search

»Jeg fatter ikke, man kan få penge for det«

Nyt job: Joachim Adrian, 31 år. Skifter 1. august fra freelance til fotograf på Politiken.

Nyt job: Joachim Adrian, 31 år. Skifter 1. august fra freelance til fotograf på Politiken.

Hvordan er du endt på Politiken?
Det var helt almindeligt. Jeg læste i avisen, at de søgte en fotograf, og så fik jeg lavet portfolio, skrevet ansøgning og tænkt en masse tanker om, hvorfor jeg var den rette.

Hvorfor er du så det?
Jeg har flere gange i mit liv forsøgt at smide kludene for at komme frem i verden. Første gang til optagelsen på Odense Teaterskole, hvor jeg optrådte med et stykke, hvor jeg smed kludene. Uden held. Så lavede jeg en billedserie til Kunstakademiet, hvor jeg også var helt nøgen. Det var heller ikke nogen god idé. På min ansøgning satsede jeg så igen og satte et billede af min egen slatne diller på forsiden. Om det var på grund af eller på trods af det, at jeg fik jobbet, det ved jeg så ikke. Men jeg tager det som et tegn på, at jeg er endt et sted, hvor de forstår mig.

Hvad var tanken bag den forside?
Det var et billede fra min praktiktid. De skulle bruge et billede af noget forhud, men ingen ville stille op. Jeg blev så sendt på Glyptoteket for at tage billeder af statuernes små snipper. Men jeg kunne mærke, at det blev en halv løsning, så i al hemmelighed gik jeg i studiet med en anden fotograf og tog nogle ganske fine billeder af min egen. Da jeg søgte jobbet, tænkte jeg, at det måske er derfor, jeg kan gøre en forskel. Selv de små opgaver skal vi gå helskindet ind i.

Hvordan kendetegner det billede dig som fotograf?
Jeg går i hvert fald helhjertet ind i det hele. Men det behøver ikke altid at være alternativt. Jeg synes ikke, man behøver at vende alting på hovedet og gøre alting anderledes og provokerende. Det handler tit om, at man skal fortælle andres historie med hjertet og være åben som menneske. Men lige dét billede krævede, at vi tænkte lidt selvstændigt.

Hvordan var overgangen fra skolen til arbejdsmarkedet?
Det er lidt som at blive voksen. Nu har jeg også fået to børn, og det er første gang, jeg kan tage ordet voksen i min mund. Det var også på tide, at jeg kunne lægge studieimaget fra mig og kollektiverne bag mig. Det passer mig godt.

Kan man udleve sin fotografiske kunst, når man også skal tage billeder af vejskilte?
Nogle gange undrer det mig, at man kan få penge for at være fotograf på et dagblad. Jeg møder ind om morgenen og aner ikke, hvad dagen skal bringe. Jeg bliver kastet rundt fra magtens centrum det ene øjeblik til at møde en mand på gaden med sin muskelhund – og så måske slutte dagen af med at skulle lave et billede af tandpasta. Det tiltaler mig ved jobbet, at jeg skal bruge hele min palet af nysgerrighed og viden om verden. Det er fantastisk, at jeg kan få penge for det.

Hvad drømmer du om som fotograf?
Det var lidt underligt at få opkaldet fra Politiken i sommer. For det var nok lidt drømmen. Jeg har aldrig prøvet før at stå og tænke "vupti! Der var lige en drøm, der gik i opfyldelse!" Og det skaber jo lidt et behov for nye drømme. Jeg er stadig så ny her, at nu er min drøm, at jeg skal sparke røv som Politiken-fotograf. Så ved jeg ikke helt, hvad der skal være min uopnåelige stjerne fremover.

CV: Joachim Adrian blev færdig som fotojournalist fra Journalisthøjskolen i februar efter praktiktid på Politiken. Siden har han været freelancefotograf og fast underviser på fotoskolen Fatamorgana, indtil han fik en fast stilling på Politiken. Han fik sit andet barn i februar i år.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen