Johan Spanner så og hørte tortur, da han under krigen i Irak sad i fængsel. Men den 29-årige fotograf fortryder ikke, at han tog ind i landet uden tilladelse.

KRIGSFOTOGRAF. Første gang vågnede han til et blåt, flimrende lys, en elektrisk lyd og lugten af noget, der brændte. Anden gang fik han bind for øjnene og blev ført udenfor.

Især disse to episoder sidder stadig i den 29-årige fotograf Johan Spanner efter hans syv døgn lange -ophold i et irakisk fængsel. På begge tidspunkter -troede han, at nu var det hans tur. Til at blive tortu-reret. Eller dræbt.

Fire dage før de allierede begyndte deres angreb mod Bagdad, rejste Johan Spanner uden de nødvendige papirer fra Jordan og ind i Irak. Efter kort tid blev han taget til fange af irakiske soldater. De mistænkte ham for at være spion og anbragte ham i det berygtede fængsel Abu Ghraib 40 kilometer vest for den irakiske hovedstad.

To tæpper, et krus, en skål og en ske var de eneste ting, han havde i cellen. Dagligt hørte og så danskeren andre indsatte blive mishandlet. Og fangevogteren formede en pistol med hånden og pegede den mod ham, når han gik forbi den lille celle, hvor Johan Spanner krøb sammen.

Men hver gang fotografen frygtede, at nu var han den næste, tog han fejl.

»Det blå lys, som jeg troede var el-tortur, viste sig at komme fra en, der stod og svejsede. Og da jeg fik bind for øjnene, var det, fordi jeg skulle løslades og ikke måtte se, hvor fængslet lå.«

Ikke alle i fængslet var lige så heldige som Johan Spanner. Han overværede blandt andet, at fangevogterne kom slæbende med en gennemtæsket fange.

»De slog stadig på ham med brædder, da de smed ham ind i hans celle,« husker Johan Spanner.

Han så også en anden indsat, der var blevet banket så meget under fødderne, at han ikke kunne gå. Samt en fange med et halvt afrevet øre. Selv forsøgte danskeren at gøre sig usynlig i sin celle for at undgå en lignende skæbne.

»Uvisheden var det værste ved at sidde der. Selv om jeg forsøgte at vække så lidt opsigt som overhovedet muligt, vidste jeg aldrig, hvornår de ville hente mig.«

Johan Spanner er alvorlig, men virker afklaret, når han i dag beretter om sine oplevelser.

Han er tilknyttet det amerikanske fotobureau Polaris Images og vover sig stadig ind i farlige områder verden over. Siden krigens officielle ophør er rejsen to gange gået til Irak. Opholdet i et af Saddam Husseins fængsler har ikke skræmt ham. Ej heller fortryder han, at hans første tur til Irak foregik på et turistvisum i stedet for korrekt akkreditering som pressefotograf.

»Jeg tog en chance, men ud fra de efterretninger, jeg fik, var det værd at tage den. Vi fik at vide, at folk bare blev sparket ud igen, hvis ikke de havde de rigtige papirer. Jeg ville nok også gøre det igen, hvis jeg sad med de samme oplysninger, for jeg syntes, at det var en vigtig historie,« siger Johan Spanner, der nåede at tage billeder for Jyllands-Posten, inden han blev taget til fange.

Fotografen forsøgte sig på egen hånd, fordi han vurderede, at han ikke ville få et sandfærdigt indtryk af krigen ved at følge i hælene på de amerikanske soldater, sådan som andre gjorde.

»Så skal man arbejde på deres præmisser og fotografere det, de siger eller viser frem,« konstaterer Johan Spanner, der i det hele taget ikke har megen fidus til krigens sejrherrer. Heller ikke i dag.

»De farer alt for hårdt frem, overflyver med kamphelikoptere og sætter byer i belejringstilstand uden reel grund. Ofte sker det bare på grundlag af dårligt efterretningsarbejde. Amerikanerne er helt klart gået hen og blevet besættere frem for befriere,« siger han.

Johan Spanner undrer sig af samme grund over, at der ikke er flere journalister og fotografer, der gør noget for at bekæmpe den censur, det amerikanske militær forsøger at udøve.

»Hvis et land bakker op om en krig, så skal det også tage ansvaret for det, soldaterne gør. Krig er folk, der bliver splittet til atomer, og ikke bare tanks, der ruller fredeligt frem i landskabet. Det indtryk kunne man ellers godt få, hvis man kigger på, hvordan eksempelvis de danske medier generelt dækkede de første dage af invasionen i Irak. Det var for korrekt og for pænt,« siger Johan Spanner.

Han klandrer ikke kun danske, men også den amerikanske presse. Under Irak-krigen affandt de fleste journalister sig med de vilkår, som de allierede pålagde dem, mener han.

»Mange af de store networks er afhængige af gode billeder. Derfor adlyder de militærets ordrer og censur.«

Johan Spanner tilføjer, at han er modstander af at presse folk til at blive i et krigsramt land, hvis det er for farligt. Det er et personligt valg. Men nogen bliver nødt til at løbe en risiko.

»Hvis nu alle fulgte de officielle opfordringer, så går vi jo glip af virkeligheden. Og jeg mener, at vi har en forpligtigelse til at vise, hvad krig er,« understreger Johan Spanner, der med sin tilfangetagning selv blev til en historie i danske medier.

Det fokus, der kom på ham, førte samtidig til personlig kritik. Debatten handlede om, at Johan Spanner manglede en livsforsikring. Og at han ikke havde taget det sikkerhedskursus, som man bliver anbefalet, når man befinder sig i konfliktområder.

»Men jeg havde faktisk forsikring, og hvad sikkerhed angår, føler jeg mig godt dækket ind fra min tid som soldat,« forsvarer Johan Spanner sig.

Johan Spanner beskriver sin frygt i fængslet som periodisk. Især de første par dage var han bange. Derefter afløste rastløshed angsten.

Han blev fængslet sammen med en amerikansk og en britisk journalist, en spansk fotograf samt en amerikansk fredsaktivist. De sad i celler, der lå op til hinanden, og kunne hviske sammen. Men kun få gange og i korte sætninger. Ellers blev det opdaget.

Et forhørspanel, der blandt andet talte en oversætter, afhørte to gange Johan Spanner. Begge gange lå der en tyk mappe med papirer på bordet foran ham.

»Det var vist for at skræmme mig. For at få det til at se ud, som om de havde en masse oplysninger om mig. De mistede dog ret hurtigt interessen for mig,« fortæller Johan Spanner.

At irakerne godt vidste, at danskeren ikke var spion, fik han senere bekræftet. Den amerikanske journalist opsporede efter krigen deres fælles fangevogter.

»Fangevogteren fortalte, at han godt var klar over, hvem vi var, og hvorfor vi var taget ind i landet,« siger Johan Spanner.

Trods de mange rejser rundt i verden har fotografen beholdt sin lejlighed på Nørrebro i København. For enden af ejendommens gård står en solid mur med pigtråd foroven. Bagved rejser der sig en bygning med tremmer for vinduerne. Blegdams-vejens Fængsel.

»Jeg kan høre dem råbe til hinanden fra vinduerne. Ofte går der også folk ind i gården her for at komme i kontakt med indsatte venner,« fortæller Johan Spanner, der har funderet over det bizarre i, at han i Danmark bor klos op ad et fængsel.

Ifølge eget udsagn er han kommet sig mentalt over sit eget fængselsophold. Hjemme i Danmark fik han tilbudt psykologhjælp af forsvaret, men tog ud at rejse igen, da behandlingen skulle begynde.

»Jeg kender mig selv godt og følte, at den var unødvendigt. Under krigen i det tidligere Jugoslavien var jeg udsendt som FN-soldat og sad blandt andet 40 timer midt i et artilleriangreb. Dengang debriefede vi os selv efterfølgende ved bare at gå og snakke sammen. Derfor følte jeg også, at jeg havde værktøjerne til at komme igennem det her,« siger Johan Spanner.

Han blev løsladt samtidig med de to amerikanere, briten og spanieren, og de fik derfor snakket længe og grundigt om deres oplevelser.

»Selvfølgelig er jeg ikke helt den samme i dag. Jeg er nok blevet mere alvorlig, men for mig handler det meget om at være ærlig over for sig selv. Hvis jeg en dag er helt humørforladt, tør jeg sige til mig selv, at det måske er på grund af det, der skete, det, jeg så, og det, jeg hørte. Jeg forsøger ikke at spille macho, men det, at man er påvirket af noget, behøver ikke betyde, at man går helt i sort i tide og utide.«

* Blå bog: Johan Spanner
Født 1974 på Frederiksberg i København. Gik på Nørre Gymnasium.

Begyndte for alvor at fotografere i 1998 efter at have rejst rundt i verden.

Troede i første omgang, at han skulle være skrivende, men fotoets direkte måde at rapportere på tiltrak ham.

Har fulgt et fotokursus på en daghøjskole i Danmark og taget den 1-årige ICP-uddannelse i USA, der er kombineret med praktik hos en professionel fotograf.

Arbejder nu i New York for bureauet Polaris Images.

Var desuden i 1995-99 udstationeret som FN-soldat i Kroatien.