search

»Jeg er nok vokset lidt ud af mit nuværende job, fordi jeg har efteruddannet mig så meget.«

Mie Gudmundsson, 38 år. 1/5 fra kommunikationschef, Gentofte Kommune, til centerchef for Center for Strategi og Politik, Fredensborg Kommune.  

Så er det lige om lidt, du skal starte. Hvad tænker du, når jeg siger det?
At jeg glæder mig rigtig meget til at komme lidt tættere på de politiske og administrative beslutningsprocesser.

Er du da ved at køre en politisk karriere i stilling?
Slet ikke. Jeg kan ikke se mig selv som politiker. Det er nogle andre meget bedre til. Jeg er meget bedre som embedsmand, og jeg sætter en stor ære i at hjælpe – ikke kun politikerne, men også resten af organisationen – med at tænke udvikling. Jeg synes bare, at det er meget sjovere at sidde på den anden side af bordet og hjælpe politikerne.

Så du skal altså være chefspindoktor?
Heh, nej det vil jeg ikke kalde det. Slet ikke faktisk. Det handler om at sikre, at vi træffer nogle rigtige og lovlige beslutninger, og i virkeligheden så slipper jeg kommunikationen for at arbejde meget mere med politik, administration og strategi. Jeg har både taget en master og en videreuddannelse ved siden af mit fuldtidsjob, og desuden har jeg taget KIOL-uddannelse for offentlige ledere, så det er et bevidst valg fra min side. Jeg er nok vokset lidt ud af mit nuværende job, fordi jeg har efteruddannet mig så meget.

Hvor mange timer har du i døgnet?
Lige så mange som du har, men det har været temmelig kompakt indimellem, og da jeg tog min master, inddrog jeg rigtig tit nattetimerne til at læse til opgaver. Jeg tror nærmest aldrig, det er sket, at jeg har kunnet holde mig til de 37 timer om ugen, men jeg har et meget højt energiniveau, og jeg har aldrig været bange for at arbejde. Jeg har haft lyst til det og gjort det for min egen skyld.

Hvad er du nervøs for ved dit nye job?
Nervøs er jeg ikke, men jeg har respekt for, at jeg træder et trin op ad stigen, og at jeg skal være chef for nogle områder, som er nye for mig, så jeg har også brugt noget tid på at boge den og læse op. Det er også det, der gør, at det er spændende. Jeg vil gerne blive ved med at flytte mig, uddanne mig og blive ved med at lære noget nyt. Når man nu ikke skal tage en master til – for det skal jeg ikke – så er det her en måde at gøre det på.

CV: Cand.mag. i dansk med kommunikation 2001 på KU, projektkonsulent, kom-rådgiver Alpha Beta 01-02, kom-konsulent DI 02-05, kom-chef NNF 05-07, kom-chef i Gentofte Kommune 07-13. Master i virksomhedskommunikation 07-09 og KIOL lederuddannelse 12-13.


– foto: Thomas Nielsen

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen