»Jeg er ikke bange for noget«

Charlotte Lindholm har skiftet kasketten som konfronterende tv-vært ud med rollen som direktør i Dansk Aktionærforening. Hendes evne til at kommunikere klart og præcist har blandt andet kastet en injuriesag af sig.

Charlotte Lindholm har skiftet kasketten som konfronterende tv-vært ud med rollen som direktør i Dansk Aktionærforening. Hendes evne til at kommunikere klart og præcist har blandt andet kastet en injuriesag af sig.

I en serie portrætter opsøger Journalisten mediefolk, der i dag laver noget helt andet end det, de lavede engang. Denne gang Charlotte Lindholm. Engang journalist på TV Avisen. I dag direktør i Dansk Aktionærforening.

MERVÆRDI.
Da Journalisten klokken 12.30 en varm sommerdag tropper op i Mødecenter Odense i Skibhus-kvarteret, sidder Charlotte Lindholm foran et lille spejl og gør sig klar. Som direktør i Dansk Aktionærforening (DAF) skal hun være frontfigur ved et internt strategiseminar for den absolutte topledelse. Formand og næstformand er nervøse for, at Journalisten skal overvåge mødet, men Charlotte Lindholm, der har en fortid som journalist i DR, forsøger at indføre mere åbenhed:

»Når vi kritiserer andre for deres grad af åbenhed, må vi tage vores egen medicin og arbejde på selv at blive mere gennemsigtige.«
DAF varetager danske aktionærers interesser og samler blandt andet mindretalsaktionærer, så de står stærkere over for virksomhederne. Og det er tydeligt, at Charlotte Lindholm har en helt anden mediemæssig tilgang end sin formand og næstformand, som begge er omkring 20 år ældre.

»Jeg forsøger at overbevise formandskabet om, at de ikke har noget at frygte. Jeg siger også tingene lidt mere firkantet, end de er vant til. Jeg er god til at finde på fængende vendinger som "banditter i habitter", og jeg bruger udtryk som Kloge-Åge. Det er der nogle, der ikke kan holde ud, men for mig er det ikke umiddelbart negativt ladet. Og man kan aldrig gøre alle tilfredse.«
Den med de habitklædte banditter vender vi tilbage til.

Charlotte Lindholm blev headhuntet til stillingen som direktør i DAF i sommeren 2008, kort tid efter hun havde forladt DR. Hun havde arbejdet en årrække som reporter og vært på både "Deadline" og "Pengemagasinet", og mens teen køler af i hovedsædet på Amagertorv i København, fortæller hun, at det var svært at trykke på knappen og sende opsigelsen af sted nytårsaften 2007. Men:

»Jeg er ikke bange for nogen eller noget. Jeg har turdet satse i min karriere, og jeg var ikke bange for at tage et skift. Jeg har da haft ondt i maven, men jeg er ikke angst. Jeg mener, jeg er stærk på sociale kompetencer, og jeg er en åben person, og så kan man sagtens skifte branche. Jeg har holdt fast i journalistikken, og så har jeg samtidig fået et nyt netværk i finanssektoren. Det har beriget mig,« siger Charlotte Lindholm.

Hun forlod den stolte statslige medievirksomhed blandt andet på grund af det, hun kalder et stort ledelsesmæssigt underskud.
»Jeg var meget uenig i nogle af de strategiske beslutninger, der blev foretaget både før og under Kenneth Plummer. Det blev for meget mainstream og for populistisk, og jeg følte, at DR blev gennemsnitlig på alt. Den gennemsnitlige seer og gennemsnitlig kvalitet. Nyheder og produktion blev en pølsefabrik. Selvfølgelig skal der være nogle økonomiske rammer, men man skal spørge "hvad skal vi lave for de penge?" Ellers er det bare tungen ud ad vinduet på en regnvejrsdag,« siger Charlotte Lindholm, som oplevede, at DR udviklede sig til en stedtvilling til TV 2 i stedet for at fokusere på forskelligheden.

»Hvis der er to gange kommerciel tænkning, mister DR opbakning hos befolkningen. Danskerne vil have noget med kant, de har behov for at blive overraskede. Generelt er nyhedsformidlingen for ligegyldig og forudsigelig og for lidt problematiserende. Man kan jo lukke øjnene og forudse, hvordan det næste indslag er bygget op. Det er blevet for nemt at undvære.«

Ifølge Charlotte Lindholm bør man i nyhedsformidlingen på DR have modet til at improvisere og lave de anderledes ting ved at bryde vanetænkningen.
»Jeg savner, at man vender historien en gang til og får flere nuancer på, at man gør mere end at ridse i overfladen. Og det gælder både TV Avisen og "Deadline". Man bør arbejde mere med form, dynamik, længde. Giv dog plads. Hvem har sagt, at et interview skal vare et minut og tredive?«

Hendes "eget" program "Pengemagasinet" udviklede sig i hendes optik til et "Kontant nr. 2" med forbrugervinkler a la "Føler du dig også snydt?" og anden feel good-journalistik. Den udvikling var hun uenig i.
»Magasiner skal kompensere for, at vi har fået de hurtige nyheder. Kæden hopper af, hvis der ikke er forskel. De to brands (DR og TV 2, red.) er smeltet sammen, og det kan normale virksomheder ikke holde til. Det ville jo ikke gå, hvis forbrugerne ikke kunne kende forskel på Pepsi og Coca Cola, men seerne kan faktisk ofte ikke huske, hvor de har set programmerne.«

Charlotte Lindholm forlader tekoppen og kalder sine syv medarbejdere sammen til et stående sekretariatsmøde i det midterste af tre kontorer i den gamle ombyggede lejlighed. Stående, fordi det er mere effektivt og dynamisk, forklarer hun fotografen.

»Mit drive er både en velsignelse og en forbandelse. Det kan godt være slidsomt for medarbejderne, at jeg genererer så sindssygt mange ideer. Det skræmmer nogle, og hvis man ikke har det i sig, kan man godt miste vejret. Derfor har jeg også valgt Jens (Møller Nielsen, chefredaktør for DAF's publikationer, red.) som mit modstykke, fordi han er så struktureret. Han er mere firkantet og tænker i kasser og ledelsesmodeller, og det er godt for omgivelserne, at der er den modvægt.«

Efter sekretariatsmødet er der et kort regnskabsmøde med økonomichefen, og mens fotografen knipser løs, giver direktøren, som oprindeligt er uddannet cand.merc.int. fra CBS, prøver på sin økonomiske indsigt. »Vi kan da godt genplacere de 1,3 millioner. Vi skal have mindst muligt som arbejdskapital for at få mest muligt afkast,« siger hun. Siden hun startede som direktør, har foreningen vendt et underskud på 2 millioner kroner til et lille overskud.

Charlotte Lindholms direkte stil har appel til medierne. Som da hun efter en periode med massive problemer i Aarhus Lokalbank for rullende kameraer kaldte ledelsen for "banditter i habitter" og videre sagde, at "de har altså simpelthen i den grad stjålet fra aktionærerne, og de har selvfølgelig gjort det i mørket og forsøgt at skjule det, og nu bliver det åbenlyst, at de er nogle tyveknægte".

Den udtalelse kostede en stævning for injurier. Men både bestyrelse og direktion i banken er i dag byttet ud, og Finanstilsynet har meldt banken til bagmandspolitiet for kursmanipulation. Charlotte Lindholm mener, hun har pligt til at råbe højt, når der er noget, der er "rivravruskende galt".

»De private investorer skal – ligesom de professionelle – have mulighed for at vurdere informationen, når den kommer fra hestens egen mund,« forklarer Charlotte Lindholm.

»Jeg er ikke tilhænger af at afsende budskaber, der kan fortolkes for meget. Jeg går helt ud til grænsen af, hvad man kan, og det er meget bevidst. Vi har oplevet nogle ting i finanssektoren, som er fuldstændigt uacceptable og uanstændige. Og hvis ikke vi i Dansk Aktionærforening skal påpege, når der er noget galt, ved jeg ikke, hvem der ellers skal gøre det.«

Charlotte Lindholm har et stort ledelsesmæssigt og økonomisk ansvar i foreningen, og hun arbejder meget. I DR gik hun ned med stress.

Hvem betaler prisen for dine ambitioner og din arbejdsmængde, dig selv eller din familie?
»Det gør jeg selv. Jeg har jo prøvet at betale prisen før. Derfor tvinger jeg mig selv til at tage en time out, når jeg kan mærke, at det er nødvendigt. Jeg tvinger mig selv til træning to gange om ugen, og i foråret gik jeg Camino-vandring i to uger uden forstyrrelser, hvor det kun handlede om mine behov. Det var min bedste investering med det bedste afkast nogensinde,« fortæller hun, men indrømmer dog også, at det er et problem, at hun arbejder så meget, fordi hun er alene med sine børn hver anden uge.

»Jeg har tit aftenmøder, der slutter klokken 22-23, og det frustrerer og irriterer mig, at jeg tit ikke selv har indflydelse på, hvornår møderne ligger,« siger Charlotte Lindholm, der har en au pair, som er en uvurderlig hjælp, når det brænder på.

Sat på spidsen handler journalistik om at udfordre magten. Nu forsvarer du nogle bestemte interesser, nemlig aktionærernes. Kan man bare springe fra det ene til det andet og samtidig bevare sin troværdighed?
»I virkeligheden er det same shit, jeg laver i dag, hvor jeg udfordrer magten i finansverdenen. Jeg kunne ikke sælge tandpasta eller cigaretter, det er vigtigt, at jeg slås for noget, som jeg føler er vigtigt. Og de kampe, jeg kæmper, for eksempel i injuriesagen, handler jo om rettigheder til, hvad man må sige, hvis man har dokumentationen i orden. Samtidig har jeg en stor retfærdighedsfølelse, og anstændighed og ansvarlighed er også på spil. Det gælder også i journalistik.«

Blå bog

Karriere:
August 2008: Direktør for Dansk
Aktionær-forening

2008: Selvstændig i eget rådgivningsfirma

1996-2008: Erhvervsjournalist i DR og
blandt andet vært på "Deadline" og
"Pengemagasinet"

1991-1992: Erhvervsjournalist på den
amerikanske tv-station CNBC

1984-1986: Projektassistent hos Maersk España

Uddannelse:
1995: Cand.merc.int., CBS

1991-1992: Journalistik og amerikansk politik, The American University, Washington, D.C.

Privat:
Hun har to drenge på 18 og 7 og en pige på 12 med journalist og tidligere chefredaktør for Børsens Nyhedsmagasin og Computerworld Mikael Lindholm, som hun er skilt fra.

Fakta om DAF:
Dansk Aktionærforening er en interesseorganisation, der arbejder for at varetage danske aktionærers interesser. Foreningen har 15.000 medlemmer, fem fuldtidsansatte og mange hundrede frivillige i de 17 lokalforeninger over hele landet.

Bonusinfo:
Dansk Aktionærforenings investeringskurser er gratis for alle journalister, der dækker dette stofområde. Kurserne afholdes mange forskellige steder i Danmark.

0 Kommentarer