dage, dengang hullet i ozonlaget kunne lukkes, og de diplomatiske mure bogstaveligt talt kunne nedbrydes, eksisterede der et håb om, at verden kunne blive bedre. I dag er det håb svundet ind. De europæiske demokratier forfalder i stigende grad til nationalkonservativ idoldyrkelse, EU er partvist under afvikling og kun momentvist styrket af en genopblussen af krigen mellem østen og vesten, alt sammen til baggrundsmusikken af en stigende indkomstforskel, voksende meningsløshed, bristende velfærdssystemer, dystopisk monopolisering af markedskræfter, forvridning af sandhed, forøgelse af infantiliseret underholdning samt agiterende klummejournalistik … og så selvfølgelig det med klimaet.

Hvad Per Nyholm ikke virker til at have funderet over på sine 12.000 kilometer på ukrainske landeveje med sukkersyge er, at vi ikke har at gøre med en såkaldt: ”… forkælelse, en selvoptagethed og en verdensfjernhed, for hvilken der kun kan kvitteres med et spark i røven”.

… men derimod med en ungdom, som lever under andre forudsætninger end de forrige generationer. Virkeligheden er konstant og oplevet, men ingen oplever den så konstant som unge.

Selv har jeg ikke nyhedsangst, men jeg forstår den. Hvad jeg ikke forstår, er behovet for at nedgøre dem, der er bange. Der forefindes, særligt i journalistkredse, en kedsommelig subgenre af ’voksne realister’, der stolt pryder sig med erfaringens dyrtkøbte galvanisering. En hårdhed, der desværre også indebærer en afstumpethed, som når der trækkes på skuldrene af sexchikane eller rynkes på næsen over mentale lidelser.

Fællesnævneren for denne ’realistiske’ normativitet er, at den ikke er effektiv. Det eneste, den skaber, er en dybere generationskløft mellem oplevede virkeligheder, gennem en illusorisk forestilling om, at der kun findes en enkeltstående.

Lad mig foreslå en anden virkelighed: En, hvor erfarne realister som Per Nyholm bruger mindre tid på at banke sig på brystet og mere tid på at vejlede de mennesker, hvis ængstelige porøsitet han tydeligvis afskyer. Jeg tror, at angsten for verdens tilstand er en konsekvens af for mange løsrevne skræmmebilleder og for få sammenbindende fortællinger. Måske Per Nyholm kunne foreslå nogle bøger, som beskriver verdens forhold umage og opbyggeligt? Måske han selv har skrevet nogle af dem? Måske de stærke realister skulle have mindre travlt med at sparke andre folk i røven, og losse sig selv ind i kampen? At unge mennesker er bange, er også et udtryk for verden, som den er. Det kan man forholde sig til med forståelse og værdighed eller foragt og selvhævdelse. Det er den virkelighed, man selv vælger.

Mikkel Medom Jørgensen er freelancejournalist