At være kommunikationsansvarlig hos slagterigiganten Danish Crown er ikke for sarte sjæle. Møgsager er der nok af.
Lave svinepriser og lukning af slagterier giver henholdsvis vrede landmænd og vrede medarbejdere. Og så er der lige alt det der med dyrevelfærd og slagtemetoder.
Efter 10 år som en af landets mest markante brandslukkere og kommunikationsdirektører siger 47-årige Anne Villemoes stop. Når det næste årsregnskab er blevet præsenteret til november, springer hun i stedet ud som selvstændig med eget kommunikationsbureau.
»10 år i konstant alarmberedskab gør også sit. Det er lang tid, når man er på døgnet rundt i et job som mit. Når man som virksomhed lever af at slå ihjel, skal man altid være klar til at svare for sig. Det er hårdt at bruge hele sit liv på arbejde. Det er en beslutning, der har modnet sig over halvandet års tid,« siger Anne Villemoes til Journalisten.
»Det handler også om, at jeg gerne vil være Anne lidt igen. Jeg er jo blevet Miss Piggy. Jeg har cirka 80 grise stående på mit kontor, fordi alle, jeg kender, køber og sender mig en form for grise-bamse, hvis de ser en,« siger Anne Villemoes.
»Vi kan altså ikke spise alt det gris selv«
Hun er oprindeligt jyde, men lægger ikke skjul på, at der bag beslutningen også ligger et ønske om at komme tilbage til København, hvor hun tidligere har boet i 10 år, og hvor det meste af hendes sociale netværk fortsat bor.
»Jeg kunne ikke fastholde mine sociale relationer i København over tid, fordi jeg har haft så travlt et arbejdsliv hos Danish Crown,« siger hun. [[nid:34203]]
Når hun skal pege på, hvad der er den største kommunikative succes og fiasko i hendes tid i Danish Crown, så peger hun faktisk på den samme ting.
»I det brede perspektiv har den største succes været, at vi har gjort os selv til en fødevarevirksomhed og ikke bare en landbrugsvirksomhed. Men hvis der var noget, som jeg gerne ville have haft større succes med, så var det netop at få Danish Crown til i endnu højere grad at forstå, at vi ikke bare skal kommunikere med ejerne, men med kunderne. For vi kan altså ikke spise alt det gris selv,« siger Anne Villemoes.
Mere ærlig og værdibaseret kommunikation
Når hun ser tilbage på de seneste 10 års udvikling i virksomhedskommunikation, så er der særligt to tendenser, som hun mener er værd at bemærke.
Markedsføringen af virksomhederne er ifølge hende blevet mere ærlig, og så er værdibaseret branding og kommunikation slået igennem.
»Der er flere og flere virksomheder, som lægger markedsføringsafdelingen ind under kommunikationsafdelingen, så det bliver en kommunikationsfaglig person, der bestemmer retningen. Det giver mere ærlig markedsføring,« siger Anne Villemoes.
»I markedsføring accepterer man normalt en lille grad af løgn, men det går slet ikke i en virksomheds kommunikationsafdeling. I markedsføring har der derimod altid været en uhellig alliance med forbrugeren, som ikke bliver skuffet over, at vasketøjet ikke bliver lige så rent, som reklamerne viser,« siger Anne Villemoes.
Hun nævner ”Tal Ordenligt”-kampagnen fra teleselskabet Call Me som et glimrende eksempel på værdibaseret branding.
»Den kampagne er et rigtig godt eksempel på en udvikling, hvor man kommunikerer et ønske om at være noget andet eller mere end bedst, hurtigst eller billigst. Men at man i stedet gerne vil stå inde for et budskab eller nogle værdier,« siger Anne Villemoes.
Branding og bogprojekter
Og netop værdibaseret branding er det, hun brænder for og håber at komme til at arbejde meget med, når hun snart får eget bureau.
»Jeg står ikke med en fiks og færdig plan. Jeg er stærk på krisestyring, og det bliver der sikkert også noget af. Men det er der jo andre i markedet, der også kan. Det, jeg for alvor brænder for, og håber på at lave, er brandingprocesser i virksomheder. Definere kerneværdierne og sikre, at de ikke bare bliver et smart marketingsslogan,« siger Anne Villemoes.
»Jeg vil heller ikke afvise, at der kan komme en bog. Det vil nok starte med noget fagligt, men mon ikke, der også sniger sig noget humor ind. Og så holder jeg jo i forvejen mange foredrag. Men fremover vil det ikke være gratis at booke mig,« siger Anne Villemoes.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.