Helle Schøler Kjær, 56 år.
Fra chef for kommunikationsafdelingen i Ulandssekretariatet LO/FTF til kommunikationsmedarbejder i Dansk Egyptisk Dialoginstitut (DEDI).
Nu er det jo et dialoginstitut, så får du snakket med nogle egyptere?
Jeg snakker med dem hver eneste dag. Godt nok på engelsk, men jeg er i gang med at lære arabisk. Vi snakker normalt mest om arbejdet, men lige for tiden også tit om, om man er frisk efter Eid. Nogle af dem har jo bedt til klokken tre om natten og gået på arbejde dagen efter i de tre uger, Ramadanen varede.
I har også lige haft besøg af den danske ambassadør?
Hun ville vide, hvad der er specielt ved DEDI, og jeg fik faktisk tårer i øjnene. Mine kolleger sagde, at det specielle ved DEDI er, at det ikke kommer med en dagsorden, men spørger, hvad folk har brug for. Den dér imperialismedimension er der ikke.
Vejlegården skabte storm om fagforeninger her, så er det for at få lidt ro, at du rykkede beduinpælene op og tog til det revolutionære Egypten?
Nej nej, tværtimod. Den slags sker hele tiden i den tredje verden. Her forsøger regeringen at sætte sig på både fagforeningen og alt muligt andet. Det er virkelig en kamp for at få fodfæste, og det går ikke så godt. Det var meget mere revolutionært i foråret 2011, men det momentum, revolutionen gav, er ved at ebbe ud.
Der er 5.755 km i bil fra Ulandssekretariatet i LO til dialoginstituttet i Kairo. Hvor langt er der mellem jobbene?
Der er sådan set ret langt. Før havde jeg ansvaret for en afdeling, og det har jeg ikke her, og jeg er lykkelig! Når jeg ikke er chef længere, kan jeg selv få lov at lave historier og være mere hands-on. Det, vi laver, bliver der lavet meget presse på hernede, så mit job er at bygge dækningen op i Danmark, hvor jeg kender pressen og har et godt netværk.
Det bedste ved jobbet er kollegerne. Der er sådan en åben diskussion, og så er det unge mennesker. De har en enorm energi, knokler bare, er vildt dygtige og griner meget. Jeg bliver gerne mindst tre-fire år. Jeg har vidst, at det var her, jeg skulle være, siden mit besøg i maj. Chefen er knaldgod, og jeg er ellers ikke kendt for at rose chefer. Det er også herligt, at jeg ikke har så mange sociale aftaler. Lige nu går jeg bare hjem fra arbejde og læser en bog. Jeg nyder det!
CV: Udlært maskinarbejder i 1986, og uddannet fra DjH i 1993. I DR 1993-2011 (Orientering, P1 Morgen, magasinprogrammer, dokumentarer, og de sidste år redaktør og reporter på Deadline). Skrev i 2009 bogen "Danske vidner til det Armenske Folkemord".
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.