Som 16-årig holdt han vagt ved sin politiradio og listede ud om natten for at fotografere crime scenes til Helsingør Dagblad. Siden forlod han nyhedsbranchen og Danmark for at skyde højtbudgetterede reklamekampagner og portrætter til amerikanske magasiner. I dag lever Asger Carlsen af sin surrealistiske fotokunst i New York.

Drømmejobbet
I denne serie tegner Journalisten en række portrætter af journalister, fotografer og kommunikatører, som har fulgt drømmen om "verdens bedste job" helt til dørs.

Hvordan startede din karriere som fotograf?
Jeg var i erhvervspraktik på Helsingør Dagblad i 1991, og bagefter blev jeg ved med at komme der. Der var en rigtig sød fotograf deroppe, som hed Lars Johannessen. Han tog mig med rundt på opgaver og var som en mentor for mig. Jeg fandt hurtigt ud af, hvordan jeg kunne levere materiale til sager, de faste fotografer ikke selv fik dækket, og fik anskaffet mig en politiradio. Jeg boede hos min far på det tidspunkt og sneg mig ud om natten, når jeg kunne høre, der skete noget. I starten cyklede jeg rundt, fordi jeg ikke havde noget kørekort, senere opgraderede jeg og købte en Yamaha-knallert. Hvis der var et trafikuheld eller ild i det lokale supermarked, så var jeg der.

Hvordan solgte du dit første billede?
Jeg og mine venner havde stjålet et stakit og havde lavet et bål af det på stranden i Nordsjælland og drukket nogle øl. Men så kom politiet og sagde, at det måtte vi ikke. Jeg havde mit nye Canon-kamera med og tog et billede med flash og det hele af politiet, der stod omkring mine venner, og så gik jeg op og solgte det til Helsingør Dagblad, der bragte det som et øjebliksbillede med en udvidet billedtekst. Jeg fik tariffen, 349 kroner.

Hvad drømte du om at blive, da du var barn?
Jeg havde egentlig ikke nogen konkret drøm. Jeg var bare meget interesseret i at være mig selv. Og det var nok i virkeligheden det, som tiltrak mig ved livet som fotograf – frihedsfølelsen. Jeg forsøgte at komme ind på journalisthøjskolen det år, fotolinjen blev oprettet. Da det ikke lykkedes, blev jeg stædig og tænkte, 'jeg gør det alligevel'. Jeg er ordblind og var skoletræt, hvilket selvfølgelig hang sammen med, at jeg ikke rigtig havde nogen succesoplevelser i skolen. Derfor var det nemt at vælge fotografiet. Og samtidig var fotograferne på Helsingør Dagblad også startet op selv, så jeg tænkte, at det kunne jeg da også bare gøre.

Hvad fik dig til at forlade nyhedsbranchen?
Da jeg begyndte at arbejde for B.T. i 1992, var deres oplag i omegnen af 300.000, og da jeg stoppede, var det på omkring 110.000. Det siger noget om, hvilket downfall der var i branchen på det tidspunkt. Samtidig begyndte jeg at levere rigtig meget til magasiner, blandt andet til Euroman. Jeg begyndte også at arbejde med forskellige reklamebureauer. De kunne enormt godt lide min reportagebaggrund – at jeg kunne angribe reklamefotografiet på en ny måde. Det fik jeg ret travlt med i en del år.

Er der en bestemt begivenhed, der har fået din karriere til at tage en uventet drejning?
En dag ringede en fotoagent til mig fra New York. Han havde set mine billeder og spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme over og snakke med ham. Det endte med, at jeg tog til New York og lavede en kontrakt med ham. Jeg gik egentlig ikke rundt med planer om at flytte derover, men jeg havde et parforhold, der endte, så det passede meget godt at prøve noget nyt. Til at starte med troede jeg bare, at jeg skulle være her et års tid – det er snart fem år siden.

Hvorfor har du ikke bare et 8-16 job?
Min far sagde engang til mig: "Du får aldrig et normalt liv." Dengang kunne jeg slet ikke se, hvorfor det var en væsentlig ting at sige. Han er urmager og guldsmed og syntes også, at jeg skulle være det. Jeg var lidt rebelsk på det tidspunkt, men han foreslog, at jeg skulle starte på Jern og Metal for at se, om det var noget for mig. Jeg var der i tre timer, og så gik jeg. Nogle ville måske sige, at jeg ikke rigtig gav det en chance, men det havde jeg simpelthen ikke lyst til. Min far har en butik på Strøget, hvor han sælger eksklusive ure og smykker, og jeg kan huske, at jeg fik de her billeder i hovedet af min far derinde. Ideen om at stå i det samme rum hele dagen kunne jeg simpelthen ikke holde ud – at være låst inde hele dagen.

Hvad er den mest stressende oplevelse, du har haft på jobbet?
Jeg skulle engang fotografere Las Vegas' rigeste mand, Steve Wynn, til Esquire Magazine. Han ejer et meget eftertragtet Picasso-maleri, og så lider han af sygdommen tunnelsyn, hvilket i bogstaveligste forstand betyder, at han kun kan se ligeud. Det betød så, at han havde hamret sin albue igennem sin Picasso. Så jeg fløj ud til Las Vegas og stod med et stort hold af assistenter. Jeg nåede kun at tage 21 billeder af ham – lidt mere end et minuts billeder – før han helt klicheagtigt siger: "Time is money." Jeg fik et okay resultat ud af det, men nåede ikke rigtigt rundt om ham.
Omvendt har jeg også prøvet at fotografere Dolly Parton til New York Magazine, hvor det endte med, at hun stod og sang Nine to Five for mig. Hun var rigtig sød og afslappet.

Hvad er den mest ekstreme situation, du har været i via dit arbejde?
Dengang jeg var ret ung og kørte på knallert, var der en dreng, der var kravlet op på et tog og havde rørt ved højspændingskablerne, så der var gået ild i ham. Det var en ret barsk opgave. Lige da jeg havde fotograferet ham liggende på en båre, fandt jeg ud af, at han var en af mine barndomsvenner. Der begyndte jeg for alvor at forstå, hvorfor folk ikke kan lide Ekstra Bladet.

Hvordan startede din karriere som kunstfotograf?
Lidt i tilfældighedens univers. Mine venner står bag V1 Gallery i Kødbyen, og jeg var med til at sætte det i stand, hentede øl sammen med dem og så videre. Senere blev jeg selv repræsenteret af galleriet og blev gradvist mere og mere interesseret i kunstens verden og i alle de store fotokunstnere. Jeg fik flere og flere venner i kunstbranchen og begyndte at lave mine egne projekter. Nu er det det eneste, jeg tjener penge på; at lave kunst og sælge prints. Jeg har ikke lavet et rigtigt kommercielt job i halvandet år.

Men du vil gerne stadig lave reklame ved siden af din kunst?
Min energi ligger i mine kunstprojekter. Men jeg har lige budt på en Levi's worldwide kampagne. Hvis jeg havde fået jobbet, skulle jeg arbejde i 15 dage til en hyre, jeg kunne have levet af i et par år. Så man bliver da lidt opslugt, når man arbejder på sådan et oplæg. Det ville jo købe mig en masse frihed.

Hvordan vil du beskrive din fotokunst?
Min tilgang er mere skulpturel end fotografisk. Fotografiet er bare et materiale, jeg håndterer. Jeg kunne i princippet arbejde i ler. Når jeg laver mine projekter, indhenter jeg en masse materiale (fotografier af menneskekroppe, red.), som jeg senere hen former i Photoshop inspireret af surrealister som Francis Bacon og Hans Bellmer. Helt generelt er jeg interesseret i at bruge fotografiet på en ny måde.

Hvad siger din mor til det, du laver?
Min mor har altid bakket op lige meget hvad. Men i går fortalte hun mig godt nok, at hun havde set noget om min udstilling i Düsseldorf på tysk tv, og at de havde sagt, at mit arbejde var 'gruopvækkende'. I hendes verden er kunst noget, som skal være poetisk og smukt, tror jeg.

Dine billeder er jo ret syrede. Tror du ikke, at mange tænker, at du er lidt mærkelig?
Ja, det vil jeg jo lade være op til andre at bedømme. Men jeg har ikke nogen mentale problemer i hvert fald. Det kan da godt være, at jeg lever et lidt særligt liv, men jeg er ikke sådan specielt bizar. Jeg kan oven i købet være lidt konservativ en gang imellem, hvis jeg selv skal sige det. Jeg bor sammen med min kæreste. Om aftenen kan vi godt lide at lave mad sammen, og næste morgen løber jeg en tur, inden jeg går op i mit studie.

Hvilke bjerge er der tilbage at bestige?
Jeg kunne godt tænke mig at få en familie og et normalt liv – nogle normale relationer. Alt kører meget hurtigt her og er meget karriereorienteret. Det er en fast pace city, og folk rejser ikke hertil for at sidde på cafe og hygge sig.
Jeg kan godt savne Europa af og til. Berlin kunne være et meget tiltrækkende sted, hvis man skal leve af sin kunst.

Asger Carlsen
∞ 38 år
∞ Er født i København og opvokset i Snekkersten.
∞ Begyndte at freelance som fotograf allerede som 16-årig.
∞ Arbejdede fra 1991-2000 år som freelan-cer for blandt andre Helsingør Dagblad, BT, Berlingske, Nordfoto, Politiken og Urban.
∞ Har siden 2007 boet og arbejdet med reklame- og kunstfotografi som freelancer i New York og bor nu sammen med sin kæreste i Chinatown.
∞ Har blandt andet skudt portrætter til The New Yorker, Dazed & Confused, Wired Magazine, New York Magazine, Vice, Wallpaper og Esquire Magazine.

Er lige nu aktuel med udgivelsen af sin anden fotobog, Hester.

Se mere på www.asgercarlsen.com