Politisk reporter Jan Kjærgaard har modtaget Ekstra Bladets Victor-pris for at have brudt kildebeskyttelsen og afdækket "den pilrådne spinkultur på Christiansborg".
Ekstra Bladets reporter Jan Kjærgaard modtager 'Årets Victor 2012'. Det skriver avisen i en pressemeddelelse.
Prisen er Ekstra Bladets egen pris, opkaldt efter den tidligere chefredaktør Victor Andreasen. Den er blevet uddelt siden 1980 til en journalist, forfatter, fotograf eller tegner, hvis "virke i særlig grad lever op til den kritiske journalistik, Ekstra Bladet står for".
Flere politikere frygter den garvede Kjærgaard, hvilket var et af de mange emner, der blev diskuteret i den ærlige snak mellem bl.a. Jan Kjærgaard og Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, i artiklen Ærkevenner.
Her diskuterede Jan Kjærgaard også netop forholdet mellem spinfolk og journalister på Christiansborg, som han altså nu belønnes med Victor-prisen for at have afdækket.
Helt konkret får han prisen for at bryde daværende spindoktor Peter Arnfeldts kildebeskyttelse tilbage i december sidste år.
"Uanset om man synes, beslutningen var rigtig eller forkert, må alle anerkende den vigtige og tiltrængte debat, som Jan Kjærgaard rejste med sine historier. Helt principielt var han med til at 'lufte ud' i den rådne kultur blandt spindoktorer," lyder det i Ekstra Bladets meddelelse.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man skal vist have kontor på Rådshuspladsen for at kunne forstå, hvorfor Ekstra Bladet hylder en journalist for at beskytte en magthaver gennem mere end et år og for at bryde kildebeskyttelsen. Til gengæld begynder jeg at forstå, hvorfor journalister scorer lavt i troværdighedsmålinger.