“Jeg er så hamrende glad for, at det kan lade sig gøre”

 Navn: Hugo Hviid, 59 år.Nyt job: 1/9 fra redaktør på UgeAvisen, Struer, til byskriver ved Struer Museum og informationsmedarbejder ved Struer Kommune.Uddannelse: Uddannet på Amtsavisen i Randers 1965, senere DRs interne uddannelser som radio-, musik- og tv-producer.

 

Navn: Hugo Hviid, 59 år.

Nyt job: 1/9 fra redaktør på UgeAvisen, Struer, til byskriver ved Struer Museum og informationsmedarbejder ved Struer Kommune.

Uddannelse: Uddannet på Amtsavisen i Randers 1965, senere DRs interne uddannelser som radio-, musik- og tv-producer.

Jobforløb: Amtsavisen i Randers 1965-66. Randers Dagblad til 1968, B.T. i Kolding og Århus til 1969. Journalist hos B&O til 1971, redaktørvikar på Dagbladet i Struer til 1973, freelancer ved DR 1973-74, så fastansat ved DR 1974-93. Vikar for erhvervschef i Struer 1993, redaktør af UgeAvisen, Struer, fra 1994 til 1/9 2004.

Hvordan fik du jobbet? Struer Kommune bad om idéer til, hvordan den kommunale hjemmeside kunne udvikles. Jeg skrev et forslag om at tage den nye teknik i brug, så man kunne udstille lokalhistorien bedre. Den var de med på, og da de fandt pengene, fik jeg jobbet.

Hvad er en byskriver? De eksisterede i Danmark til midten af 1800-tallet og skulle meddele offentlige beslutninger til folk, der ikke selv kunne læse og skrive, og få svar med tilbage. Jeg skal skrive by- og egnshistorie på internettet og formidle begge veje – ved at opfordre folk til at bidrage med deres erindringer og ved at fortælle nye brugere, hvordan man bruger internettet.

Hvad glæder du dig mest til? At få byskriverprojektet ud til folket. At få den her dialog med læserne. Som radioproducer gennem tyve år blev jeg træt af at sidde med énvejskommunikation. Jeg kan godt li' dialogen med andre, og der er internettet forrygende. Jeg skal sørge for at få noget ud og håber at få noget tilbage. Jeg kan for eksempel skrive om den kajaktype fra Struer Kajakbyggeri, som blev brugt første gang ved OL i Helsingfors i 1952. Og så sidder der måske en roer et sted i verden, som roede den trækajak første gang, og så kan hans oplevelser lægges ud på nettet.

Hvad tiltrækker dig mest ved det her job? Lokalhistorie er min hobby. Jeg har gjort det til en vane at lære baggrunden at kende, når jeg kommer et sted hen. Det at udbrede lokalhistorie er med til at gøre folk klogere og give dem et tilhørsforhold. På nettet kan man søge specifikt, hvad enten man er interesseret i bestemte personer, institutioner eller bygninger. Hos os kan det for eksempel være jernbanehistorie eller B&Os historie, produkter og udvikling. Begge dele tiltrækker folk fra hele verden. Jeg er så hamrende glad for, at det kan lade sig gøre.

Hvordan vil du fordele din tid? Jeg skal arbejde tre fjerdedele for museet og en fjerdedel for kommunen. Når jeg er på kommunen, kan jeg følge med i, hvad vi foretager os af historiske ting, for vi skaber også historie i dag. Samtidig har jeg den historiske baggrund for at forstå det, der sker. Det giver et utrolig godt samspil. Det er ganske vist lidt bøvlet at have kontor både på Rådhuset, museet og hjemme – så står pudsevæsken til brillerne det forkerte sted… Men det skal jeg nok få til at gå op.

Er det ikke et risikabelt job? Nej. Ved kommunesammenlægningen i 1970 blomstrede lokalpatriotismen op. Og Struer Museum er langt fremme med planer om at bygge et egentligt B&O-museum til 41 millioner kroner.

Se mere på www.struermuseum.dk

 

0 Kommentarer