Berlusconi arbejder målrettet på det. Kinesiske diktatorer forsøger at holde fast i det. Nordkoreanerne er tæt på det. Men i Danmark behøver Kongehuset intet gøre. Pressen leverer nemlig selv den ene propagandaudsendelse efter den anden.
Sådan lyder det i en krads kommentar i dagbladet Information, "Royality Show", der påpeger, hvordan danske medier bidrager aktivt til at bevare "en anakronistisk, komisk og krænkende blindtarm på demokratiet".
Det er Kim Bach, der leverer den kritiske gennemgang af den danske presses dækning af Kongehuset, og han hæfter sig blandt andet ved, hvordan udviklingen er kulmineret i den senere tid, hvor DR først leverede et timelangt indslag om renoveringen af Frederik VIII’s Palæ og siden er gået i gang med at sende serien: "Konehuset Indefra", der består af hele seks afsnit.
"Hvorfor vælger DR så udelukkende at fungere som propagandamaskine for en anakronistisk institution, der både konstitutionelt kluntet og udemokratisk er syltet ind i grundloven?," spørger Kim Bach, der mener, det eneste lyspunkt i den danske presse er Ekstra Bladets Jan Körner.
"Ser man bort fra en sjælden artikel eller leder i dagbladene Information og Politiken, er der kun én kritisk journalist tilbage i Danmark, der dækker kongehuset, nemlig Ekstra Bladets Jan Körner," skriver han.
Jan Körner har i øvrigt tidligere i fagbladet Journalisten netop efterlyst, at danske journalister fokuserede lige så almindeligt kritisk på Kongehuset, som på enhver anden institution i det danske samfund. Læs her Körners indlæg: Selvfølgelig skal kongehusets agenda belyses
Læs også hele Kim Bachs kommentar i dagbladet Information.
4