Dan Philipsen forstår godt alle principperne. At regler skal følges, at de fastansatte på Jyllands-Posten er pressede, at studerende ikke må tage job fra arbejdsløse. Men han fatter stadig ikke, hvorfor han ikke må dække en superligakamp for en tusse.
Da Dan Philipsen stoppede som praktikant på Jyllands-Posten i februar i år, fik han et tilbud, ligesom størstedelen af de andre JP-praktikanter. Han blev spurgt, om han vil arbejde på avisen, mens han tager det sidste år på Journalisthøjskolen.
Dan Philipsen sagde ja-tak, og de næste godt to måneder dækkede han seks fodboldkampe og to håndboldkampe for hovedavisen. Samt to håndboldkampe og en enkelt foromtale for JP Århus. 11 opgaver til 1000 kroner per opgave. Samt udgifter til transport.
"Det har været fint med lidt lommepenge, og så er det godt at kunne fortælle, når man skal søge job bagefter," siger Dan Philipsen.
Men midt i april var det pludselig slut. En morgen fik han at vide af en medstuderende, at han var blevet meldt for bijobberi. Ni dage efter fik han det officielle brev fra Journalistforbundets formand.
"Altså, jeg kan godt forstå princippet i det: At man ikke skal tage job fra arbejdsløse. Men jeg arbejder seks timer om søndagen for en tusse. Jeg tror ikke, at der er nogen arbejdsløse, der har lyst til det job."
Dan Philipsen kan til gengæld godt forstå, at man slår ned på et par af de andre bijobbere på Jyllands-Posten.
"Et par stykker arbejder nærmest fuldtid, så har det ikke længere karakter af et studiejob. Det duer ikke."
Han ærgrer sig over, at det lige skulle ske for ham, når der de sidste mange år har været bijobbere på Jyllands-Posten, og der i dag er masser af journaliststuderende, der arbejder på forskellige medier, mens de studerer.
"Vi 11 mand er blevet gidsler i en principiel sag. Det er grotesk. På mit semester er det cirka hver anden, som bijobber på alle mulige medier."
Dan Philipsen kan slet ikke forstå, hvorfor man ikke fjerner bi-jobreglen, når alle alligevel bryder den. Her er han helt på linje med de journaliststuderendes organisationer i Århus, Odense og Roskilde. De tre formænd har allerede besluttet, at de vil arbejde frem mod at få bijobreglen afskaffet ved næste års delegeretmøde.
Det kommer bare ikke til at hjælpe Dan Philipsen. Han er træt af at blive kaldt skruebrækker, selv om det bare er i sjov. Han er også træt af at være blevet en sag i Journalistforbundet.
En sag, der i øvrigt blev vendt på det seneste hovedbestyrelsesmøde, selv om der ikke skulle fældes dom endnu. De fleste hovedbestyrelsesmedlemmer mener ikke, at de 11 bijobbere skal have en bøde. De fleste gav udtryk for, at en advarsel er rigelig straf.
Det kan Dan Philipsen glæde sig over. Han har nemlig brug for alle sine SU-penge – og mere til. Derfor har han nu tænkt sig at søge studiejob på McDonalds eller gå med aviser.
"Hvis jeg må?" tilføjer han ironisk.
BIJOBREGLEN
Forbundets love, paragraf 27 stk 3:
"Et medlem må ikke ved siden af fuldtidsbeskæftigelse, uddannelse, orlov fra uddannelse eller praktiktid have journalistisk beskæftigelse, som hindrer arbejdsløse medlemmers beskæftigelsesmuligheder. Hovedbestyrelsen kan ved overtrædelse heraf idømme medlemmet bøde."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.