search

“Jeg er en del af konflikten”

 

 

»Jeg kan ikke melde mig ud,« siger Al-Jazeeras bureauchef i Israel, Walied al-Omary. Han dækker en af de mest eksplosive konflikter i Mellemøsten – og er selv araber med israelsk pas.

 

MEDIEMAGT. Klokken er lidt over ni om morgenen i Jerusalem, men på Vestbredden, kun et par kilometer derfra, er klokken lidt over ti. Det skyldes, at de palæstinensiske områder ikke følger Israels omstilling til vintertid – et af de mere harmløse tegn på konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Al-Jazeeras bureauchef krydser tidszonen på sin vej fra Vestbredden til tv-stationens nye afdelingskontor i Jerusalem.

Det er kun et par måneder siden, at stationen flyttede ind i bygningen, som man deler med Reuters, Fox og andre store nyhedsmedier.

Mens Journalistens udsendte venter på, at bureauchefen skal nå frem, fortæller Al-Jazeeras kameramand Wael Salaymeh om den udfordring af det offentlige rum, stationen har skabt i Mellemøsten.

»Folk var vant til, at det eneste sted, de åbnede munden, var hos tandlægen,« siger han med et skævt smil.

Efter nogen tid dukker bureauchefen op. Walied al-Omary, 46 år, er en stor mand med opmærksomme øjne og en ung kvindelig producer i hælene. Al-Omarys ansigt er kendt over hele Mellemøsten. Det toner frem i nyhedsudsendelserne, når der er nyt fra konflikten mellem Israel og palæstinenserne, og det er der tit. Ifølge bureauchefen er Jerusalem-kontoret Al-Jazeeras allervigtigste.

Walied al-Omary beklager forsinkelsen, sætter sig ved bordet og begynder straks interviewet.

»Jeg er en del af konflikten. Jeg kan ikke melde mig ud, og Al-Jazeera er også blevet en del af konflikten. Vi lever blandt vores folk, vi er ikke FN-observatører. Det, der gør denne konflikt speciel, er, at det er en konflikt mellem to samfund. Det er den farligste form for krise. Når hæren rykker ind, kan vores medarbejdere have familie eller venner, der bliver dræbt. Vi vælger ikke vores liv selv, alle er en del af konflikten,« siger han med sin dybe stemme.

Hermed sætter han fingeren på et afgørende punkt i konflikten mellem Israel og palæstinenserne: Der skelnes ikke altid mellem pressen og parterne, de civile og soldaterne. Der er ingen vejbane reserveret til pressen, når Walied al-Omary skal gennem kontrolposterne med sit kamerahold. Et pressekort betyder ikke, at man kan melde sig ud af konflikten.

Spørgsmålet er, om det er muligt at levere en objektiv eller fair dækning i en konflikt, som Al-Jazeeras bureauchef selv er en del af.

»Hvad er objektivt? Det vigtigste i vores dækning er, at det er vigtigt for folket, og at det er fakta, sandheden. Det skal være sandheden.«

– I beskyldes for at være partiske?

»Det er virkeligheden, der er partisk, ikke vores dækning. Vi dæmoniserer ikke nogen. Vi lader talsmændene sige, hvad de vil,« siger Walied al-Omary.

Også ikke-arabiskkyndige får snart mulighed for selv at vurdere den kontroversielle station. Al-Jazeera har planer om at sende tv-nyheder på engelsk.

Al-Jazeeras kometagtige indtræden i medieverdenen efter angrebet på World Trade Center har gjort stationen til en vigtig arena for politiske erklæringer. Efter 11. september ændrede Bush-administrationen sin politik over for tv-stationen og begyndte selv at ringe stationen op for at tilbyde interview med Condoleezza Rice og Donald Rumsfeld. Det kunne Al-Jazeeras nyhedschef, Dana Suyyagh, berette, da hun talte på Dansk Journalistforbunds FagFestival i 2002.

Ifølge Walied al-Omary er Israel nået til den samme konklusion: Stationen er, uanset om man kan lide den eller ej, den måske vigtigste kommunikationskanal til den muslimske og arabiske verden. Både den israelske hær og udenrigsministeriet har ansat arabisktalende pressemedarbejdere til at håndtere den arabiske presse.

»Nogle israelske politikere skal vi bare ringe til, andre ringer selv, når de ikke har været på i en måned eller to. De fleste ved, at vi er et stærkt medie, og at vores troværdighed er høj,« siger Walied al-Omary.

Det sidste er en del israelske politikere nok ikke enige i, men det ændrer ikke på, at Al-Jazeera er et af de få medier i Mellemøsten, der konsekvent hører den israelske side.

Derfor er det overraskende, at stationen ikke har bragt et interview med premierminister Ariel Sharon i flere år. Da Walied al-Omary mødte op på Sharons kontor med sit kamerahold for to år siden, var aftalen da også i hus.

»Men der var mange forhindringer. Først fik jeg at vide, at han ikke kunne bruge en øresnegl, fordi han har dårlig hørelse. Så snart vi havde løst det ene problem, var der et nyt. Han ville ikke tale direkte til værten i Qatar, der skulle lave interviewet. Så tilbød jeg at sidde foran kameraet og oversætte, men han ville have, at jeg selv skulle stille spørgsmålene. Vi kørte trailere på interviewet hele dagen, helt op til et minut førend han skulle have været på. Til sidst sagde jeg til ham: 'Hr. premierminister, der bliver ikke noget interview,'« siger Walied al-Omary.

Bagefter blev han kaldt ind på Ariel Sharons kontor, hvor de havde en samtale på omkring et kvarter. Sharon sagde ifølge al-Omary, at interviewet var vigtigt for ham, fordi han ville overbringe en besked til de arabiske ledere om, at hvis de mente, at fred kun var mulig ved at vende tilbage til 1967-grænsen, så kunne de godt opgive det.

»Resten af de 15 minutter talte han om landbrug. Siden da har vi ikke spurgt ham, og han har ikke spurgt os,« siger Walied al-Omary.

Siden offentliggørelsen af Israels planer om at trække sig ud af Gaza har Walied al-Omary dog bedt om et nyt Sharon-interview via »uofficielle« kanaler. Indtil da fortsætter han med at simultantolke, når stationen bringer Sharons taler fra Knesset, ligesom han interviewer ministerielle israelske talsmænd hver uge.

Medierne udgør ifølge al-Omary en stor del af konflikten, og både israelere og palæstinensere søger at udnytte pressen. For to uger siden ringede en militant gruppe til bureauchefen og truede med at komme hen på kontoret og skyde dem alle sammen. Den slags trusler får han tit, især i Gaza.

»Det politiske pres er ikke let. I det palæstinensiske samfund er det svært at finde ud af, hvem der er loven. Du ved ikke, hvem der er imod dig. Enhver, der har et våben, er loven. Hvis du vil overleve som journalist, så må du hele tiden afveje, hvordan du tackler de forskellige organisationer. Gør aldrig, aldrig som de vil. Dæk kun det, der er vigtigt for folket. Sådan er Al-Jazeeras dækning i den arabiske verden,« lyder det højtideligt fra Walied al-Omary, der har været på stationen siden etableringen i 1996.

En stor del af den palæstinensiske presse ligger enten under for politisk pres eller er tilknyttet de palæstinensiske politiske fløje. Journalister og redaktører trues og overfaldes. For nylig blev en redaktør dræbt i Gaza.

Situationen for de udenlandske medier og Al-Jazeera er noget bedre, selv om pressefriheden i Israel og de besatte områder ikke scorer højt på Reporters sans frontières' liste over pressefrihed i verden. Her ligger Israel nummer 44, og det palæstinensiske selvstyre-område nummer 130 (Danmark er nummer fem). Sidste år blev tre journalister dræbt og otte såret i Israel og de besatte områder.

Palæstinensiske medier lider ikke blot under censur fra oven – de censurerer også sig selv for at undgå problemer med det palæstinensiske selvstyre. Umiddelbart efter at Yasser Arafats havde udnævnt sin fætter til sikkerhedschef, udsendte en sammenslutning af palæstinensiske journalister, Palestinian Journalists' Syndicate, en pressemeddelelse om, at de ville straffe journalister, der skrev om sagen – eller »interne begivenheder«, som man formulerede det.

For nogle år siden lukkede det palæstinensiske selvstyre (PA) midlertidigt Al-Jazeeras kontor i Ramallah.

»De lukkede os i fem dage, og det er ikke den første gang, vi har haft problemer med PA. Engang anholdt de mig i fem timer i Gaza, og jeg er blevet sparket ud af Arafats hovedkvarter to gange. Jeg var den eneste journalist, der lavede historier om korruptionen i selvstyret, om menneskerettigheder og om konflikten mellem PA og Hamas,« forklarer Walied al-Omary.

Han har i dag har vagter uden for kontoret i Ramallah. Han afviser dog at bruge bodyguards, ligesom han er holdt op med at gå med skudsikker vest.

»Jeg kan ikke arbejde med bodyguards, når jeg er journalist. Jeg skal være fri. Og hvis nogen angriber kontoret, så vil folket komme og beskytte os. Engang skød israelske tanks imod kontoret, lige igennem ruden, hvor vores kameramand stod. Måske reddede det hans liv, at han er lav. Skal jeg også have skudsikker vest på indendøre?«

Al-Jazeera vandt for nylig en sejr i den israelske højesteret. Stationen havde klaget over regeringens pressekontor, som udsteder pressekort til både udenlandske og lokale journalister. Pressekortet er nødvendigt for at bevæge sig igennem de israelske kontrolposter i de besatte områder, men ifølge al-Omary afviste kontoret at akkreditere arabiske journalister. Kontoret truede også med også at inddrage hans egen akkreditering, som han har haft i 15 år, siger al-Omary.

»Jeg er israelsk statsborger. For en måned siden fik vi medhold i Højesteret, men foreløbig er det kun os med israelsk ID, der er blevet akkrediteret. Vores advokater tager sig af det,« siger han og tilføjer, at han ikke regner med at få pressekort til alle sine ansatte.

Han fortæller, at han helst bruger Jerusalem-korrespondenter, som er israelske statsborgere og derfor kan rejse frit. En tur gennem Vestbredden fra Ramallah til Nablus tager normalt omkring 40 minutter, men for journalister kan den i dag tage fire-fem timer.

»Vi bliver tjekket ved kontrolposterne, vores udstyr bliver undersøgt, vores ID bliver krydstjekket med politiets registre. Bagefter får vi måske ikke engang tilladelse til at fortsætte, men de seneste måneder har vi ikke haft nogen problemer med de israelske soldater,« siger Walied al-Omary.

Al-Jazeera har i alt 42 medarbejdere fordelt på kontorer i Ramallah, Jerusalem og Gaza. På den måde kan der stadig komme nyheder ud, selv om hæren lukker de besatte områder af.

Også israelere på gaden reagerer på tv-stationens tilstedeværelse.

»Jeg var ude for at dække et selvmordsangreb, da folk angreb os. De genkendte os som Al-Jazeera-folk og arabere, så politiet måtte beskytte os og eskortere os væk. Imens rapporterede jeg live, hvad der var sket,« siger Walied al-Omary.

Stationens status i de palæstinensiske områder har også medført nogle komiske forestillinger om dens magt. Al-Jazeera er blevet en adresse for folk, der vil have hjælp til næsten alt – lige fra at møde Yasser Arafat til sager om forældremyndighed.

»De tror, vi har magiske kræfter. Sidste ramadan ringede en kvinde til mig, fordi hun var blevet skilt og ville have hjælp til at se sin datter. Nogle tror, vi kan få dem hurtigere igennem kontrolposterne. En morgen ringede min telefon klokken syv, og en mand fortalte, at han sammen med en masse andre havde ventet på at komme gennem kontrolposten til Nablus siden klokken fem. 'Okay,' sagde jeg. 'Hvad mener du med okay?' spurgte han så. 'Okay, jeg sender kampvognene ind,'« fortæller Walied al-Omary med et flabet smil.

Al-Jazeeras engelsksprogede nyheds-site findes på www.aljazeera.com

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen