search

»Jeg flyttede til Løkken downtown, og lige så stille fik jeg lyst til at fotografere igen«

»Jeg ved jo ikke, om jeg går glip af opgaver ved ikke at gå på Trykbar. Men det er ikke noget, jeg mangler,« siger freelancefotograf Cathrine Ertmann, som flyttede til Løkken, fordi den mentale støj i København gjorde hende apatisk

Hvorfor blev du fotojournalist?

»Jeg var sådan en, der tog syv sabbatår, før jeg fandt ud af, hvad jeg ville med mit liv. Fotografi har altid været en on-off-kærlighedsaffære. Mange gange smed jeg kameraet fra mig, fordi jeg vidste, at jeg hellere skulle have mig en rigtig uddannelse, så jeg kunne få et job og en pensionsopsparing. På et tidspunkt i Mexico blev jeg ved med at samle det op, som om det sagde til mig: ’Tag nu det billede’. Jeg tror bare, jeg indså, at det var uomgængeligt.«

Hvordan husker du Journalisthøjskolen?

»At få lov til at sidde i et mørkt rum otte timer om dagen og glo på billeder og snakke om billeder med otte vidt forskellige mennesker var helt vildt. Men det var også en stor mundfuld. Alle de skemaer, man putter ned over kreative ting, alle teorierne og diskursanalyserne skulle jeg bruge lidt tid på at glemme igen, så inspirationen og lysten kom tilbage.«

Hvordan fik du lysten tilbage?

»Jeg flyttede fra byen. Efter min praktik boede jeg i København, og den mentale støj og de mange indtryk gjorde mig apatisk. Det var, som om alle lignede mig, og alle kunne det samme. Vi var enormt ens og enormt enige. Egentlig havde jeg altid sagt, at jeg aldrig skulle bo i Nordjylland igen, men jeg havde brug for at komme væk. Så jeg flyttede til Løkken downtown, og lige så stille fik jeg lyst til at fotografere igen.«

Hvad skete der konkret?                            

»Helt banalt fik jeg ro til hovedet og undgik byens bombardement af indtryk og muligheder. Det er et meget godt billede på min generation: Siden vi var helt små, har vi fået at vide, at vi kunne gøre, hvad vi ville. Fordi alt er tilgængeligt, er det svært at vælge, men når man indskrænker sine muligheder, bliver det lettere at mærke, hvad ens passion egentlig er.«

Sidder du hjemme i lejligheden og arbejder?

»Nej, jeg har startet et kontorfællesskab sammen med en skuespiller og en projektleder, og ud over at det er et kontorfællesskab, er det også et aktivitetsselskab og en café. Heroppe er det nemt at sætte gang i ting, fordi der ikke er en masse, der gør nøjagtigt det samme. Det er ikke sådan, at når man får en idé, så er der allerede en nede på Vesterbro, der fik samme idé for to år siden. Her er altid plads til initiativer – som ikke drukner i andre initiativer.« 

Hvilke ulemper er der?

»Indimellem får jeg økuller og tænker: Jeg skal bare væk. Men det gjorde jeg også, da jeg boede i Aarhus, København og New York. Da jeg fik idéen om at flytte, var min eneste bekymring, at jeg flyttede langt væk fra de mennesker, som betyder meget for mig. Det gør mine venner i København virkelig. Men nu er det mere intensivt, når vi ses, og det skaber en anden slags nærvær, som jeg sætter stor pris på.«

Mange freelancere dyrker deres netværk ved at være sociale. Er det ikke et problem at bo så langt fra arbejdspladserne og ikke være omgivet af kolleger?

»Jeg ved jo ikke, om jeg går glip af opgaver ved ikke at gå på Trykbar. Men det er ikke noget, jeg mangler. Sparringsmæssigt sender jeg ting til kollegerne, hvis jeg har noget, der skal kigges på. Trods fordommen har vi rimeligt godt internet. Og ellers kan jeg rigtig godt lide at vise mine ting til folk, der ikke er fotografer, for det er jo dem, der skal se på det i sidste ende.«

Hvorfor tror du, så få journalister og fotojournalister bosætter sig uden for de store byer?

»Det er klart, at man ikke har lyst til at bo her, når man tænker på, hvordan provinsen bliver fremstillet i medierne. Jeg synes, folk skal bo lige der, hvor de har det bedst, men jeg mener, at fotografer og journalisters ypperste opgave er at informere folk og nuancere verden. Derfor skal man selv være informeret og nuanceret i sit verdensperspektiv.«

Er det ikke virkeligheden om provinsen, når medierne beskriver faldende befolkningstal og faldefærdige bygninger?

»Der er faldefærdige huse, og folk flytter herfra, ja, men det er langtfra hele virkeligheden. Jeg ser det som et kæmpe potentialeområde. Flyt herud med din familie, og få plads i økonomien til at rejse mere. Der er ikke parkeringsvagter, og du skal ikke holde i kø. ’Udkantshistorien’ har kørt lidt længe, og om lidt ryger det hele i luften med succeshistorier om folk, der havde brug for at komme væk fra storbyens stress og jag. Det er jeg sikker på.«

Hvad er branchens største udfordring? 

»Mikrofonholderi. I er nødt til at stille nogle kritiske spørgsmål til dem, der har spindoktorer. Nogle gange er det helt grotesk at se på, hvor meget luft der kan blive pumpet ud i bedste sendetid i medier, som folk anser for troværdige og informative.«

Skulle flere journalister så være som Clement Kjersgaard?

»Det ville da være dejligt, men det er ikke deres skyld. De journalister, jeg kender, har et brændende ønske om at udleve det ideal, de havde, da de søgte ind på Journalisthøjskolen. Men formatet er jo ikke til det. Alt skal tilrettelægges efter, hvor mange anslag det må fylde i avisen, og hvornår der skal være en annonce. Journalistik handler i dag mere om klik og annoncepenge end kvalitet.«

Hvad er løsningen?

»At man prioriterer kvalitet. I forhold til fotografi skal redaktører satse på billeder, som er mere end skitser over noget, der er foregået. Billeder skal kunne fortælle, vække følelser, få os til at dvæle. Vi simplificerer, når vi bruger stockfotos i stedet for at betale en fotograf, og når vi simplificerer, gør vi det modsatte af, hvad vi er sat i verden for: At nuancere.« 

 

[[nid:35528]]

 

Foto: Tao Lytzen

 

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen