Den ene stod sammen med sin redaktion på DR med telefonen i hånden. Han troede ikke, han skulle fyres den dag. Han havde jo været ansat som journalist i 25 år og var kun et lille trin fra pensionen.

Den anden var stjerne på ‘Deadline’ og jokede med en kollega om, at hun nok ikke var i første bølge, da klokken havde rundet 09.17. Også selv om hun havde en fornemmelse af, at hun ville ryge den dag. Øjeblikket efter ringede hendes telefon.

Fyringsrunder er blevet normalen i den danske mediebranche. Alene de seneste to år har der været 13 store fyringsrunder på danske medier. Det er en fyringsrunde gennemsnitligt hver anden måned. Den største den 17. september 2014 i DR, hvor 101 medarbejdere skulle afskediges. Men også hos Politiken, Berlingske, Egmont, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Aller og Jysk Fynske Medier er der blevet skåret ind til benet.

Men hvad sker der egentligt, når usikkerheden breder sig i huset; når man bliver peget ud og fyret? Og hvordan er livet bagefter?

Det har vi snakket med mangeårig udenlandsjournalist i DR Arne Skadhede og tidligere ‘Deadline’-vært Anja Bo om. Her er deres historier.

Trodsighed og utryghed

Ugerne op til den store fyringsdag i DR havde ikke været nemme.  Medarbejderne i statsradiofonien var præget af utryghed og frygt, fortæller både Anja Bo og Arne Skadhede.

»I de her uger op til en fyringsrunde kan der være en trykkende stemning, hvor man næsten ikke gider arbejde, fordi det er så ubehageligt,« siger Anja Bo.

Selv havde Anja Bo på fornemmelsen, at ledelsen måske ville skære hende væk. Der havde været små tegn. Siden sommerferien var hendes chefer holdt op med at inddrage hende i fremtidsplanerne på redaktionen.

»Der var sådan et mærkeligt vakuum. Det var meget sigende. Jeg var ikke udtaget til truppen,« siger Anja Bo.

Hun tænkte derfor på, hvad hun konkret skulle gøre, hvis hun blev fyret. Selve fyringsdagen frygtede hun dog ikke.

Samtidig var der også muligheden for at tage en frivillig fratrædelse og komme det hele i forkøbet. Men:

»Jeg tænkte »fandme nej«. Jeg skal da ikke gå, fordi jeg er bange for at blive fyret. Hvis der er nogen, der vil fyre mig, så må de gøre det med store ord og oprejst pande. Hvis man er glad for et arbejde, er det bare om at blive siddende.«

Arne Skadhede havde to gange tidligere i årene forinden – i 2007 og 2010 – oplevet fyringsrunder på DR. Han vidste, hvad der ventede, og var klar til at støtte sine kolleger. Men hvad han skulle gøre, hvis han blev fyret, havde han til gengæld ikke skænket en tanke.

Forbi alle kolleger i newsroom

Inden fyringsrunden i DR havde Anja Bos venner sagt til hende, at hun ikke skulle være nervøs. De kunne ikke tro, det var hende, ‘Deadline’-værten, der skulle skæres væk i en fyringsrunde, selv om hun sagde noget andet til dem.

Derfor havde hun forberedt sig. Sørget for, at hendes forældre ville hente datteren i børnehaven og sagt til sine nærmeste venner, at de gerne måtte være der for hende, hvis hun fik brug for dem.

Fyringsrunden gik i gang klokken ni. Anja Bo stod ved kaffeautomaten og snakkede med nogle kolleger. Da klokken rundede 9.17, havde ingen dog hevet fat i Anja Bo endnu. Hun nåede lige akkurat at få nævnt, at hun så nok ikke var med i første bølge af fyringer, da hendes telefon ringede.

»Jeg nåede at tænke, at det var meget godt, at jeg havde lavet et beredskab. Det føltes ubehageligt. Ligesom hvis man skal have trukket en tand ud. Man ved godt, det kommer. Men smerten går over igen. Det var ikke et chok på den måde,« siger hun.

Hun gik med oprejst pande turen forbi alle sine kolleger i DR’s åbne kontorlandskab og op på første sal, hvor hendes redaktør ventede i et mødelokale.

»Det sortnede faktisk for mine øjne«

Klokken var omkring 10, da Arne Skadhedes telefon ringede. Han havde lige trøstet en grædende kollega og stod i DR’s newsroom, hvor alle medarbejdere var kaldt sammen for at være klar, hvis de skulle fyres.

»Jeg fik et chok,« siger Arne Skadhede, der havde været journalist i DR det meste af sit arbejdsliv, hvor han særligt havde dækket Latinamerika.

Der var ingen tvivl om, hvad det drejede sig om, selv om han ikke fik fyresedlen i telefonen. Han fik besked på, at han skulle gå ind et lokale. Her sad hans redaktør og tillidsmand.

»Det sortnede faktisk for mine øjne. Jeg fik gelé i knæene, da min chef læste dommen op. Jeg forstod ikke det halve af, hvad han sagde. Han læste nogle regler for massefyring op, at huset havde ret til at fyre en masse mennesker. Efter et minuts oplæsning gik chefen ud, og så sad jeg tilbage med tillidsmanden,« fortæller Arne Skadhede.

På et øjeblik var han gået fra at tro, at han om et par år skulle gå på pension som DR-medarbejder, til ikke at have noget job.

BT ringede efter en halv time

Anja Bo mødte sin redaktør Sandy French og sin tillidsmand i et stort mødelokale med vægge af glas. Rundt omkring i rummet var der stillet whiteboards op, så det var sværere at se ind.

»Jeg kan ikke huske så mange detaljer, andet end at jeg tænkte, at hun faktisk nok har det værre end mig, fordi det lød så ubehageligt at læse den tekst op, som hun skulle,« siger Anja Bo.

Derefter spurgte Sandy French også, om de måtte melde fyringen ud. I første omgang forstod Anja Bo ikke et ord. Men så gik det op for hende, at det var til pressen. Det sagde hun ja til. Det kommer jo ud alligevel, tænkte hun.

Der gik en halv time, fra hun havde fået fyresedlen, til BT ringede.

»Jeg kunne ikke sige så meget andet, end at jeg kunne bekræfte det, og at jeg gerne ville være blevet. Jeg var ikke ked af det. Jeg tænkte mere, at jeg måtte stå igennem det. Der var ingen grund til at tude. Der var jo alligevel ikke nogen på DR, der kunne hjælpe mig,« siger hun.

Rådvild i lufthavnen

Arne Skadhede var kommet lettere forvirret ud fra sin fyring. Han var ikke sikker på, om han nu også skulle arbejde i sin opsigelsesperiode, og hvad der egentligt var op og ned rent praktisk.

Han gik derfor over på DR’s tillidsmandskontor for at finde hoved og hale i sine vilkår. Nej, han skulle ikke arbejde mere nu, lød beskeden. Efterfølgende snakkede han med andre kolleger, der også var blevet fyret. Nogle forlod DR Byen med det samme. Andre blev hængende lidt.

Fyringen efterlod Arne Skadhede i et tomrum.

»Jeg var lige fyldt 61 år og var klar over, at det ville blive svært at få noget nyt,« siger han.

»Jeg tog hjem en time senere. Jeg skulle hente min kæreste, som kom hjem fra en rejse, i lufthavnen. Jeg var rådvild, totalt rådvild.«

Herfra drejer Anja Bo og Arne Skadhedes historier i to forskellige retninger.

»Der opstår jo en livskrise«

Ved siden af jobbet som ‘Deadline’-vært havde Anja Bo haft masser af arbejde. Moderatorjobs, debatleder-tjanser, underviser på RUC. Nærmest fra dag ét efter fyringen gik hun fra at være arbejdsløs til at være freelancer. Og hun fortsatte ufortrødent med de arbejdsopgaver, hun allerede havde. I takt med, at folk fandt ud af, at hun ikke længere arbejdede for DR, fik hun samtidig også mere og mere arbejde.

»Jeg var sindssvagt privilegeret. Jeg har aldrig haft en periode, hvor jeg gik og tænkte, hvor fanden skal pengene komme fra,« siger hun.

Samtidig endte hun i en mediestorm, hvor Susanne Bjerrehuus offentligt frydede sig over, at hun var blevet fyret. Det førte til, at Anja Bo fik tusindvis af beskeder med opbakning fra tidligere seere og kolleger. En lovestorm, kalder hun det.

»Det er ikke alle, der bliver fyret, som bliver mødt med en bølge af kærlighed. Og pissekloge folk, jeg havde interviewet på tv, sagde, at de aldrig havde følt sig så godt behandlet, som når jeg interviewede dem. Det var vigtigt for mig, at det ikke var på grund af min faglighed, jeg blev fyret,« siger hun.

Alle medarbejdere på DR fik efter fyringsdagen tilbudt en arbejdspsykolog. Imens Anja Bo ræsede af sted, sagde Arne Skadhede ja tak til psykologen.

»Der opstår jo en livskrise, når man bliver fyret. Jeg ville gerne snakke om fremtiden. Hvad jeg skulle nu. Jeg fik virkelig meget ud af psykologen. Jeg gik der 10 gange i alt med 14 dages mellemrum og fik mod på at komme op på hesten igen og finde noget at rive i,« siger han.

Valget for ham faldt også på at blive freelancer – med fuld fokus på journalistik.

På jagt efter zikavirus i Brasilien

I dag har Arne Skadhede et skrivebord i et freelancefællesskab ved Vandkunsten i København. At kunne møde op på kontoret er med til at give ham struktur og motivation i hverdagen. Og så er han begyndt at dyrke en gammel kærlighed igen – Latinamerika.

»Det har været vigtigt for mig at komme ud og opleve verden igen som udlandsjournalist. Mit vigtigste fokus er blevet Latinamerika, også selv om det er en ret lille niche. Det er her, jeg finder min energi og glæde ved journalistikken,« siger han.

Blandt andet har han for nylig været fire uger i Brasilien for at følge udviklingen af zikavirus i landet. Det kastede artikler i Kristeligt Dagblad, flere tidsskrifter og en udsendelse i P1 af sig. Det er samtidig en af de udlandsopgaver, der har givet mest økonomisk overskud. Sidste efterår var han også tre uger i Nicaragua, og det var sværere at få til at hænge sammen.

»Mine indtægter er selvfølgelig langtfra de samme, som da jeg var hos DR. Men det eneste konkrete, det har betydet, er, at vi har solgt den ene bil. Vi bor stadig i vores andelsbolig i Hellerup,« siger han og fortæller, at han også har samtaler med et rejsebureau om at blive rejseleder i Colombia og Mexico.

For Anja Bo er indtægterne kun gået én vej siden fyringen. Op.

En hvalp som assistent i Valby

Den seneste måned har Anja Bo for det meste siddet ude i sin have, når hun har arbejdet. Med sokker på i sandalerne, fordi det trods alt stadig er lidt køligt om morgenen i septembersolen. Og med en hvalp ved sin side, som hun har fået som “assistent”, fordi der ikke er andre på hendes kontor i hjemmet i Valby; et lille hus, som hun lige har købt sammen med sin mand.

Herfra styrer hun sin forretning rundt i alle mediebranchens verdenshjørner. Hun har stadig masser af jobtilbud som moderator og debatleder. Men hun laver også konsulentarbejde på kommunikationsopgaver. Og så holder hun fast i journalistikken ved at lave tv-dokumentarer med produktionsselskabet Heartland og samarbejde med netmediet Føljeton.

»Jeg skal virkelig insistere på at lave klassisk journalistik i dag,« siger hun.

Kommunikation og debat fylder meget mere end klassisk journalistik i hendes arbejdsliv.

»Det er lidt noget andet end det, jeg havde troet, jeg skulle. Det havde jeg en overgang en indre modstand imod. Fordi jeg ikke vidste, at verden kunne være så meget større end det, jeg lige sad og lavede.«

Anja Bo understreger, at hun »har det virkelig godt i dag« som freelancer. Og som menneske.

»Jeg har lært, at lysten driver værket helt vildt. Tit er det bare noget, man siger, men det skal bare være sjovt.«

Fyringen kan dog stadig gøre hende vred. For eksempel var der et halvt år, hvor hun ikke kunne holde ud at se tv, fordi hun blev for frustreret. Over indslagene, kvaliteten og det faktum, at hun ikke længere selv stod der. Hun prøver på stadig ikke at se alt for meget tv i dag. Ellers begynder hun bare at råbe af det.

»Det er lidt skørt, men det er vel et savn, jeg har haft. Sådan har jeg også haft det nogle gange, hvor jeg har mødt de chefer, jeg havde. Jeg har følt mig svigtet og tænkt, at jeg jo troede, vi skulle noget sammen. Men det er totalt ukonstruktivt. Så det pakker jeg væk,« siger hun.

At tage sig selv tilbage

Både Anja Bo og Arne Skadhede er lykkelige for, at de ikke længere skal presses ind i vagtplanen på DR. At de selv kan strukturere deres tid og ikke skal være afhængige af, at en chef kommer og kaster idéer ned til dem, som de skal passe ind i en eller anden boks. De taler begge om, at de på en måde har taget deres kreativitet og arbejdsliv tilbage.

»Selvforståelse og identitet er bundet meget op på arbejde. Så hvis man kan tage det lidt tilbage til sig selv og sige, at jeg er god til det, jeg laver, skal man gøre det. Det er ikke mit arbejde, der gør mig god til det. Det er noget, jeg kan selv,« siger Anja Bo.

Hvis man spørger Arne Skadhede, om han ville have gjort noget anderledes dengang, hvis han vidste, at han ville blive fyret, får man et svar, hvor han ikke helt kan blive enig med sig selv.

På den ene side kan han ikke lade være med tænke på, om han ville have forsøgt at blive omplaceret i DR. Dukket sig og gjort alt for at undgå fyringen. Men på den anden side; det kan man jo ikke bruge til noget i virkeligheden nu, som han siger.

»Jeg er holdt op med at ærgre mig over det, der skete dengang. Jeg har været ked af at miste kollegerne på Danmarks Radio. Men jeg har ikke mistet min identitet.«

I Journalistens opgørelse over fyringsrunderne er de fem nedlagte stillinger på Egmont og de ni på DR i denne uge ikke medregnet. Journalisten tager også forbehold for, at der kan være andre fyringsrunder de sidste to år, som ikke er med i gennemgangen. Ej heller er andre sparegreb eller -øvelser med.

Det er også svært at sætte tal på de samlede udgifter, medierne har skåret væk i sparerunderne, da de kun til tider har fremlagt et præcist tal. Medregnet i gennemgangen er ikke kun redaktionelle, men også administrative stillinger, da de lige så vel er en del af den danske mediebranche. Desuden har medierne i flere tilfælde oprettet nye stillinger, efter de har nedlagt stillinger i fyringsrunderne. Derfor er antallet af stillingsnedlæggelser ikke definitivt for, hvor mange stillinger der rent faktisk er blevet nedlagt i perioden.