Navn: Rikke Sternberg.
Alder: 33 år.
Nyt job: Pr-konsulent og journalist hos pr-bureauet GCI Mannov. Ansvar for kunders kommunikationsplanlægning, både internt og eksternt.
Karriereforløb: Uddannet i journalistik og kommunikation på University of New Mexico i USA. Derefter redaktionel medarbejder hos Observer Danmark, redaktør på Bizreport og siden Computerworld – først papirudgaven, senest Computerworld Online.
Hvorfor stopper du på Computerworld? Efter fem år på Computerworld har jeg prøvet mange af de ting, man kan som journalist. Jeg lærte utrolig meget, men jeg følte, der var en begrænsning, fordi det altid var it-briller, man skulle have på. Samtidig havde jeg havde et ønske om at komme et niveau op, hvor det gælder om at lægge en strategi og føre den ud i livet.
Hvad skal du lave hos GCI Mannov? Jeg skal hjælpe kunder med deres kommunikationsstrategi. Det drejer sig om at se på, hvilke budskaber de skal have frem, finde målgrupperne og finde ud af, hvordan budskabet kommer frem til dem. Jeg giver kunderne rådgivning, sparring i forhold til kommunikationsstrategierne og hjælper med at føre dem ud i livet.
Man kunne jo sige, at du skifter til den anden side af skrivebordet? Sådan har jeg ikke oplevet det, fordi jeg især i erhvervsjournalistik har følt, at jeg er en del af en fødekæde. Det journalistiske kommer ind, når vi hos GCI Mannov skal vurdere, hvilke historier vi skal bruge krudt på. Journalisterne har brug for at blive gjort opmærksom på, at der er nogle andre vinkler, og det sørger vi for. Så jeg føler ikke, jeg er skiftet til den anden side af skrivebordet, fordi jeg tænker så journalistisk, som jeg gør.
Hvorfor valgte du lige netop GCI Mannov? Det var meget vigtigt for mig, at det er et ret stort hus med en meget bred vifte af kunder, for jeg vil have nogle opgaver, der ikke kun handler om teknologi. Firmaet gør også meget ud af uddannelse, og jeg har manglet en plan for, hvordan man udvikler sig fremover. Jeg stillede en masse krav, og de blev alle opfyldt. Der er utrolig højt til loftet, og det er et dynamisk sted.
Var du ved at køre træt i teknologi? På Computerworld var jeg ved at arbejde mig ind i en bås. Det er et medie for og om it-branchen, og det, jeg havde lyst til at lave, var måske ikke altid lige til målgruppen. Men det må man jo acceptere. Jeg var også blevet træt af 'find historien, skriv den og fyr den af sted'. Nu har jeg godt nok teknologi-orienterede kunder som Microsoft og Dell, men der er det også træning, rådgivning og feedback, og det er virkelig spændende.
Hvad er den største udfordring hos GCI Mannov? Det er en udfordring at have kunder, som jeg skal tage hensyn til – og samtidig kunne opfylde journalisters behov. Det er en form for mediering, jeg synes er meget interessant. Det kan også være en udfordring at afstemme kundernes forventninger, for pressen skriver jo ikke en to-siders artikel, bare fordi nogen har drejet et par gange på et håndtag. /js
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.