Frederikke Amalie Dam studerer Journalistik på Roskilde Universitet. Hun startede på bachelorsemestret i september 2013, men blev i december sygemeldt med stress.
Det betød, at hun ikke gennemførte semestrets sidste eksamen, som er et skriftligt gruppeprojekt.
»Jeg kunne ingenting i de to første måneder af min sygemelding. Det var meget voldsomt at prøve. Jeg kom til kort. Før var jeg i min fortælling om mig selv sådan en, der kan gøre alt og gøre det godt, og det gjorde jeg. Men jeg gik stadig ned,« siger Frederikke Amalie Dam.
I juli i år afleverede hun så projektet og har i forårssemestret også taget et enkelt fag på Plan, By og Proces, som er det andet fag, hun studerer på RUC.
»Løsningen for mig var at tage forårssemestret på halv tid. Det gør jeg også her til efteråret. Min læge skrev i lægeerklæringen i december, at jeg havde stress, og at jeg skulle tage den med ro i et år, så det har jeg tænkt mig at følge,« fortæller hun, da Journalisten møder hende på en cafe i København.
Ramt af privat krise
Frederikke Amalie Dam er en af de fire kvindelige journaliststuderende, der har henvendt sig til Journalisten, da vi på Facebook efterlyste cases, der kunne belyse en spørgeundersøgelse gennemført af Danske Journaliststuderende i maj 2014.
421 studerende har svaret på spørgsmålene fra Danske Journaliststuderende. Undersøgelsen viser blandt andet, at 76 studerende befinder sig i det røde felt, hvilket betyder, at de har akut brug for professionel hjælp.
Optakten til Frederikke Amalie Dams nedtur var et travlt semester.
»Der var mange dag til dag-afleveringer, al undervisning er obligatorisk, og der er timer hver dag fra ni til fire. I løbet af semestret kunne jeg se de sorte rande under øjnene vokse på mig selv og mine medstuderende,« fortæller hun.
»Jeg gik ind til studiet med enormt høje forventninger, og de blev også indfriet. Det er et super fedt studie, hvor du mærker engagementet og dygtigheden hos både undervisere og studerende. Men det er hårdt, og til sidst blev det for meget for mig,« forklarer Frederikke Amalie Dam.
Et meget travlt semester blev fulgt op af, at Frederikke Amalie Dams kæreste blev syg og skulle have hendes fulde støtte.
»Den dag min kæreste kom hjem fra hospitalet, afleverede jeg den sidste skriftlige opgave, inden vi skulle i gang med projektet. Da gik det op for mig, hvor omfattende en pleje han egentlig havde brug for. Han kunne ikke gå. Da jeg dagen efter skulle ud på RUC, og vi skulle starte på projektet, knækkede filmen for mig. Jeg brød sammen,« fortæller hun.
Havde »fantastisk« vejleder
Frederikke Amalie Dam fik stor hjælp af sine medstuderende.
»De lyttede og var meget forstående,« siger hun.
Frederikke Amalie Dam fik igennem venner anbefalet at tage kontakt til Studenterrådgivningen.
»Jeg havde aldrig hørt om dem, men derigennem fik jeg en psykolog, som har talt med mange studerende i min situation. I dag ville jeg ønske, at jeg havde turdet ringe til Dansk Journalistforbund, men dengang var det enormt grænseoverskridende, når jeg ikke tidligere havde været i kontakt med dem. Men psykologen hjalp, og jeg går der faktisk stadig,« siger hun.
Inden hun endeligt besluttede, om hun skulle udskyde projektet, ringede hun til sin vejleder.
»Hun var fantastisk. Hun var ekstremt dygtig, og derudover var hun meget forstående og hjalp mig til at træffe beslutningen om, at jeg ikke skulle skrive det projekt. Hun havde selv haft stress inde på livet og sagde direkte til mig, at det ikke var det værd, og slet ikke så tidligt i mit liv,« forklarer Frederikke Amalie Dam.
Bedre hjælp fra uddannelsen
Frederikke Amalie Dam vil ikke placere skyld for sygemeldingen. Men hun synes godt, studiet kunne være bedre forberedt på, at det kan gå galt.
»Der synes jeg godt, man kan blive bedre til at hjælpe studerende og sige højt fra starten, at det kan ske, at du får stress, men at det er okay,« siger hun og uddyber:
»Der gik ret lang tid efter min sygemelding, før det gik op for mig, at det ikke bare var mig, der var en fiasko, men at der måske også var nogle ydre rammer, der gjorde, at jeg endte med at få stress. De rammer kan vi måske godt stille spørgsmål ved.«
Frederikke Amalie Dam foreslår blandt andet, at det bliver en del af undervisningen at give de studerende redskaber til at strukturere og prioritere.
»I dag planlægger jeg selv meget mindre fremad. Jeg tager kun en uge ad gangen. Og så øver jeg mig meget i at være i min krop – for eksempel ved at huske at trække vejret helt ned i maven. Det hjælper på ro. Og så sørger jeg for at afgrænse arbejde og fritid meget mere, så jeg rent faktisk holder fri, når jeg går hjem,« forklarer hun.
Aktiv i studienævnet
Hun er også blevet medlem af Studienævnet.
»Og jeg kan mærke, at der bliver lyttet til mig, når jeg for eksempel spørger, hvorfor en studerende skal have afslag på en meritoverførsel eller en dispensation og sørger for, at tingene bliver sagt på en ordentlig måde til de studerende,« siger Frederikke Amalie Dam.
Hun peger også på, at politikerne har et ansvar for at sikre, at studerende kan blive ved med at tage den pause, som viste sig at være rigtig for hende.
»Fremdriftsreformen, som blev præsenteret i foråret 2013, stressede mig helt vildt, for nu skal du pludselig være tilmeldt 60 ECTS-point om året. Det er meget problematisk, hvis studerende, der har den samme oplevelse som mig, pludselig får svært ved at tage en pause eller tage et studie på nedsat tid i en periode,« siger hun.
Opgør med tabu
Det er også derfor, hun har valgt at stå frem med navn.
»Der er så meget tabu omkring det her emne. Det er virkelig nødvendigt, at vi taler om det, og at der bliver skabt et rum for de mennesker, der er en smule mere sensitive. Jeg nægter at skamme mig over det, og jeg prøver i stedet at vende det til en styrke. Derfor er jeg også bevidst meget åben omkring det, og det betyder faktisk, at jeg får meget respekt og anerkendelse fra andre mennesker,« forklarer Frederikke Amalie Dam.
Hun mener heller ikke, at forløbet vil gøre hende til en dårligere journalist.
»Tværtimod. Jeg er blevet endnu mere sikker på, hvad jeg vil, og hvad jeg er god og dårlig til. Men det er skræmmende, for jeg tænker også allerede på Panikdagen, selv om den er et år eller halvandet væk for mig. Kommer det til at have konsekvenser for mig, at jeg står frem og taler om de her ting – det er da nogle overvejelser, jeg har gjort mig. Vi måler hele tiden hinanden på performance og netværk,« siger Frederikke Amalie Dam.
»Men der SKAL være plads til mig i den her branche og på det her studie. Derfor tager jeg ikke det næste semester på Journalistik på halv tid, men på fuld tid. Nu ved jeg, hvad jeg skal lægge i det. Min uddannelse er noget, jeg gør, og ikke den, jeg er.«
Dette er fjerde artikel i Journalistens serie om stressramte studerende. Serien er på i alt fem artikler.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er utrolig modigt og flot :) Jeg har selv været ramt som elev på en arbejdsplads hvor der ikke var hjælp at hente. Er du elev - så er det ud. Nu læser jeg på en akademisk uddannelse hvor rammerne er langt bedre.
Husk, aldrig vær for hård mod dig selv.
Til Karen, ærgeligt at du er så overrasket, i både lærlinge-faget og den akademiske verden er det nærmest blevet normaliseringen fremfor undtagelsen, som min læge sagde "en sygemelding? Ja ja, dem er jeg vant til". Vi lever i et moderne samfund, med øget teknologi og større ansvar på individet, og det pålægger os implicit mange fleres stillingtagen. Dette er der ikke blevet taget hensyn til i udviklingen af nye uddannelser.
God vind Maria :) Og husk, ikke følg hjertet, følg viljen.
Jeg synes, det er meget rystende, men også utrolig lærerigt, at læse jeres modige beretninger om, hvordan I er gået ned med stress på studierne. For mig har stress været noget, man fik, når man var i gang med karrieren, og ikke noget der hørte til i "de glade studieår".
Jeg håber, I er med til at fjerne tabuet fra fænomenet stress, så alle studerende, der mærker symptomerne, ved, at det ikke er dem selv, der er noget galt med.
Jeg håber også, stress bliver et emne, I kan tage op på jeres uddannelse, og at I i et samarbejde mellem undervisere og studerende kan diskutere, om der er nogle ting i uddannelsen, der kan planlægges bedre, blandt andet så de værste arbejdspukler kan undgås.
At I også taler om, hvordan I kan støtte medstuderende, der rammes af stress, og at I er opmærksomme på de forskellige rådgivningsmuligheder, der findes, både på studiet, men også i DJ.
Held og lykke med jeres studier.
Kærlig hilsen, Karen Hedegaard, medlem af HB, formand for Beskæftigelses- og Uddannelsespolitisk Udvalg