Ekstra Bladet afslørede i december, at tidligere V-spindoktor, Peter Arnfeldt, havde tilbudt dem fortrolige oplysninger. Undersøgelse viser, at norske og svenske journalister er skeptiske over bruddet. Kjærgaard fortryder intet.
Ekstra Bladets afsløring ramte som en bombe i begyndelsen af december sidste år:
Den tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsens (V), spindoktor havde tilbudt avisen fortrolige oplysninger fra Helle Thorning-Schmidts (S) skattemappe.
Sagen førte til, at Troels Lund Poulsen tog orlov fra Folketinget, og at der siden blev nedsat en kommission, der skulle undersøge sagen.
Jan Kjærgaard har flere gange understreget, at han og Ekstra Bladet brød kildebeskyttelsen som noget ekstraordinært for at afdække magtmisbrug i toppen af Danmark. Men…
»Det er noget vrøvl at kalde kildebeskyttelsen absolut. I et konstrueret eksempel kunne en journalist få viden om et terrorangreb, og ville vedkommende så holde mund? Her ville det gælde om at få snøret løbeskoene, løbe hen til den nærmeste politistation og gøre sin borgerpligt,« siger Jan Kjærgaard til Journalisten.dk og understreger, at der ingen sammenligning er mellem det tænkte eksempel og "skattesagen".
Udtalelserne falder efter offentliggørelsen af en undersøgelse foretaget af Nordiske Mediedager i Norge, Sverige og Danmark, der afdækker, hvad nordiske journalister mener om bruddet på kildebeskyttelsen.
38 procent af de danske journalister mener, at Ekstra Bladet handlede korrekt, da de i 2011 afslørede, at den daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) spindoktor angiveligt havde tilbudt dem fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts (S) skatteforhold.
Det står i skarp kontrast til Sverige og Norge, hvor henholdsvis 12 og 21 procent af kollegerne støtter om bruddet på kildebeskyttelsen.
»Kildebeskyttelsesfundamentalister tænker sjældent deres argumenter igennem. I teorien holder det måske, at beskyttelsen er absolut. Men ikke i den virkelige verden,« siger Kjærgaard, der blandt andet hæfter sig ved, at størstedelen af Journalisten.dk's brugere var enige i Ekstra Bladets beslutning.
Mange mediefolk frygtede dog, at bruddet på kildebeskyttelsen ville føre til, at kilderne ikke længere ville have til at tale med journalister. Men på Christiansborg har sagen umiddelbart ingen betydning haft for Jan Kjærgaards daglige virke.
»Der var lige kommet ny regering, da vi kom med afsløringen, så jeg havde knap nok nået at stifte bekendtskab med alle de nye spindoktorer. Men om min sag har haft nogen indflydelse på min omgang med den nuværende regerings spindoktorer, kan jeg ikke sige. Umiddelbart føler jeg ikke, at jeg løber panden mod en mur. Vi taler om tingene på den måde, som jeg mener, vi kan,« forklarer Jan Kjærgaard.
I det tidligere regeringsparti – Venstre – bar stemningen derimod præg af usikkerhed.
»I en periode var V-lejren ramt af en chokeffekt, hvor de var lidt bekymrede for, hvordan de skulle omgås mig. Enkelte kom til mig og forklarede, at de stadig følte, de kunne stole mig, da de gik ud fra, at sagen ville være en enlig svale. Andre tog jeg selv en snak med. Under alle omstændigheder har det været sundt at få situationen vendt med de forskellige politikere.«
Her et lille halvt år efter skandalen ryster Jan Kjærgaard ikke på stemmen, når han siger:
»Jeg fortryder ikke et øjeblik. Diskussionen og kritikken, der efterfølgende kom af mig og Ekstra Bladet, var nyttig for os alle sammen.«
Han kalder skattesagen "magtmisbrug på niveau med Tamil-sagen". En sag, hvor den daværende regering blev tvunget til at gå af.
»Skattesagen var et opgør i toppen af den danske magtelite, og hvis vi ikke havde afsløret forsøget på lækage, ville perspektivet være stater i staten. Det er dødsensfarligt, hvis den slags ikke bliver afsløret og gennemtrawlet,« siger Jan Kjærgaard, der mener, at det er sundt for demokratiet, at en kommission skal undersøge sagen til bunds.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
At magtmisbrug og lusk på alle niveauer skal afsløres er de fleste forhåbentligt enige i.
Metoderne til afsløring kan være forskellige, men et effektivt, og til tider nødvendigt værktøj, kan være brud på kildebeskyttelsen.
I den aktuelle sag støtter 38 procent af danske journalister derfor også, at denne metode er anvendt.
At sagen er afsløret er efter min mening en god og nødvendig hændelse.
Mindre opløftende er det imidlertid, at såfremt holdningen blandt undersøgelsens resterende 62 procent er den, til hver en tid at acceptere og henholde sig til ubetinget kildebeskyttelse uanset en sags substans, ja så har disse journalister da efter min mening et forklaringsproblem.
Kan påberåbelsen af den i forrige indlæg nævnte ””kronjuvelen” i al journalistik – nemlig kildebeskyttelsen” seriøst legitimere at journalisterne dybest set, i en eller anden grad, gør sig til medsammensvorne med evt. misdædere og beskytter disse?
Jeg håber og tror ikke dette er tilfældet. Jeg ville i hvert fald, såfremt jeg var journalist, føle mig som luder hvis mit arbejde var at viderebringe de (ildelugtende) lunser, som personer med skumle bagtanker måtte kaste i grams med gustent overlæg.
Og jeg ville føle mig som en ussel journalist hvis jeg fik kendskab til noget skummelt og ikke bidrog til afsløringen af dette.
Det evigt tilbagevendende argument om at kilderne tørrer ud er i øvrigt stærkt underlødigt, og er desuden noget sludder. Og skulle enkelte kilder lige vælge at tænke sig om en ekstra gang før de udtaler sig til en journalist, er dette vel ikke det værste som kan hændeJan Kjærgaard fra Ekstra Bladet kan indhylle sig nok så meget i sin egen selvforståelse, selvoptagethed, indbildskhed og selvforherligelse om, at han gjorde det rigtige ved at offentliggøre sin kilde i december sidste år, men han vil aldrig nogensinde kunne løbe fra den ubestridelige kendsgerning, at han trods alt forrådte ”kronjuvelen” i al journalistik – nemlig kildebeskyttelsen – og det gør ham efter min bedste opfattelse til en skamplet på faget.
Det gør man bare ikke!
Sammenligningen med et terrorangreb viser hvor langt Jan Kjærgaard er ude i hampen for at retfærdiggøre sin handling, for i det tænkte eksempel taler vi om den nationale sikkerhed, om liv og død for andre mennesker, ikke om noget sølle tarveligt politisk spin i forbindelse med en regeringschefs skatteforhold, hvilket Ekstra Bladet kunne have afsløret på mange andre måder end lige netop ved at bryde kildebeskyttelsen.
Men under alle omstændigheder er det meget pinligt for dansk journalistik, at 38% af landets journalister anno 2012 er på linje med Jan Kjærgaards handling, fordi det tilfældigvis drejer sig om en politisk spindoktor hos Venstre, som man ikke bryder sig om. Kjærgaards påstand om at skattesagen er ”magtmisbrug på linje med Tamil-sagen” er helt ude af proportioner og bekræfter vel egentlig kun, hvor Kjærgaards politiske observans er placeret, og hvorfor han brød journaliststandens absolutte hellige ed – kildebeskyttelsen – på et så tyndt grundlag som en ligegyldig skattesag.