Ekstra Bladets Jan Kjærgaard brød kildebeskyttelsen og startede en skandale. Han fortryder ikke, men erkender, at han burde have gjort det noget før, siger han i stort interview med Journalisten.dk. Han er også uenig i, at spindoktorer bør afskaffes.
Skandalen om Helle Thorning-Schmidts skattesag har en anden hovedperson end spindoktor Peter Arnfeldt, der her til morgen er blevet meldt til politiet.
Journalist på Ekstra Bladet, Jan Kjærgaard, valgte at ophæve kildebeskyttelsen og, i parløb med sin chefredaktion, at sætte en fortrolig samtale på forsiden af avisen.
Siden har mange kritiseret beslutningen, og nogle har endda sagt, at Jan Kjærgaard efter 32 år nu er færdig i politisk journalistik.
Helt grundlæggende, her dagen derpå. Har du fortrudt?
»Nej. Jeg synes, det var rigtigt at få det ud, og jeg har en god mavefornemmelse. Det var ikke nogen rar viden at sidde med. Jeg vidste godt, at der ville komme kritik i mediekredse og deromkring, men i den brede befolkning fornemmer jeg, at modtagelsen er positiv. Det er det vigtigste for mig. Det er dem, jeg arbejder for på Ekstra Bladet, ikke eliten. De kan mene om mig, hvad de vil, og det har de gjort i 32 år.«
Kan du stadig være Christiansborg-journalist efter det her?
»Det vil jeg håbe, jeg kan. Jeg har selvfølgelig også overvejet, om det var en pris, jeg skulle betale, men jeg tror ikke, jeg er færdig som journalist. Det kan da være, jeg støder ind i folk, der ikke vil tale baggrund med mig, men jeg havde allerede søndag de første baggrundssamtaler. Jeg tror godt, folk kan se, at det er første gang i 32 år, jeg helt og fuldt har brudt kildebeskyttelsen – og jeg håber ikke, det sker igen i de maksimalt 20 år, jeg kan være aktiv endnu.«
I bagklogskabens klare lys, burde du så have fortalt det her til læserne umiddelbart efter Arnfeldts henvendelse?
»Jeg har ikke helt gjort op med mig selv, hvor jeg synes, snittet burde have ligget. Men det er nok rigtigt, at vi på Ekstra Bladet burde have fortalt det tidligere. Det tror jeg både jeg selv og min ledelse er enige i.«
Jan Kjærgaard fortæller, at han og chefredaktionen diskuterede sagen i flere måneder, inden de valgte at gå ud. Da B.T. breakede anden runde af Helle Thorning-Schmidts skattesag midt i valgkampen, gik Kjærgaard til ledelsen.
»Da lækken kom, henvendte jeg mig til ledelsen og skar ud i pap, at det var sådan og sådan, det var. Den viden kunne jeg ikke sidde alene med. Det blev fremført, at hvis vi i de få dage inden valget lagde vores viden frem, gjorde vi det så for at påvirke noget politisk? Det kunne vi også blive kritiseret for,« fortæller Jan Kjærgaard.
Men fredag i sidste uge skete det, der blev udløsende: Tre redegørelser om skattesagens forløb blev offentliggjort – to fra departementschef Peter Loft og en fra Erling Andersen fra SKAT København.
»Det, der skete i fredags, gjorde, at vi nærmest uopfordret stødte ind i hinanden, ledelsen og mig, og sagde "nu er det nu". Vi havde haft mistanker, men nu stod det mejslet ud, at de embedsmænd, der har siddet med sagen, har oplevet massiv politisk pression fra toppen af Skatteministeriet. Det var fuldstændig nyt for mig,« siger Jan Kjærgaard.
Han understreger, at han ikke blev presset af sin ledelse til at bryde kildebeskyttelsen, beslutningen blev truffet i enighed.
Havde du forudset, at sagen og din person ville komme så meget i rampelyset?
»Ja, i og med at vi ikke skjuler, hvordan det hænger sammen. Man kunne godt have anonymiseret medarbejderen eller et eller andet. Vi har lagt det så åbent frem, at vi selvfølgelig også beder om at blive dissekeret. Jeg havde ikke noget ønske om at skjule min egen rolle. I sådan en situation handler det om ærlighed. Så må folk mene, hvad de vil om, at jeg har siddet og forhandlet på den måde. Jeg håber, det er et bidrag til noget, der kan gøre os alle sammen klogere, herunder ikke mindst mig selv. Der vil være ting, jeg skal gøre anderledes i min journalistiske dagligdag på Christiansborg, så jeg får så at sige også lektier for.«
Hvad er det, du skal gøre anderledes?
»Jeg må overveje mere stringent: Er jeg inde i en forhandling, hvor der foregår ulovligheder? Man kunne forestille sig, at jeg i en sådan forhandling meddeler, at jeg står af, for sådan noget kan man ikke forhandle om. Der melder sig en styrket klarhed for mig om, hvordan jeg i fremtiden skal håndtere den slags. Man skal passe på med at tilbyde kildebeskyttelse. Men i hverdagen kan det være lidt svært, for man fornemmer ikke nødvendigvis, når man lover kildebeskyttelse, at der kommer noget ulovligt. Vi har lært, at her skal vi være mere vakse ved havelågen.«
Jan Kjærgaard fortæller, at han og Peter Arnfeldt over en periode havde omkring 15 samtaler. Kjærgaard lægger ikke skjul på, at den historie, han blev stillet i udsigt, lød interessant. Men de kunne ikke blive enige, og kontakten ebbede langsomt ud.
Hvis Peter Arnfeldt havde givet dig hele Helle Thorning-Schmidts skattesag – og altså ikke kun de brudstykker, han tilbød dig – ville Ekstra Bladet så have bragt historien?
»Det ved jeg ikke, for jeg er i den – lykkelige eller ulykkelige – situation, at jeg aldrig har set hele dokumentet. Jeg ved, at B.T. slog ned på en passage, og det var ud fra de brudstykker og antydninger, jeg har fået, den samme passage, Arnfeldt ville give til mig. Jeg kan ikke sige, hvad jeg havde brugt de papirer til, men jeg tror bestemt også, jeg havde skrevet den historie. Ellers ville jeg være et journalistisk fæ.«
»Men jeg tror lige så godt, jeg kunne have taget den anden historie, der ifølge Politiken ligger i de papirer. Politiken skrev en historie om, at Helle Thorning-Schmidt angiveligt havde betalt for meget i skat, fordi hun havde snydt sig selv for et rentefradrag, da hun købte et hus på Bogø, der var delt i tre andele. Den kunne jeg kalde 'Sjuske-Helle snød sig selv i Skat', og det er også en god historie,« siger Jan Kjærgaard, men tilføjer:
»Jeg kunne høre på Peter Arnfeldt, at det kun var det negative fra afgørelsen, jeg blev tilbudt. Der er jeg på en måde glad for, jeg var så besværlig at forhandle med, at han til sidst blev træt af mig. Men vi vil ikke på Ekstra Bladet være så hellige at sige, at 'hvis vi fik de 9 sider, så ville vi ikke skrive historien'. Jeg blev stillet graverende ting i udsigt om en dame, der måske kunne blive Danmarks næste statsminister. Sådan lød melodien fra Arnfeldt, og det var da interessant,« siger Jan Kjærgaard.
Timingen var ikke planlagt, men i det seneste nummer af Journalisten, der udkom i sidste uge, var Jan Kjærgaard på forsiden. Han var en af hovedpersonerne i artiklen 'Ærkevenner', der netop handler om forholdet mellem journalister og spindoktorer. Her siger Jan Kjærgaard blandt andet, at systemet med spindoktorer »fungerer fint«.
Mener du stadig det, eller har din grundlæggende holdning til spindoktorer ændret sig?
»Jeg synes egentlig stadig, at det er fint, at man har en hurtig adgang til nogen nær ministeren. Jeg har oplevet spindoktorer som en positiv ting, især når det handler om det private og det politiske. Der oplever jeg spindoktorerne som betydeligt mere operationelle, også i forhold til frokostpressen. Jeg kan også godt lide, at man kan kalde en skovl for en skovl,« siger Kjærgaard.
»Sidst vi talte sammen (til 'Ærkevenner', red.) kendte jeg jo også til de her ting, men jeg kunne ikke fortælle om det. Men det er klart, at jeg havde en særlig viden, der trak i en anden retning. Det var magtmisbrug, og den slags kan vi ikke have. Det er jo misforstået, hvis man tror, der er frit spil for en spindoktor, fordi han hverken er minister eller embedsmand.«
Jan Kjærgaard mener i sidste ende, journalisterne har et ansvar for at sikre, at spindoktorer ikke løber om hjørner med dem. Han kommer med et eksempel:
»Der kan jo være to statistikker, der kan besvare spørgsmålet. Så tager spindoktoren den statistik, der er mest gunstig for ministeren. Så er det journalistens opgave at finde den anden statistik og lege lidt med den. I omgangen med spindoktorer nytter det ikke noget, at vi er dovne.«
Jan Kjærgaards chefredaktør Poul Madsen var ude i flere medier i løbet af søndagen og sige, at spindoktorer er »en byld på systemet, der skal presses ud«.
Er du uenig med Poul Madsen i, at spindoktorer er 'en byld på systemet'?
»Nu er det dejlig nemt at sige "spindoktorer" og slå ned på dem. Men i gamle dage, og det er altså for 15 år siden, havde vi dem også. De hed bare noget andet, og de sad ikke altid så tæt på ministeren. Dengang handlede det om at finde frem til netop de typer, der havde det i sig, som i dag ligger hos spindoktoren. At man ikke har frygt for at sige noget til baggrund, fordi der er en forståelse for, at det kan være til fordel for ministeren.«
»Vi kan da godt afskaffe spindoktorer, men der vil altid være nogle, der de facto opererer på samme måde. Jeg giver da min chef ret i, at det er mærkeligt, at der skal være så mange, der er så vellønnede, og at de skal være omfattet af andre regler end embedsmændene. Vi kan ikke kigge dem i kortene på samme måde, og det er noget pjat. Men jeg er ganske sikker på, at hvis vi afskaffer dem, dukker de op et andet sted. I hele det danske demokratis historie har der været spindoktorer.«
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
JK svarer at hvis det er ulovligligheder der lækkes om så står han af, for sådan noget kan man ikke forhandle om...
Ja undskyld, men hvad er det vi taler om her? Er det ikke selve definitionen på en whistleblower at vedkommende bryder sin tavshedspligt? Og gør man det (overtræder straffeloven) så er det vel for en sag der kan bære det. Mener JK/EB at de ikke fremover vil tilbyde kildebeskyttelse, hvis der tilbydes historier fra magtens korridorer om f.eks spritkørsel, sexchikane, insiderhandel, skattefusk, forræderi m.m.?
Jeg har sjældent været så beskæmmet over at være journalist som de seneste dage.
Og det skyldes ikke EB's brud på kildebeskyttelsen, selv om det ved Gud ikke er kønt at have dækket over magtmisbrug i mere end et år, ligesom jeg også har svært ved at forlige mig med et brud på et løfte om at beskytte en kilde.
Men set med mine øjne er den virkelige skandale rent presseetisk, at vi tilsyneladende er kommet derud, hvor vi tillader os selv villigt at blive en del af et magtspil. Vi har ladet os håndfodre med detaljer om en siddende ministers vigtigste politiske modstander, og vi har bragt dem videre på et kritisk tidspunkt i en valgkamp, hvor de kunne gøre mest mulig skade.
Var det historierne om råddenskab i Skat, der behandler borgerne forskelligt, så toppolitikere slipper mere lempeligt? Nej, det var det ikke. Det ville ellers kunne have retfærdiggjort lækken, da der så havde været tale om oplysninger, som borgerne havde krav på at vide noget om og et magtmisbrug i Skat, som der skulle gøres noget ved. Men står Erling Andersens redegørelse til troende, har Skat ret imponerende modstået et betydeligt pres og holdt fast i, at sagen skulle behandles efter bogen. Historierne efterfølgende i pressen kom også udelukkende til at handle om, at Helle T i en periode uretmæssigt havde fået et fradrag. Ikke en stor sag - Skat lukkede den på grund af forældelse. Havde der været tale om grov uagtsomhed eller direkte snyd, havde sagen i medfør af skatteforvaltningsloven § 27, stk. 5 ikke været forældet ... altså en banal sag, hvor Skat vurderede, at Helle T havde været i god tro.
Det må have stået de journalister, der tog imod oplysningerne (eller var parat til at forhandle om dem), klart, at en ministers særlige rådgiver sjakrede med dybt fortrolige og ulovlige oplysninger uden andet formål end at sikre sin egen minister (og egen ansættelse) længst muligt. Alligevel sagde de ja og var dermed på et ulovligt grundlag med til at påvirke en valgkamp. Kampagnejournalistik fik en helt konkret politisk betydning: medier blev de facto en del af den siddende regerings valgkampagne.
Hvordan katten skal jeg næste gang med troværdighed i stemmen undervise journaliststuderende og fortælle dem, at en af deres vigtigste opgaver er at sikre vores folkestyres sundhed ved at holde øje med alle dem, der vil misbruge det til egne gustne formål?
En spindoktor, der agerer ulovligt, er selvfølgelig et problem, som der bør gøres noget ved, såfremt mistanken bliver bekræftet. En minister, der handler ulovligt, er der også procedurer for. Deres ageren er stadig det centrale i sagen. Hvis det forholder sig, som det lige nu ser ud, står vi med en skandale, som der er sat mange etiketter på, 'bananstatsmetoder' er en af dem.
Men vi bliver i vores egne rækker også nødt til at se på, hvordan vi har handlet, og hvordan spillereglerne skal være fremover. For selvfølgelig må det aldrig komme dertil igen, at vi bevidst og villigt bliver en del af et (tilmed ulovligt udført) magtspil. der alene handler om positionering og ikke om at tjene samfundet. Og - i fald vi skulle have glemt det - at tjene samfundet er trods den højtidelige tone faktisk det, vi er sat i verden til som journalister.
Spindoktorer og kommunikatører er sat til at tjene bestemte sager, personer og virksomheder, og så længe de gør det med lovlige metoder, er det ikke odiøst. Vi kender deres formål og bør kunne gennemskue både det og de fleste af metoderne. Nu er det på tide, at vi husker vores egen berettigelse. Sågu.
I sandhed et forunderligt indlæg. Selvfølgelig skal journalister ikke beskytte magtgalskab i et topministerie. De skal afsløre den. Hvis Jan Kjærgaards kloge - men sene - afsløring afholder spindoktorer fra fremover at sælge historier til journalister, så kan jeg let leve med det. De romantiske forestillinger fra en tid, hvor et ord var et ord osv osv er da røv og nøgler. Tidligere var journalister big time i lommerne på politikerne ift. i dag, så det går bedre og bedre dag for dag.
Jeps – det bliver en milepæl i kampen mod mørkets fyrster.
"Vi havde haft mistanker, men nu stod det mejslet ud, at de embedsmænd, der har siddet med sagen, har oplevet massiv politisk pression fra toppen af Skatteministeriet. Det var fuldstændig nyt for mig,« siger Jan Kjærgaard."
Jamen, det ændrer da ikke ved at EB har siddet inde med oplysninger som i Poul Madsen´s optik er magtmisbrug, og det uden at reagere i mere end et år!
Om disse embedsmænd har oplevet pression eller ej, forandrer jo ikke hvad Jan Kjærgaard de facto fik oplyst og bliver ikke mere "magtmisbrug" af, at nogle har oplevet en større eller mindre grad af pression!
Ekstrabladet har i denne sag tildelt sig selv definitionsmagten for om en sag er magtmisbrug og hvornår kildebrud kan legimiteres.
Det er ikke kønt!
Flere